Pilgrim i Italien: En rejse ind i enheden

Det er selve kirkens væsen: at føre det splittede sammen til ét. Kirkens enhed er ikke en menneskelig opfindelse eller drøm. Den har en dybere grund, der bygger på enheden mellem Far og Søn, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Lykkelig den, som …. har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Han er som et træ, plantet ved bækken….. Sl 1,1-3

Da taxabussen efter et par timers kørsel fra Milanos lufthavn drejer omkring det sidste hårnålesving i bjergene – Piemonte, ved foden af Alperne, Norditalien – dukker de mange klosterbygninger pludselig op for øjnene af os: www.moasterodibose.it 

Vi er 10 danskere fra referencegruppen Levende vand: www.levendevand.dk er taget til Monastero di Bose, et økumenisk klosterfællesskab, Piemonte, Italien

Som pilgrimme ønsker vi at foretage en indre vandring og få åndelige vitaminindsprøjtninger til den videre færd gennem livet. Klosterets historie daterer sig tilbage til 2. Vatikanerkoncil.

Her mødtes den romersk-katolske kirkes biskopper og kardinaler i årene 1962-65 for at finde nye veje for den katolske kirkes forkyndelse af evangeliet i den moderne verden. Dette 21. økumeniske koncil medførte fornyelse i kirken, og i 1965 besluttede Enzo Bianchi at bosætte sig i en lejebolig på landet, i Norditalien.

Bianchi er klosterets prior, som med sit store forfatterskab har inspireret utallige mennesker verden over.

En søster giver os indføring i kommunitetets enkle liv: cølibat, bøn, Bibelmeditation (”åndelig læsning” af Bibelen, ”det lyttende hjertes bøn”,”lectio divina”) samt arbejde: i køkkenhaven, snedker-, keramik- og ikonværksted, bageri, trykkeri, butik m.m.

Klosteret fungerer som en organisme, et moderne kollektiv, en slags kibbbutz – som korrektiv til vores individualistiske samfund. 

Da der var gået tre år, sluttede en bror, en søster samt en reformert præst sig til ham. Og siden da har man bedt tidebønner morgen, middag og aften. I dag bor 70 søstre og brødre fra forskellige kristne trossamfund i Bose: katolikker, reformerte og en enkelt ortodox.

Til daglig bærer de almindeligt tøj, men ved dagens tre tidebønner iklæder de sig hvide kapper. I stilhed myldrer de ind i kirken, bøjer sig dybt foran alteret, hvorefter gudstjenesten går i gang med næsten overjordisk sang, bøn og Bibellæsning. Midt i det store kirkerum står ’Venskabsikonen’ med Jesus som medvandrer.

Røgelsen hænger i rummet. Ved den første gudstjeneste bliver der bedt for situationen i Irak – og for Den danske folkekirke. Ved den sidste gudstjeneste er det muslimerne, paven og Baptistkirken i Danmark, der er emner for forbøn. 

Det var Benedikt af Nursia, det vesterlandske klostervæsens grundlægger, der i sin klosterregel fra 529 deklarerede, at når man tog imod fattige pilgrimme, tog man imod Kristus.

Og vi oplever megen gæstfrihed – såvel donation for ophold som betaling for køb af bøger, hjemmelavet marmelade m.m. kunne lægges i en boks. Udover vores danske gruppe er der en stor gruppe lutherske præster fra Frankrig, Schweiz og Belgien.

Ved dagens to varme måltider bliver vi gæster inviteret ind i en mindre spisestue med plads til 10 personer, fordelt sådan: to søstre og brødre samt otte gæster i hvert rum. Under måltidet deler vi vore livshistorier og tanker med hinanden, hvilket bevirker, at vi føler os velkomne, hjemme”Ora et labora” – ”bed og arbejd”, sagde Benedikt af Nursia ligeledes. Hermed forstod han vigtigheden af balancekunsten mellem puls og pause.

