Pilgrimsdagbog: Strandet i Skanderborg
Johnny Rønved vandrer fra Hadsten til Santiago de Compostela. Han er dog stødt på forhindringer og holder pt. pause i Skanderborg
Efter publiceringen af dette indlæg er Johnny Rønved desværre blevet nødt til at afbryde sin vandring. Læs mere her: At vandre til verdens ende
Jeg hedder Johnny, og jeg har tænkt mig at gå fra Hadsten (nord for
Århus) til Santiago de Compostela. Det er et stort mål at sætte sig (måske for stort, men mere om det senere), når man snart fylder 63, lider af sukkersyge, rygerlunger, søvnapnø og PLM - periodic limb movements.
Som katolik ligger pilgrimsvandring mig ikke fjernt, og jeg har da også i 2010 gået de 800 km. fra St. Jean Pied de Port i Frankrig og til Santiago uden større problemer. Nu ville jeg sætte mig et større mål - jeg ville gå ud af min gadedør og gå hele vejen derned, sådan som pilgrimme i gamle dage gjorde.
På en af de sidste træningsture inden afrejsen reddede jeg mig en vabel under højre fod. Jeg punkterede den og trænede også sidste dag inden afgang. Lørdag gik jeg så 28 km fra Hadsten til Århus. det gjorde lidt ondt, men ikke værre end at jeg gik Silkeborgruten fra Århus til Skanderborg søndag. Turistbureauet skriver 23 km. Jeg tror, det er 33.
Foden blev dårligere undervejs og de sidste 10 km var hårde. Nu er jeg så indlogeret hos venner i deres præstegård og har været til læge, som sagde, at der var betændelse i såret og gav mig penicillin. Jeg kan ikke støtte på foden, så jeg bliver her nogle dage, for at se, om det ikke bedres.
Eventyr og udfordring
For mig er det at være pilgrim en blanding af fysisk udfordring, eventyr og religiøse oplevelser. Den fysiske udfordring giver sig selv, især når man har 18-20 kg. på ryggen - telt, kogegrej, thermarest (luftmadras), medicin, guidebøger, e-bogslæser, den lille computer jeg nu sidder og skriver på, 600 gram opladere til telefon, kamera, computer og e-bogslæser, lidt tøj, en hel del medicin + vand og mad.
Eventyret er den langsomme gang, hvor man virkelig ser landskabet, hører fuglene, lugter naturen og møder spændende mennesker på sin vej. Den religiøse oplevelse er gennem de mennesker, man møder, med dybe samtaler om Gud og livet, den stilhed man får i sig selv, når man bare sætter den ene fod foran den anden, en stilhed som giver Gud mulighed for at inspirere mine tanker, og i sjældne tilfælde, give mig nogle nye. At gå ind i en lille ydmyg kirke og mærke Guds tilstedeværelse og at synge Taizésange højt og bede Jesus-bønnen.
Men måske når jeg ikke længere end til Skanderborg, det må de næste dage vise. Man skal have viljen til at fuldføre, men man skal også have modet til at give op.
Pax et bonum og buen camino til jer alle på jeres vej - på asfalten og gennem livet.