Månedens pilgrim: Når du går pilgrimsvandring, går Kristus altid med dig

Foto: Privatfoto

"Uden bevægelse stagnerer jeg og går i stå både åndeligt og menneskeligt," siger den katolske præst Benny Blumensaat, der opfatter livet som én lang pilgrimsvandring

Den katolske præst Benny Blumensaat skal i oktober være rejseleder på en pilgrimsrejse til Medjugorje, der er en lille landsby i Bosnien-Herzegovina, hvor det siges, at jomfru Maria siden 1981 med jævne mellemrum viser sig med opfordring om fred i verden og vigtigheden af at menneskeheden igen vender sig mod Gud.

LÆS OGSÅ: Miraklet i Medjugorje

Til hverdag er Benny Blumensaat præst i den katolske Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg. Han har gennem mere end tre årtier gået mange pilgrimsvandringer over hele Europa og andre steder, og fordi han er præsteviet, kan han også holde messe og uddele nadver undervejs.

Hvornår begyndte du at gå på pilgrimsvandring?
"Jeg betragter livet som en pilgrimsvandring, så min vandring startede i undfangelsens øjeblik. Min første bevidste pilgrimsvandring var med Danmarks Unge Katolikker på pilgrimsvandring til Nidaros Domkirke i Trondheim, som var den største pilgrimsdestination i Middelalderen. Pilgrimsruterne til Nidaros Domkirke består af et 5000 kilometer langt netværk af forskellige veje i Nordeuropa, heraf kan de 2000 kilometer findes i Norge, men så langt gik min gruppe dog ikke. Endemålet for pilgrimmene var Skt. Olavs grav i Nidaros Domkirke. Skt. Olav er Norges Kong Olav Haraldsson, der levede 995-1030, og som faldt i slaget om Stiklestad i 1030. Snart derefter skete der mirakler ved Olavs grav, og han blev gjort til skytshelgen for Norge og Færøerne."

"Jeg har også besøgt den Hellige Birgittas grav i Domkirken i Vadstena. I denne by fik Birgitta i midten af 1300-tallet nogle af sine åbenbaringer. Den nuværende by har bevaret sit middelalderlige præg. Der er etableret et pilgrimscentrum ved den store klosterkirke. Pilgrimscentret indbyder til vandringer, retræter, bønsliv, samtaler om religion og livsholdning, hvile og rekreation for den enkelte.
Jeg har også været på pilgrimsrejser til Assisi, Rom og Jerusalem.
Mens jeg var på præsteseminarium i London (1986-1993) begyndte jeg at drage på pilgrimsrejser til Jomfru Maria-valfartssteder i Europa, såsom Lourdes i Sydfrankrig, Fatima i Portugal, Banneux i Belgien, Knock i Irland og Medjugorje i Bosnien-Herzegovina."

LÆS OGSÅ: Vadstena - et pilgrimscentrum

Hvorfor går du på pilgrimsvandring?
"Fordi uden bevægelse stagnerer jeg og går i stå både åndeligt og menneskeligt. Guds folk har også siden Det Gamle Testamente altid været på vandring og er det stadig. Guds folk på vandring er også et udtryk fra det 2. Vatikankoncil 1962-1965, som fornyede den katolske kirke."

"At drage på pilgrimsvandring er for mig vedvarende at søge Gud, at møde Ham på et af Helligstederne, påny at give Gud plads i mit liv, at gå til skrifte, at gå til messe og at bede. Med andre ord er dette at drage på pilgrimsvandring at forlade det gamle liv for at drage ind i det forjættede land, som ligger lige foran én."

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
"Ruten er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at du beslutter dig for at gå. At du ikke er bange for at begive dig ud i det ukendte, men går i tillid til, at han, som gik 'korsvejsruten' i Jerusalem, han, som i de tre år, han gik på jorden, hele tiden var på vandring, at han går med dig i dag, nemlig Jesus Kristus, pilgrimmens centrum og mål."

"Til en start vil jeg anbefale en af de kortere ruter, nemlig den fra ens eget hjem til den nærmeste kirke og derefter at drage ud på for eksempel en vandring til Santiago de Compostela i Spanien, til Vadstena i Sverige eller til Stiklestad i Norge. Eller til Rom og Assisi og ikke mindst til Jerusalem."

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
"Der er mange. Men der er ét, der står særligt klart for mig. Det skete på Podgora, som er det lille åbenbaringsbjerg i Medjugorje i Bosnien-Herzegovina. Det var en fredag aften for nogle år siden, en bælgmørk aften ved ti-tiden, hvor jeg sammen med 10.000 andre pilgrimme oplevede en fantastisk dyb stilhed trods de mange mennesker, der var til stede."

"Et helligt øjeblik, da der pludselig viste sig et overnaturligt lys på himlen som mange af de tilstedeværende så. Bagefter åbenbarede jomfru Maria sig for seeren Ivan, som hun har gjort det for ham og de fem andre seere siden sin første tilsynekomst i 1981, hvor hun begyndte at fortælle de seks udvalgte om de ti hemmeligheder om menneskehedens skæbne. Det var et øjeblik, hvor himmel og jord var forenet."

LÆS OGSÅ: Miraklet i jomfru Marias by