På stillevandring i den larmende natur

Under stillevandring i Dyrehaven viser naturen sig både fra sine fredelige og voldsomme sider. For psykoterapeut og mindfulness-instruktør Dorte Elmbæk handler stillevandringen om at få en kropslig erfaring af Guds nærvær

“I de næste tre timer skal vi være sammen i stilhed. Jeg vil komme med nogle nærværs-øvelser undervejs, men ellers skal vi ikke tale sammen. Forsøg at være til stede i kroppen, lad energien gå nedad og mærk fodsålerne mod jorden, når I går.”

Efter den korte introduktion sætter Dorte Elmbæk i rask trav ned ad skovstien. Hun er psykoterapeut og instruktør på dagens stillevandring i Dyrehaven. Deltagerne, der udgøres af syv kvinder og undertegnede som den eneste mand, følger med i stilhed.

Efterårssolen skinner gavmildt gennem de grønne trækroner, og små familier af dådyr vimser omkring inde mellem stammerne. Freden begynder at fylde kroppen.

Undervejs taler Dorte Elmbæk flere gange om “det, der er større end” og “det, som har mange navne”. Hun undgår bevidst at bruge ordet “Gud”, fortæller hun efter vandringen, for det skaber en modstand i nogle mennesker. Hun ønsker at trænge forbi den modstand og lade folk have en kropslig erfaring af Guds nærvær.

“Jeg tror, at kirkedøren er blevet tung for mange at gå ind ad, fordi det, der foregår derinde, er så mentalt. Jeg tror, at flere og flere søger naturen som kirkerum, for dér kan vi have en kropslig erfaring af Guds nærvær eller ’det, der er større end’ - hvad end vi vælger at kalde det kærlighed, Gud eller universet,” siger hun.

For hendes eget vedkommende er det dog den kristne Gud, der viser sig i naturen:

“Jeg tror, at der er en fælles visdomskilde, som alle religioner udspringer fra. Og vi ender det samme sted: I kærlighed og forbundethed. Jeg er født i den kristne tradition og glædes over at forbinde mig med min kærlige skaber, med Jesus som visdomslærer og med helligånden - for at lande i stille og fredfyldt væren.”

Det kan være udfordrende at være nærværende. 30 minutter inde i vandringen fyldes hovedet stadig af lavpraktik: Hvordan beskriver man bedst naturen? Hvad er egentlig forskellen på dådyr og rådyr? Hvad med aftensmad? De trivielle spørgsmål er svære at give slip på, og de bobler op igen og igen.

Efter lidt tid dirigerer Dorte Elmbæk væk fra stien og ind mellem de vældige bøgetræer. Gruppen stiller sig omkring hende:

“Nu vil jeg bede jer om at finde et træ hver, som I kan sætte jer op ad. Læg mærke til jeres rygrad, når I læner jer op ad stammen. Når der er gået 20 minutter, ringer jeg med en klokke, og så fortsætter vi,” siger hun og tilføjer efter en kort pause:

“Træer er intelligente væsener, så hvis der kommer et spørgsmål, så prøv at stille det. Og tænk ikke over svaret, lyt efter et sanseligt svar.”

Et tykt, lyst bøgetræ føles som et helt naturligt ryglæn. Det er svært at finde ro, og rastløsheden melder sig hurtigt - 20 minutter er lang tid at sidde musestille op ad en træstamme. Blikket flakker rundt: først på de andre deltagere, som ser så rolige ud, så på de forbipasserende, som taler i telefon eller lytter til podcasts, og så på skovbunden. En lille edderkop spankulerer over den ujævne jord. Så en til. Og så to mere. Hele underskoven er levende; det kribler og krabler overalt.

Så lyder en klokke. Gruppens deltagere rejser sig igen og børster jorden af bukserne. De 20 minutter gik overraskende hurtigt.

I stilhed fortsætter turen - forbi Ulvedalenes ældgamle egetræer. Gruppen bliver flere gange overhalet af susende mountainbikes og hundeluftere, der kommunikerer med venner og kollegaer gennem skinnende, hvide AirPods. Den lille gruppe vandrere er stille - men det er resten af verden ikke.

Den værste støj kommer dog fra naturen selv: Dyrehavens kronvildt er i brunst, og de brøler, så jorden ryster. De viser den voldsomme og ubehagelige side af naturen.

Dorte Elmbæk stopper op og stiller sig mellem to krogede træer.

“Aggression og den seksuelle energi er tæt knyttet sammen,” siger hun og fortsætter:

“Mærk hvordan det, I holder fast i - især i lænden - kan få lov at strømme ned i underlivet og blive til lyst - livslyst. Eller bare ren lyst. Mærk at der er masser af plads i underlivet.”

Bag hende løber de brunstige kronhjorte, der brøler som djævle og jager hinanden i en kompliceret parringsleg. De dybe brøl overdøver næsten Dorte Elmbæks stemme. Hun trækker på smilebåndet:

“Vi kan jo lade os inspirere af lydene omkring os,” siger hun.

Som den eneste mand i gruppen er det svært ikke at være meget bevidst om, at de kvindelige deltagere måske har en anden oplevelse, når de forsøger at mærke energien flyde ned i underlivet.

Men hvorfor er der egentlig så mange kvinder til stillevandringen? Ifølge Dorte Elmbæk er det en generel tendens:

“Mange af dem, der kommer, er kvinder, som er vant til at være meget sociale og udadvendte. De er vant til at snakke og spørge ind. Samfundets olie, der får det til at glide og fungere. Alle har de en længsel efter at være stille og beholde deres energi i stedet for hele tiden at skulle give. Ofte er de ved at løbe tør for energi og trænger til at blive tanket op,” fortæller hun.

Solen er ved at gå ned, og stillevandringen lakker mod enden. Gruppen stiller sig i en rundkreds, og Dorte Elmbæk beder os udtrykke, hvordan vi har det. “Fredfyldt” siger de fleste. “Sulten” siger en enkelt.

Otte mennesker har været sammen i tre timer uden at veksle et ord. Alligevel føles det som om, vi er blevet lidt mere forbundne.