Behov for gensyn blev til pilgrimsgudstjeneste i slotskirke

"Vi måtte bare være sammen igen - og helst på en måde, som mindede om i foråret nede i Spanien," siger en af deltagerne til pilgrimsgensynsgudstjeneste i Frederiksberg Slotskirke

En mørk og våd oktoberaften fandt en helt speciel pilgrimsgudstjeneste sted i den lille og stemningsfulde Frederiksberg Slotskirke, der var godt fyldt med mennesker i alle aldre.

En af initiativtagerne til den særlige pilgrimsgudstjeneste var slotskirkens præst Anette Sørensen, der i foråret var på pilgrimsvandring på den nordspanske pilgrimsrute Caminoen sammen med et par af hendes sognebørn. På vejen til Santiago de Compostela mødte de tre kvinder tre andre danske pilgrimsvandrere.

SE OGSÅ: Tema om Caminoen

Og dét møde var så unikt og givende, at de seks pilgrimsvandrere besluttede sig for, at de bare måtte ses igen, når de kom hjem til Danmark og at dét gensyn skulle ske i form af den pilgrimsgudstjeneste i Frederiksberg Slotskirke, som fandt sted i den mørke oktoberaften.

Selve gudstjenesten
Men det var ikke kun de seks pilgrimsvandrere, som mødte op i kirken dén aften, hvor de levende lys strålede som små stjerner i det lille kirkerum. Mere end 60 mennesker i alle aldre fyldte godt op på kirkebænkene og deltog i en gudstjeneste, der med salmer og tekster mindede om en pilgrimsvandring.

Der var noget på spil, og de tilstedeværende havde så meget til fælles, at kirkerummet blev fyldt med en helt speciel blanding af længsel, glæde, stort nærvær og intensitet," siger sognepræst Anette Sørensen efterfølgende.

Der blev indledt med en sangøvelse inden selve gudstjenesten, således så menigheden kunne synge med på salmen Må din vej gå dig i møde, når vi nåede dertil i pilgrimsgudstjenesten. Sangen er oprindelig en irsk-keltisk velsignelse, som i dag er oversat til mange sprog, blandt andet både tysk, dansk og svensk.

Da den var nogenlunde på plads, startede selve gudstjenesten med præludium, indgangsbøn og salme nr. 754, Se, nu stiger solen. Derpå var det tid til at høre noget om vandring, om de mange ture som mennesket kan gå i livet.

Der er turene med hunden, turene til bageren og så videre. Dem går vi alle sammen. Men kan man også gå et skridt videre og decideret tage på vandring i for eksempel de norske fjelde. Men så kan man også tage hele skridtet og gå på pilgrimsvandring, som slotskirkens præst Anette Sørensen sagde det.

Og så fortalte hun, hvordan mennesker mødes på Caminoen.

Man spørger sjældent om, hvad de andre laver, hvordan de bor eller de andre ting, som man ellers ofte spørger nye mennesker om som det første. Nej, man mødes i stedet menneske til menneske, og det sker ofte, at man betror nogle af de mest private ting til mennesker, som man kun lige har mødt, berettede hun.

For sådan er det, når man vandrer sammen. Så møder man sine medmennesker i øjenhøjde og som de er, sagde Anette Sørensen og sluttede med at sige, at livet jo netop også er en lang vandring, og at Bibelen er én stor fortælling om vandringer, fra Adam og Eva over Moses til Jesus.

Så var det tid til at synge den indøvede Må din vej gå dig i møde, inden der blev læst et brev op, skrevet af en katolik, der også havde gået på Caminoen, og som netop betonede det fællesskab, der er på Caminoen, hvor alle på den ene side går af de samme stier, af den samme rute, men alligevel på hver sin vej.

En af dem var Poul Konrad Nielsen, som var en af de seks pilgrimsvandrere, der mødtes på vejen til Santiago de Compostela.

Stående midt i kirken med sin vandrestav med den karakteristiske pilgrims-muslingeskal i hånden fortæller han hudløst ærligt om sin vej, der startede med flere år med stress og manglende overskud hjemme i Danmark.

LÆS OGSÅ: Hvorfor går pilgrimme med muslingeskaller?

Så i foråret kom vendepunktet. Han tog beslutningen og rejste til Spanien for at gå på Caminoen. Det blev en hård tur i regn, frost og blæst, mens han gennemgik hele sit liv og sågar fyldte 60 år, mens han var afsted.

Velankommet til Santiago de Compostela var der sket noget med ham, og han tog hjem med friske kræfter og et ønske om igen at skulle af sted på pilgrimsvandring en dag. Et ønske, som han planlægger at opfylde om halvandet år, når han skal vandre på Caminoen endnu en gang, men denne gang noget af vejen sammen med sin kone.

Så var det tid til endnu en salme: Kun en dag, et øjeblik ad gangen, inden Anette Sørensen talte om hvilens nødvendighed og hvordan det at hvile også er tillid, både når man lægger sig i grøftekanten med hatten over hovedet over til den hvile, som det er at leve i tillid til Gud.

Efter en bøn af Frans af Assisi, Fadervor og velsignelsen, sang de fremmødte stående Dejlig er jorden om sjælenes pilgrimsgang på vej mod paradiset.

Men hvorfor havde de seks pilgrimsvandrere behov for at mødes igen her et lille halvt års tid efter pilgrimsvandringen på Caminoen?

Poul Konrad Nielsen gav et bud på det:

Vi måtte bare være sammen igen - og helst på en måde, som mindede om i foråret nede i Spanien. Vi kunne jo i princippet lige så godt have mødtes med vores ægtefæller og spist en middag sammen. Men det havde ikke været det samme. Det var vigtigt, at når vi sås igen, at det så skete på en facon, som var op ad den måde, som vi var sammen på dernede. Og da Anette er præst med egen kirke, kunne det jo ikke passe bedre.

Frederiksberg Slotskirkes præst og en af de seks pilgrimsvandrere Anette Sørensen er enig:

Ja, det er simpelthen så enkelt, at vi bare gerne ville mødes og være sammen igen. Vi kom tæt ind på hinanden som mennesker på Caminoen, og et sådan fællesskab slipper man ikke lige.

Og fremover? Skal de seks pilgrimsvandrere mødes igen?

Helt sikkert. Vi har allerede talt om at gå nogle kortere pilgrimsture her i Danmark. Ture, som andre bestemt også er velkomne til at deltage i. Endnu er der ikke noget konkret planlagt, men der er flere tanker i spil, siger Anette Sørensen.