Pilgrimsvandring i Norge

Naturen er ikke noget derude. Den er en del af os

Uanset om man er troende eller ej adskiller en pilgrimsvandring sig fra turisten, idet turisten ofte forbereder sig i forhold til, hvad han eller hun mon kan få brug for på en ferie, mens en pilgrim tænker helt modsat: Hvad kan jeg undvære? Foto: Jeppe Hein

MED BILLEDER: Ingen kan længere høre deres krop, selvom den skriger: Stop. En pilgrimsvandring kan genjustere ens realitetssans, skriver forfatter og filosof Finn Janning om sin vandring i Norge sidste forår

For naturen er livet simpelt. Den er hinsides moralismen god versus ond. Den værner om livets mangfoldige forbindelser. Det hele hænger sammen, fordi der ikke er noget liv i sig selv; der er ikke andet liv end det, som er i færd med at blive: træet der vokser. Selv træet der er dødende er blivende.

Denne, sikkert, alt for naturlige indsigt erfarede jeg på en pilgrimsvandring i Norge i foråret 2014.

Sammen med min gode ven, kunstneren Jeppe Hein, var jeg fløjet fra Barcelona til Oslo. Fra Oslo tog vi toget til Dombås, der ligger cirka fire timer nord fra Oslo. Det var herfra vi skulle begynde vores pilgrimsvandring mod Nidarosdomkirken i Trondheim. I alt skulle vi vandre knap 270 kilometer.
 
Pilgrimsvejen kaldes også Sankt Olav vejen eller den gamle kongevej – efter den norske konge Olav, som i 1003 bragte kristendommen til Norge efter at have været blevet døbt i Frankrig. I 1030 blev han begravet i Trondheim. Den storslående Nidarosdomkirke er bygget op omkring hans gravsted. Sikkert motiveret af at Olav – allerede året efter sin død – var blevet forvandlet fra almindelig afdød konge til en helgen.

De første par dage gik henover Dovrefjeldet. Et råt, lidt goldt fjeld, der stadigvæk var dækket af sne flere steder. Et sted på toppen er det kutyme af smide en sten, som den vandrende har taget med sig hjemmefra. Ideen er at man gerne vil slippe af med noget under sin vandring.

Blandt religiøse er nogle af formålene med en pilgrimsvandring at bede som syndsforladelse, gå bodsgang eller blot prøve at gøre sig værdig til det liv, som måske venter efter det jordiske. For andre ikkereligiøse er vandringen ofte en anledning til at granske i sit eget liv, koble af, slippe af med dårlige vaner eller ”finde sig selv”, som den romantiske kliche lyder.

Uanset om man er troende eller ej adskiller en pilgrimsvandring sig fra turisten, idet turisten ofte forbereder sig i forhold til, hvad han eller hun mon kan få brug for på en ferie, mens en pilgrim tænker helt modsat: Hvad kan jeg undvære? Det afgørende spørgsmål, som selve vandringen rejser er: Hvad er vigtigt?

På tredje eller fjerde dagen sendte vi syv kilo bagage til Berlin. Det skete af hensyn til vores skuldre, som igen skete af hensyn til vores sind. Det hænger sammen: kroppen der tænker de tanker, der gås til.
Kort tid efter mødte vi stilheden

Kunstneren, John Cage har sagt at der aldrig blive helt stille, der er altid lidt baggrundsstøj: vind, blade, ens egen vejtrækning og så videre. Det passer sikkert, men for mig virker denne beskrivelse en anelse negativ. Jeg kan i hvert fald ikke påstå at jeg hørte noget. Stilheden var mærkbar. En porøs balance mellem intet, som så pludselig eksploderer til noget.

Det lyder absurd, men der kommer et tidspunkt, hvor stilheden taler til en, som andet end ens egen indre monolog. Den sætter sig i kødet på en. Stilheden tydeliggør forskellen mellem at vide noget og så at erfare noget. Stilhedens erkendelse er integreret i livet selv. Den henviser ikke til noget. Den tydeliggør at mennesket ikke er altings centrum. Vi er en del af naturen; vi mennesker er et stykke natur.

I stilheden krakelerer ethvert selvbillede. Det bliver indlysende at man ikke gør noget, ja, at man ikke længere er noget, men bliver formet. Forbundet. Der er kræfter større end en selv. Stilheden er formdannende.

Denne erfaring står i kontrast til et af samtidens største problemer: Der er alt for meget ligegyldig støj, der ikke gør andet end at distrahere. Resultatet bliver, desværre, at de fleste af os støjer mere for at overdøve al den anden støj. Tænk blot på Facebook, hvor der sjældent sker noget tankevækkende eller blot interessant. Eller alle høretelefonerne i ørene, hvorved vi holder verden ude, som kunne vi ikke holde den ud.

