Keltere og kirke

Keltisk spiritualitet blev en af den tidlige kristendoms vigtigste og mest vitale impulser, og i hele det nordatlantiske område finder man de karakteristiske keltiske kors, som Harald Olsen her står med et relief af. (Foto: Scanpix)

PILGRIMS-RETRÆTE: Vesten har genopdaget den keltiske spiritualitet, og det er ikke så sært, mener den norske forfatter Harald Olsen. For den rummer moderne begreber som holistisk tænkning og ny nænsomhed overfor skaberværket

Skal den lutherske kirke overleve, må den udvikle en rigere form for spiritualitet, og her kan den hente hjælp i den gamle keltiske spiritualitet, siger den norske forfatter, Harald Olsen, som i Norge har udgivet bøger om keltisk fromhedstradition. Sidste weekend var han i Viborg for at lede en retræte om "Keltisk spiritualitet - fællesskab og fornyelse".

Det foregik i Danmarks første Pilgrimscentrum, der tidligere på året blev indviet i lokaler i domprovstegården i Viborg. Det nye pilgrimscentrum har som formål at udbrede pilgrims-ideen i Danmark, som den i moderne tid har grebet om sig i Sverige og Norge. I Danmark er man endnu på græsrods-planet, men på Fyn er der etableret en pilgrimsforening, og en forening er på vej i Viborg-området, oplyser en af initiativtagerne, psykolog Kis Bødker.

I den vestlige verden har der i de seneste år været en stigende interesse for den keltiske spiritualitet, og det er ikke sært, mener Harald Olsen, for på flere måder taler den direkte til nutidsmennesket og rummer så moderne begreber som holistisk tænkning og ny nænsomhed overfor skaberværket.

Den specielle kristne keltiske spiritualitet opstod i Irland, Vest- og Nord-skotland, Wales, på Isle of Man, og de skotske øer, Hebriderne, Shetland- og Orkney, i århundrederne fra den første kristning i 200-tallet og udgjorde i sin blomstringstid, fra det sjette til ottende århundrede, den mest vitale og ekspansive del af det kristne Europa, indtil den omkring årtusindskiftet blev "harmoniseret" med den fælles katolske kirke.

- Derved forsvandt den keltiske kirkes særtræk, men det interessante er, at den keltiske spiritualitet overlever i folkereligiøsiteten og den folkelige tradition, så man i slutningen af 1800-tallet er i stand til at indsamle et materiale, som er bevaret gennem alle disse århundreder: Keltiske bønner, velsignelsesformularer, hymner.

Ud i det ukendte

Den keltiske kirke var i høj grad en kirke i bevægelse eller på stadig vandring, og den teologi, der lå bag, kan i høj grad bruges i begrundelsen for vor tids opblussende interesse for pilgrimsvandringer, mener Harald Olsen.

- I dens blomstringstid mødte man keltiske vandremunke overalt i Europa. Man mener, at mindst 200 klostre rundt i Europa er blevet grundlagt af munkene. Der var ikke tale om nogen organiseret missionsindsats, og til forskel fra andre kristne pilgrimme gjaldt det for den keltiske pilgrimsvandrer ikke først og fremmest om at nå frem til et af de berømte valfartssteder.

- Den keltiske pilgrimstradition derimod blev båret af en stærk forestilling om, i Kristi efterfølgelse, at begive sig ud i det ukendte. Som det blev sagt, så så man pilgrimsvandringen som en vandring i Kristi fodspor eller en vandring frem mod Kristus. Man drog ud på vandringen uden noget bestemt mål, men lod sig lede af Kristus og havde til opgave at være kristen, der hvor man kom hen.

- Særligt dramatisk fik det udtryk hos de pilgrimme, der valgte søvejen. De sejlede i åben båd og ofte uden hverken sejl, årer eller ror, for Gud måtte gennem vejr og vind bestemme sejlruten og endemålet. Siden har man fundet spor af disse munke på kyster og øer i hele det nordatlantiske område i form af keltiske kors, og rester af kirker og klostre på Hebriderne, Shetlandsøerne, Færøerne og så langt som til Island.

