Månedens pilgrim: Når man er pilgrim, er man fri

"Når man ikke kan andet end bare at gå og gå og lade vejen føre sig derhen, hvor den svinger og drejer, ja, så er man fri," siger månedens og præst ved Frederiksberg Slotskirke Anette Sørensen

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Jeg har indtil videre kun gået én pilgrimsvandring og det var i foråret 2012, hvor jeg fra sidst i april til midt i maj vandrede 300 kilometer på Caminoen sammen med to af mine sognebørn. Vi havde ikke på forhånd bestemt os til, at vi skulle gå et bestemt antal kilometer hver dag. Så vi gik bare, indtil vi kom til et herberg eller havde lyst til en pause. Derfor ankom vi også til Santiago de Compostela og katedralen før forventet, og det gav os en chance for at opleve endnu mere. At være pilgrim er nemlig noget med at være fri og have mulighed for at suge til sig og blive ladet op.

STORT TEMA: Caminoen

Og så alligevel. For nok er en pilgrimsfærd noget med at være helt fri, rigtig fri og bare gå. Men der er jo også altid en flybillet og et fly i den anden ende, som man skal nå. Men det er også det eneste, som man skal rette ind efter. Alt andet er frihed og mødet med en masse andre pilgrimme. Møder, hvor man kommer helt tæt på hinanden i løbet af et øjeblik, hvor man går sammen og betror sig til hinanden, også om meget private ting, som man normalt kun taler om med sine allerbedste venner. Men der sker noget med en, når man er pilgrim. Man mødes med de andre pilgrimme i et særligt fortroligt rum dér på vejen.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Ja, det startede faktisk med, at jeg så DR2's julekalender med Mikael Bertelsen, der gik på Caminoen. Jeg har altid godt kunne lide ham. Han har en finurlig hjerne, og her blev jeg helt opslugt og optaget af hans tur på Caminoen. Det måtte jeg prøve, tænkte jeg - og rejste nogle måneder senere.

Og da jeg så kom af sted, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til og huske - Bertelsens ansigtsudtryk, minespil og følelser. For det var det samme, som jeg oplevede, når jeg gik på netop de stier, mødte den samme sure nonne, sad i den samme stol, klappede den samme kat og så videre. For nok drejer pilgrimsvandring sig om at gå af de samme stier, men alligevel hver sin vej. Men også på en pilgrimsvandring er meget så almenmenneskeligt, at vi oplever og føler det samme, uanset hvem vi er.

LÆS OGSÅ: Bertelsen på Caminoen - en moderne pilgrims bekendelser

Pilgrimsvandring er for mig især noget med at være fri. Ikke bare have fri, men være fri, som en af mine medvandrere, Lone, sagde det til mig, da jeg en dag nævnte noget om, hvor dejligt det var at have rigtig fri. Ingen forpligtelser, ingen telefoner og hvad man ellers har at se til som præst og menneske. Men den købte Lone ikke. 'Nej, Anette. Du har ikke fri. Du er fri,' sagde hun og det er helt rigtigt. Når man ikke kan andet end bare at gå og gå og lade vejen føre sig derhen, hvor den svinger og drejer, ja, så er man fri. Og når man er fri, har man mulighed for først at slippe og derpå at blive opladet. Opladet, så man kan tage hjem og med ny energi gå i kast med de opgaver, som lægger beslag på tiden og kræfterne.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Ja, nu har jeg jo kun gået en enkelt gang på Caminoen til Santiago de Compostela, men jeg vil meget gerne anbefale den, også uanset hvilken side man kommer fra. For man kan komme fra mange retninger via mange lande og mange forskellige slags landskaber. Der er både bjerge, højslette og dale.

Men uanset hvilken rute man tager til Santiago de Compostela, så kan det anbefales at tage et smut ud til Fenisterre, som ligger helt ude ved kysten. Om ikke andet så efter man er ankommet til selve Santiago de Compostela. Der er kun cirka 90 kilometer mellem de to byer, og det vrimler med småbyer, herberger og sågar busser på hele denne meget naturskønne rute, som benyttes flittigt af pilgrimme i alle aldre, hvoraf en del slutter deres vandring af med at finde deres egen muslingeskal på stranden i Fenisterre. Muslingeskallen, som man kan sætte på sin pilgrimsstav, er nemlig symbolet på, at man har gennemført Caminoen.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Det var helt klart Lones svar til min bemærkning om det gode i at have fri, hvor hun sagde: 'Nej, Anette. Du har ikke fri. Du er fri.' Der er nemlig en kolossal forskel på, om man har fri eller om man er fri. Og når man går pilgrimsvandring, så er man fri. Og hvert enkelt menneske er fri på hver sin måde. Det er ligesom, at nok går vi som pilgrimme ad de samme stier, men vi går alligevel hver sin vej. Det er et smukt billede som også passer godt på, at man som pilgrim er et frit menneske på alle måder.

Men selvom det var et stort øjeblik, så er det også sådan, at det er, når man kommer hjem, at det virkelig batter noget. Så mærker man, at man er ladet op og har fået fyldt på med nye indtryk og ny energi, og så ser man på verden med nye øjne og dét skaber gode erkendelser og øjeblikke. For mens man er af sted, så går man bare. Men der sker noget med en, når benene går. Man er ude af det hele, og der er ingen forventninger til én. Sindet får lov til at slappe af og lade op og så sker tingene, når man kommer hjem. Ikke nødvendigvis med det samme og på én gang, men stille og roligt i de kommende uger og måneder. Det er meget befriende og opløftende.