Stilheden er vigtigt. Jeg tror den sammen med tiden er en af fremtidens goder, det vil sige fremtidens helt eller heltinde er den, som har mulighed for at sige nej tak og vende ryggen til støjen for en stund. Sige nej til det, som den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har kaldt for positivitetens terror i dagens præstationssamfund.

Stilheden er transformerende.

Da stilheden først fik tag i os vrimlede det frem med følelser af at være en sammenhængende del af naturen. Jeg indså at glæden er relationel. Jeg indså også, at jeg vitterligt er ingen. Hvilket kan lyde absurd, især i dag, hvor så mange drømmer om at blive noget eller nogen. At være ingen er dog yderst befriende. Glædeligt ligefrem.

Jeg oplevede en glædelig relation til naturen, til stilheden, til at gå ved siden af en ven. Den norske filosof Arne Næss har sagt, at glæden og naturen hænger sammen. Jeg fandt, meget apropos, en af hans bøger i en af de norske hytter, som vi sov i. At ødelægge naturen eller miljøet, som vi alle sammen er godt i gang med, ødelægger også os selv – vores egen mulighed for glæde. Når alt hænger sammen, giver det god mening af tage vare alt det, som ikke er en selv.
 
Det er vigtigt at have en fornemmelse for glæden, hvilket er en anden ting som synes at mangle i dag. Denne fornemmelse kan nemlig få en til at handle, det vil sige gennemføre eller fremme det, som vækker glæde. Det er et spørgsmål om handlekraft. Gøre det vi kan. I dag gør vi snarere det vi vil, eller det, som samfundets præstationsnormer fortæller os.

Realitetssansen er forduftet i støjen. Ingen kan længere høre deres krop, selvom den skriger: Stop. En pilgrimsvandring kan genjustere ens realitetssans. Næss skrev noget, som kan tjene som et godt alment råd for alle – især i disse tider, hvor alt synes at handle om en overdreven selvrealisering og lykketvang.

Det han siger er: Hvis du efter nøje selvundersøgelse eller granskning kommer frem til at din livsglæde er forringet på grund af rent ydre grunde som arbejde, venner eller økonomi, så er man berettiget til at handle. Berettiget til at handle på en ikkevoldelig eller skadelig måde selvfølgelig. Som træet der gradvist vender sig efter solen. Det er i dens naturlige ret. At forsømme glæden er spotte livet. Det er vigtigt at følge ens naturlige impulser, hvilket ikke er det samme som at beslutte sig i en hovsa vending. Det naturlige tager tid.
 
Problemet, som de fleste af os lider under, er, at vi blindt lever optil en profession eller identitet, hvorved vi gradvist bliver til arketypen på denne profession. Dette kan ske for alle. Det kræver mod at sadle om.

Det er svært at flygte fra det fængsel, som en identitet kan være.

Glæden er mere fundamental. Den glæde, som Næss talte om er ikke glæden ved at spise en god middag, at elske med en man elsker (eller mange), men en glæde der påvirker både sindet og kroppen. Ens tanker og krop smelter sammen.

En del af denne selvundersøgelse handler om at stille sig selv nogle fundamentale, men meget simple spørgsmål:
Er du glad for det du gør?
Er det vigtigt for dig?
Tjener det et godt formål?

Er svarene negative. Så er det på tide at handle. Det er her en vandring er eksemplarisk. Hermed mener jeg ikke at alle bør vandre. Fordybelse, ja. Det er altid muligt at gå videre. Bevæge sig. Alt andet er en dårlig undskyldning, der reelt dækker over manglende mod til at handle, det vil sige til at leve et mere glædeligt liv.

”De bedste tanker tænkes med fødderne,” sagde Nietzsche. Man må ”prøvegå” en tanke for at se, hvad den er værd. Ingen ved, hvad der er godt eller skidt på forhånd. Livet kræver sine eksperimenter.
 I den norske stilhed blev jeg en anden. Jeg fristes til at sige, at jeg blev mere fuldkommen. Desværre kan dette nemt misforstås, fordi mange vil se det i forhold til et ideal.

Snarere har jeg nu en fornemmelse af at høre til. At være en del af livet. Jeg ejer ikke livet. Heller ikke mit eget, men jeg bærer en del af livet i mig, mens jeg forsøger at række det videre. Der er noget større og vigtigere, som det er er værd at værne om:

Livet.

Den erkendelse er nem at få i Norge, hvor naturen dominerer mere end menneskerne. Det er trods alt et af de tommeste lande i Europa. Her blev det klart, at naturen er ikke noget derude. Den er en del af os.

Finn Janning er ph.d., forfatter og filosof 

Foto: Jeppe Hein
Foto: Jeppe Hein
Foto: Jeppe Hein