Månedens pilgrim: Pilgrimsfærd er en tilbedelse af Gud

"Jeg kom temmelig sent i gang med at tage på pilgrimsvandring til fods. Den første gang var i august 2010, da jeg sammen med en lille gruppe fra Danmark tilsluttede mig den store gruppe på cirka 1500 mennesker, der vandrede de cirka 160 kilometer fra Krakow til Czestochowa," siger katolsk præst Paul Marx. Foto: Privatfoto

"En pilgrimsfærd betegner også et menneskes åndelige vej fra synd til salighed," siger katolsk præst Paul Marx

For den katolske præst Paul Marx, der er sognepræst ved Mariukirkjan på Færøerne, er en pilgrimsfærd både en pilgrimsvandring til fods, og når han rejser på pilgrimsvalfart til de store katolske valfartssteder. Men altid er det en tilbedelse af Gud i erkendelsen af, at livet på jorden er et eksil, og at himlen og enheden med Gud er det endelige mål for den pilgrimsfærd, som han mener livet er.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?

"Jeg kom temmelig sent i gang med at tage på pilgrimsvandring til fods. Den første gang var i august 2010, da jeg sammen med en lille gruppe fra Danmark tilsluttede mig den store gruppe på cirka 1500 mennesker, der vandrede de cirka 160 kilometer fra Krakow til Czestochowa."

LÆS OGSÅ:
Jerzy Golubowski vandrer hver sommer fra Krakow til Czestochowa

"Derfor er jeg også ret ny udi denne form for åndelig øvelse. Og siden har jeg ikke vandret så meget, kun een gang mere, og det var i august sidste år, hvor jeg gik den samme rute. Men ellers har jeg været på mange pilgrimsrejser, hvor dog kun dele af dem foregik til fods."

Hvorfor går du pilgrimsvandring?

"Måske er det bedst at besvare dette spørgsmål med at kigge på ordet: Pilgrim. At være pilgrim udtrykker den virkelighed, at livet på jorden ikke er noget blivende. Ordet kommer fra det latinske 'peregrinus', som betyder 'en rejsende, der er på vej til et helligt sted'. Typisk drejer det sig om en fysisk rejse, en vandring, ofte til fods, til et sted, der har særlig betydning i forhold til ens religiøse tro."

"I den kristne spiritualitet ligger der en dybere mening bag den fysiske pilgrimsfærd. Livet i denne verden ses som et eksil. Mennesket er på vej til et blivende og helligt sted i den hinsides. Men pilgrimsvandring eller pilgrimsfærd betegner også et menneskes åndelige vej fra synd til salighed."

"Og sådan oplever jeg også en pilgrimsvandring, en pilgrimsrejse. Jeg tager på pilgrimsfærd for at mærke, at livet her på jorden i virkeligheden er en rejse hen imod et bestemt mål, nemlig den fuldkomne enhed med Gud i evig salighed og glæde, repræsenteret af det hellige sted, som er vandringens, pilgrimsfærdens mål."

"Men pilgrimsfærd er meget mere end det. Pilgrimsfærd er dybest set en tilbedelse af Gud. En erkendelse af at jeg er i nød, og ved at åbne mig fuldstændigt for den barmhjertige Gud bliver jeg løftet op og ud af min nød og bliver fyldt med en guddommelig kraft, som gør mig til et ægte menneske efter Guds hjerte. Og at nå frem til det hellige sted efter flere dages pilgrimsfærd er en euforisk oplevelse, en smag af himlen, en hvilen i fred."

LÆS OGSÅ: Månedens pilgrim: Min pilgrimsdrøm blev til virkelighed

"Vandringen - uanset om hele vandringen eller kun dele af den er foregået til fods - slutter også altid med at, vi fejrer den katolske messe. Noget som giver en oplevelse af virkelig at være hos Gud, være et med Ham, som man vitterlig er det under en katolsk messe. Virkelig at mærke dette på sin krop giver et andet perspektiv på livet og gør en mere ydmyg og medfølende."

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
"Jeg ved, at man har genfundet flere af de gamle pilgrimsruter i Danmark fra før Reformationen, og at flere pilgrimsgrupper er begyndt at vandre på dem. Men jeg kender dem ikke."

"Camino de Santiago i Spanien kender jeg derimod som en meget gammel og yndet rute. Jeg har ikke vandret den selv, men jeg kender enkelte personer, der har, og de er helt vilde med den. Deres tro på Jesus Kristus blev vakt på en dybere plan, og de kom til en ægte erkendelse af den sørgelige kendsgerning at være en synder med behov for en frelser."

"Jeg vil også anbefale Det hellige Land, hvor man kan vandre i Jesu fodspor. Det har jeg prøvet et par gange."

"De kendte katolske valfartssteder som Lourdes i Frankrig og Fatima i Portugal og Czestochowa i Polen er også anbefalingsværdige steder, selv for ikke-katolske kristne. For det, der kendetegner alle katolske valfartssteder er, at Jesus Kristus er i centrum. Selv om de er Maria-steder, erfarer pilgrimsvandreren, at Maria fører ham til Jesus Kristus."

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
"Et af de rigeste og dybeste øjeblikke jeg havde på en pilgrimsfærd, oplevede jeg den første gang, jeg tog til det store Maria-valfartssted i Lourdes, Frankrig. Under den katolske messe i den underjordiske basilika, der var fyldt med cirka 26.000 mennesker, var jeg en af de cirka 100 præster, der havde den opgave at uddele kommunion (den katolske nadver, red.)."

"Jeg blev henvist til et bestemt sted i det store kirkerum, og folk begyndte at presse på mig alle steder fra med udstrakte hænder for at røre ved Jesus. Man skal her huske, at for katolske kristne, er nadverbrødet virkelig Jesu Kristi legeme og blod, med andre ord Jesus Kristus selv. Jeg følte mig lige præcist som Jesus i Markus' evangelium, hvor folk pressede på ham fra alle sider bare for at røre ved ham. De mange mennesker, der pressede på mig den søndag, ønskede Jesus, at røre ved ham, at spise hans legeme. Da følte jeg meget stærkt ethvert menneskes behov for Jesus."

Paul Marx er katolsk sognepræst ved Mariukirkjan på Færøerne