Månedens pilgrimme: Vi går pilgrimsvandring med hinanden i hånden

Et af de bedste pilgrimsøjeblikke er, når vi om morgenen står med alt pakket i rygsækken, hatten på hovedet, vandrestokken i den ene hånd og hinanden i den anden og tager de første skridt ud på endnu en vandring på vejen, siger parret Lone Christensen og Tommy Jensen, som altid vandrer sammen

Det betyder meget i vores tilværelse, at vi kan dele de fælles oplevelser og erfaringer, som vi møder på vores pilgrimsvandringer - og at kunne bringe nogle af disse ind i hverdagen, siger månedens pilgrimme Lone Christensen og Tommy Jensen, der bor i Gistrup ved Aalborg.

Lone Christensen er billedvæver, qigonginstruktør og meditationsleder. Hun er også pilgrimsleder i Sverige og Danmark. Tommy Jensen er landmåler, naturvejleder og arbejder med natur- og kulturformidling. Han arrangerer vandre- og busture især omkring Limfjorden. Og så er han foredragsholder.

Hvornår begyndte I at gå pilgrimsvandring?

"Det er svært sådan præcis at sætte et årstal på, hvornår vi begyndte at vandre som pilgrimme. Vi har i mange år vandret sammen i store dele af verden, og har bevidst altid søgt mod stilheden og skønheden i Guds store katedral. Selv i byerne har vi kunnet finde steder, som på en eller anden måde har talt til den indre pilgrim. De senere år har vi vandret på Caminoen i Spanien og Portugal samt St. Olavsvejen til Nidaros. Fællesskabet omkring pilgrimsvandring har ført os sammen med andre pilgrimme og pilgrimsgrupper i ind- og udland, og det har givet os nogle fine og dybe samtaler, siger parret.

Hvorfor går I pilgrimsvandring?

Der ligger noget dybt meditativt i at vandre i stilhed, noget som giver nærhed til Gud. At vandre er en helende proces, og gennem vandringen oplever vi sammen et nærvær både til hinanden og til naturen. I de syv pilgrimsord, som den svenske pilgrimspræst Hans Erik Lindstrøm har formuleret, ligger der et budskab om en længsel efter det dybere i sin sjæl. Den indre fred er hjertets fred. Det er noget af det, der gør forskellen på en almindelig vandring og en pilgrimsvandring. Når vi vandrer på pilgrimsvejene, oplever vi et særligt fællesskab, hvor vi både kan være kontemplative og samtidig vise omsorg for vores næste. Netop det meditative fra de lange vandringer er vigtigt at bære ind i alle pilgrimsvandringerne, men at være pilgrim i hverdagen har nok den største betydning for udviklingen af mit åndelige liv, fortæller Lone og uddyber:

"Langsomheden tænkes ind på den måde, at der er god tid til at være i de arbejdsopgaver, som dagen byder på. Ikke at overfylde kalenderen og at huske pauser. Bruge tid på at reflektere over livet, og ikke være bange for stilheden og de eksistentielle spørgsmål. Gennem daglige vandreture mærker jeg også naturen i farver og dufte. Jeg deltager i meditative gudstjenester. Endelig udfører jeg i dagligdagen bevægelsesøvelser, som kombinerer både østens mystik og spiritualitet med et kristent livssyn."

Hvilken rute vil I anbefale andre at gå?

Den portugisiske Camino er helt sikkert anbefalelsesværdig. Den giver ro til fordybelse og byder på nogle dejlige oplevelser. Ruten er vel afmærket og især fra Porto til Santiago de Compostela er faciliteterne helt på højde med den franske rute, men antallet af pilgrimme er endnu markant lavere på denne pilgrimsrute. Ruten følger på nogle strækninger de gamle romerveje, og man vandrer gennem smukke middelalderbyer som Valencâ og Tui på grænsen mellem Portugal og Spanien, og Padron syd for Santiago de Compostela siger Tommy.

Kan I beskrive jeres største pilgrimsoplevelse nogensinde?

Mange store pilgrimsoplevelser handler ofte om stemninger, og netop sådanne oplever vi på vandringer, når vi om morgenen står med alt pakket i rygsækken, hatten på hovedet, vandrestokken i den ene hånd og hinanden i den anden og tager de første skridt ud på endnu en vandring på vejen. En følelse af enkelthed og bekymringsløshed."

"På den portugisiske Camino kom vi en tidlig søndag morgen vandrende sydfra og ind i Santiago de Compostela og kunne på lang afstand se katedralens spir foran os. Vi havde begge en følelse af, at mange forud for os havde vandret her, da vi hver især i vores stilhed og med katedralens spir som et pejlemærke vandrede de sidste kilometre ind ad byens gamle gader. Selv byen var stille, da vi nåede frem til katedralen, siger parret.