På klosteret bliver vi mindet om vigtigheden heraf. Men hvordan holder vi da kilden levende i hverdagen? Træning er vigtig – også i det her emne. Vi skal ikke bare VISE vejen, men selv GÅ den! Hvis vi køber en bog om jogging og bare læser, men ikke løber, så sker der naturligvis ingenting.

Vi må øve os. Ordene disciple og disciplin hænger sammen! Og stilhed, fordybelse, enkelhed, og regelmæssighed kan også opleves hjemme hos os selv. For: ”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves!”( Sl 127,1)

En sød detalje er de mange gengivelser af ugler – i glas, træ og keramik. Baggrunden er, at uglen er et årvågent dyr, og den kan inspirere den enkelte til ’at vandre årvågent med Gud’ (Mika 6, 8).

Gæstfriheden på klosteret gælder også nadverfællesskabet, hvortil alle er velkomne. Det er økumeni i praksis!
På dansk oversættes ’økumenisk’ ofte til mellemkirkelig. Med rod i det oldgræske ord for ’den beboede verden’ betegner økumenien således grundlæggende bestræbelsen på en enhed eller gensidig forståelse, der omfatter alle kirker i hele verden.

Ved en middagsbøn blev pavens ugentlige brev læst op, og det handler netop om kirkens enhed, ud fra ordene i ’Jesu ypperstepræstelige bøn’: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro…” (Joh 17,20-21).

Sådan bad Jesus til sin himmelske Far aftenen før sin død, Skærtorsdag aften. Hans afskedsord, hans åndelige testamente er således sammenfattet i denne stærke bøn om enhed. Vi ved, at Gud lyttede til Jesu bøn; Pinsedag sendte han Helligånden, som bevirkede, at tilhørerne pludselig forstod apostlenes sprog. Tværs over alle grænser førte Guds ånd dem sammen til enhed.
 
Hvad forstås så ved ordet enhed? Jeg kan starte med det, det ikke betyder: Enhed betyder ikke, at alle med vold og magt skal være enige. Enhed betyder heller ikke, at alle skan være ens. For enige og ens bliver vi heldigvis aldrig. Nej, enheden er ikke ment som noget statisk eller uniformeret. Tværtimod betyder enhed: åbenhed og bevægelse, dialog og fællesskab. Og den enhed er hele kirkens kald og opgave frem for alt andet.

Det er selve kirkens væsen: at føre det splittede sammen til ét. Kirkens enhed er ikke en menneskelig opfindelse eller drøm. Den har en dybere grund, der bygger på enheden mellem Far og Søn.

Alt dette betyder ikke, at vi skal opgive vores identitet, hugge en hæl og klippe en tå for at fremme enheden.

Det betyder derimod, at vi bevidst går i dialog og søger enhed, hvad enten vi er kvinder eller mænd, lægfolk eller præster, gamle eller unge, katolikker eller lutheranere, baptister eller metodister. Vi har trods alt fælles udgangspunkt, nemlig dåben og troen på Jesus Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre.
 
Vandtætte skodder, lukkede systemer, der ikke modtager tilskud udefra, dør af manglende dynamik. Det må være muligt at stræbe efter en større enhed, uden at gå på akkord med sandheden. Det må være muligt at nå frem til større forståelse for andre, uden at give slip på sin egenart!
 
Men kun med Helligåndens kraft kan vi blive, hvad vi er kaldede til at være: enhedens budbringere. Derfor må vi med Grundtvigs ord synge:

Nu bede vi den Helligånd
At sammenknytte os ved troens bånd
Og til verdens ende
Kirken at bevare,
Nådig at afvende
Al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!
( DS 289,1)
 
Inspiration kan fås her:
- Peder Nørgaard Højen: ’Økumenisk teologi – en introduktion’, Anis 2013.
- Anna Marie Aagaard: ’Mod til at tro – Kapitler om hellighed’, Anis 2013.