Ad Hærvejen med salmesang
Interessen for at deltage i pilgrimsvandringer er stigende. Kristeligt Dagblad gik med et stykke af vejen
- Kommer I ikke her ud i våbenhuset? spørger pilgrimspræst Elisabeth Lidell.
Hun vil give sine vandrere et ord med på vejen, inden de begiver sig videre. Det er fjerde dag ud af ialt 14, de er af sted.
Hos nogen er musklerne blevet en smule ømme, så de vælger at springe eftermiddagens vandring over.
Men de resterende 14 er ukuelige og klar til igen at komme ud på Hærvejen.
Kaffen?
De har netop været til en kort andagt i Jegerup Kirke ved Vojens, men nu må de igen tage regnslag på og få de plastikindpakkede rygsække på plads.
Vejrudsigten har lydt på tung heldagsregn, og den holder stik. Men der er endnu 10-12 kilometer, til de pilgrimsvandrende når frem til det herberg, hvor de skal overnatte.
- I skal lige have et par ord med på vejen, inden I går videre, siger Elisabeth Lidell.
- Undervejs kan vi så tale om, hvad der berørte jer i gudstjenesten. Var det salmerne, varmen eller gæstfriheden. Eller var det kaffen! tilføjer hun.
- Herre, vis os vejen og giv os mod til at gå den, siger vandrerne i kor, og det er afgangsreplikken.
Åndelighedens alder
Hurtigt kommer de ind på række og traver af sted, mens de diskuterer pilgrimspræstens oplæg.
Alle er klædt i regntøj, og tempoet er højt, så det er først, når man kommer helt tæt på og kigger ind under regnhætterne, at man kan ane, at de fleste vandrere er gråhvide i toppen, og at en del af dem enten er fyldt eller nærmer sig de 70 år.
Men har interessen for åndelighed virkelig en alder?
Det mener freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl, der gennem sit arbejde møder mange søgende mennesker.
Jette Dahl arrangerer både kurser, pilgrimsvandringer, retræter og samtaler, og kendetegnende for det hele er, at det aldersmæssigt stort set altid er den samme målgruppe, der viser interesse.
- Tyngden ligger fra 50 år og opefter. Det er her panikalderen rammer, nogle bliver skilt, og børnene flyver fra reden. Mange begynder at få mere rum og tid til at finde ud af, hvad de længes efter, og nogen søger et større nærvær. Jeg tror, det ligger i det at blive ældre, at man efterlyser mere dybde og noget, der holder. For mange udmunder det i en religiøs længsel og tro på Gud, siger Jette Dahl.
Gamle spøgelser
For nogle handler det også om at tage et opgør med gamle spøgelser, inden det er for sent.
- Man er måske blevet 60-70 år og er kommet i tanke om, at livet er forgængeligt. Nogle bærer rundt på en tung bagage, som de gerne vil af med. De kan også opleve det som meget befriende, at de får mulighed for at tale om og forholde sig til deres egen død. Den mulighed har mange ikke haft før, siger Jette Dahl.
Pilgrimsvandrerne på Hærvejen er nu nået langt ud i det grønne.
Regnen pisker stadig ufortrødent ned og fylder de knoldede naturstier med vand.
Venskaber
70-årige Helmuth Frydkær fra Sengeløse har heldigvis vandtætte vandrestøvler på og lader sig ikke mærke med lidt regn fra oven.
Han deltager jævnligt i gudstjenester i Betlehemskirken i København og har altid været troende.
Siden 2002 har han også været pilgrim. Sidste år gik han alene alle de 800 kilometer på Caminoen (pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i Spanien, red.) Netop den tur har betydet meget for ham.
- Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik opfyldt mit mål. Jeg fik rigtig mange nye venner fra hele verden, som jeg stadig har kontakt til. Fordi vi hjalp hinanden undervejs, opstod der venskaber, og det synes jeg er helt enestående på min alder. Det må også være dejligt for unge mennesker at opleve, at man godt kan have et spændende liv, selvom man bliver ældre, siger Helmuth Frydkær.