- Resultatet af alt dette blev en af de allervigtigste og mest vitale impulser i hele kristenheden på den tid, for munkene var bærere af en vældig stærk spiritualitet, der var radikal i sin askese, i sin efterfølgelse og sin kritik af den del af kirken, som havde valgt at tilpasse sig og var gået i kongemagtens tjeneste. Derfor stod man også i en stadig konflikt med den øvrige kirke.

Helligstederne

Århundreder senere forbød Luther pilgrimsvandringer. På den tid havde man i den store fælleskirkelige tradition glemt den keltiske spiritualitet, og Luthers modstand skal ses som en reaktion på, at tilbedelsen af helgener og vandringer til valfartssteder havde udartet sig, siger Harald Olsen.

- I dag er vi derimod i en situation, hvor vi oplever følgerne af, at man med Reformationen til en vis grad hældte barnet ud med badevandet. Vi ser i stigende grad mennesker søge til nyreligiøsiteten og det alternative, fordi de ikke kan få deres spirituelle behov dækket i kirken. I den lutherske kirke har vi i den grad tilpasset os gennem oplysningstiden og rationalismen, at vi har mistet vigtige sider af den kristne spiritualitet: Mystikken, det kontemplative og det kropslige-sanselige. I stedet har vi fået en spiritualitet, der er ensidig, verbal og rationel, og som først og fremmest taler til intellektet.

Harald Olsen ser den moderne interesse for pilgrimsvandringer som en reaktion på det, og mener samtidig, at moderne mennesker i stadig stigende grad vil få behov for at opsøge helligsteder, som for eksempel Nidaros i Norge eller Santiago de Compostela i Spanien.

- De hellige steder er ikke til for Guds skyld, men for menneskets. Gud er ikke bundet til noget bestemt sted, men for mennesket har de hellige steder en betydning, fordi de stemmer sindet til andagt, reflektion, bøn og meditation. Det tror jeg, flere og flere mennesker får brug for i en forvirret og omskiftelig verden.

Holistisk helhed

Den keltiske spiritualitet kan med sin holistiske tænkemåde hjælpe os til at finde helhed og sammenhæng i tilværelsen, mener Harald Olsen.

, men får altså i denne teologi lov til at være til stede i sit eget skaberværk. Det synes jeg er fascinerende.

Jeg er vinden som puster på sjøen. Jeg er bølgen på havet... Jeg er kraften i treet som gror... Og jeg er tankene til alle de mennesker som priser min skjønnhet og storhet."

Konsekvenserne af en sådan spiritualitet bliver en dybere og rigere skabelsesforståelse, tilføjes det:

- En ny nænsomhed overfor det skabte, for forholdet bliver nu et hjerteanliggende fremfor blot styret af fornuften og rationaliteten.

Skabelsen og den skabende Gud fylder meget i den keltiske spiritualitet, og Jesus tænkes med, som den der fuldkommengør skaberværket.

- Lige så afgørende er det, at Jesus opfattes som den fremmede, som den der er skjult i vort medmenneske. Derfor skal vi forholde os til vore medmennesker som til Kristus selv, og derfor havner den keltiske spiritualitet aldrig i nogen verdensflugt. Den forholder sig altid virkelighedsnær og handlingsorienteret til medmennesket.

steens@kristeligt-dagblad.dk

blå bog

, 59 år, forfatter og naturvidenskabsmand. Uddannet indenfor human biologi, men har først og fremmest arbejdet med kultur og undervisning. Indtil sidste år direktør for Kunsthøgskolen i Oslo. Nu tilknyttet Høgskolen i Agder ved Kristianssand, hvor han skal forske og undervise. Er i øjeblikket igang med at forberede et kursus i kristen spiritualitet. Har blandt andet udgivet bøgerne: "Ilden fra vest - tekster fra keltisk fromhetstradisjon" og "Frodig fromhed i Vest" (Forlaget Verbum).

Den keltiske kirke var en kirke på vandring, og dens teologi taler direkte til den moderne pilgrim, mener Harald Olsen - fotograferet med pilgrimsstav foran det nye Pilgrimscentrum i Viborg. (Foto: Scanpix)