Han og de 13 andre går videre. Her midt i den sønderjyske natur kommer deltagerne til et lille læskur med træbænke, hvor der kan holdes pause. Vandflasker, bananer og mandler dukker op fra taskernes dyb. Der går dog ikke lang tid, før vandrerne vil videre. De sidder og bliver kolde.
Oplevelsesøkonomi
Pilgrimspræst Elisabeth Lidell slår tonen an til pilgrimssalmen "Dejlig er jorden", og vandrerne stemmer i med klare stemmer. De ser ud til at få fornyet energi.
Lektor, ph.d. Tine Fristrup, DPU Aarhus Universitet, har forsket i ældre menneskers livsstil.
Hun mener ikke nødvendigvis, det skyldes større spirituel interesse, at det primært er folk omkring de 60 år, der drager af sted på pilgrimsvandring eller tager på retræter eller det, der ligner.
- Når man ikke længere er af værdi på arbejdsmarkedet, og børneopdragelse for længst er et overstået kapitel, så kan du i stedet få værdi som forbruger. Alle i pensionsalderen har tid, men ikke alle har penge og et godt helbred. Derfor kan pilgrimsture på linje med andre rejser opfattes som et led i den oplevelsesøkonomi, som mange ældre er storforbrugere af, siger Tine Fristrup og fortsætter:
- Pilgrimsrejsen kan også opfattes som en protestform, hvor man siger: "Se her, vi kan stadigvæk, samtidig med at vi forholder os til noget, der er større end os selv. Vi er ikke holdt op med at leve livet." Det er en modfortælling til det at blive syg og gammel, siger hun.
For egen skyld
Seniorforsker ved Videnscenter på Ældeområdet Merete Platz hælder også mest til, at de ældre tager på pilgrimsvandring for deres egen skyld - ikke nødvendigvis på grund af Gud.
- I den alder er der stadig meget i livet, man skal nå. De fleste kaster sig over de aktiviteter, de ikke havde tid til før, og her er pilgrimsvandringen så en dimension. Samtidig betyder det utrolig meget, at man holder sig aktiv, både mentalt og fysisk. Man lever længere og lever godt og klarer sig længere tid uden at være afhængig af hjælp, siger Merete Platz.
Søgende
68-årige Minna Warming Nielsen fra Fårevejle er en af dem på Hærvejsruten, der har masser af drømme for fremtiden.
Hun er taget på sin første pilgrimsvandring, fordi hun altid har kunnet lide at gå. Hun har aldrig følt sig specielt religiøs, snarere søgende, og har blandt andet rejst i Indien. Så det var primært muligheden for at komme ud at vandre, der ansporede hende til at tage turen langs Hærvejen.
- Jeg har altid været misundelig på, at mine børn kunne rejse på interrail med rygsæk. Jeg vil gerne opleve noget, og jeg tænkte, at hvis det skulle være, så skulle det være nu, siger Minna Warming, der er blevet positivt overrasket over sig selv.
- Jeg har ikke haft en vabel og heller ikke haft ondt nogen steder, så jeg er dybt taknemmelig over mit helbred. Men fællesskabet undervejs er det, der betyder allermest. Det giver så meget energi, og det er det vigtigste, siger Minna Warming Nielsen.
Stilhed
Den sidste del af dagens rute skal vandres i stilhed, så derfor går deltagerne i gåsegang for ikke at blive fristet til at snakke.
Det er nu også meget godt, for landskabet bliver mere udfordrende med knoldede og sjappede stier. Det våde græs står næsten i brysthøjde, og vilde blomster og brændenælder når næsten de vandrende til navlen.
De få, der ikke har vandret i dag, har brygget kaffe og stillet kiks og nødder frem. Der er også rødvin at styrke sig på.
Til trods for at ingen kan sige sig helt fri for at have fået våde fødder, så er stemningen god.
- Synes I ikke bare, det var smukt. Det var simpelthen så dejligt derude, siger en kvinde glad.