Månedens pilgrim: En gang pilgrim, altid pilgrim

Guide Gitta Bechshøft er ikke troende i traditionel forstand. Alligevel har hun gået flere pilgrimsvandringer, blandt andet én lang vandring fra Jelling til Santiago de Compostela

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
"Det er en lang historie, som startede helt tilbage i 1965, hvor jeg sammen med en god ven, André Gides bog "Jordens Frugter", som var min ungdoms bibel og en lille sejldugs-sømandssæk, tog på auto-stop ned igennem Europa."

"Europa var stadigvæk den kendte verden, men for hvert land vi tomlede igennem sydover (Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Irak), blev verden større og mere fremmed. Det gik op for os, hvor små og betydningsløse, vi var. En lille brik i skæbnens store spil. Vi bad ikke Vorherre om at holde hånden over os, for Gud var ikke en del af vores verden. Vi bekendte os til fremskridt, fornuft og oplysning og frem for alt: Frihed."

"Et par måneder og mange sære eventyr senere landede vi i Bagdad, hvor Orientens eventyrverden i al sin farverige, grusomme og fascinerende mangfoldighed lukkede sig om os. Vi fandt et billigt logi midt i Suqen, og tilbragte dagevis med at vandre omkring på det endeløse marked, jeg iklædt en sort fodlang kappe."

"En støvet, solsveden eftermiddag havnede vi midt i en religiøs procession. Klemt inde i menneskemængden, ansigt til ansigt med en gruppe fakirer kun iført lændeklæder og sandaler. Knive, daggerter og jernspyd var boret tværs gennem deres senede kroppe, og blodet flød fra arme, bryst og kinder. Efter fakirerne fulgte en gruppe mandlige flagellanter, der messede monotont, mens de piskede deres nøgne rygstykker og huggede sig i hovedbunden med barberknive. Det var overvældende og meget grænseoverskridende at betragte disse mennesker i dyb trance."

"Min rejsekammerat måtte hjem til arbejde og familie, men jeg ville først en tur til Israel. Efter omveje, der førte mig gennem Libanon og Jordan, sad jeg et par uger senere på en lokal jordansk bus med kurs mod Østjerusalem. De fleste passagerer havde store tasker og kufferter med. En ældre dame betragtede nysgerrigt mig og min lille lærreds-rygsæk og spurgte mig, om jeg var pilgrim."

"Tanken havde end ikke strejfet mig. Jeg havde ingen intention om at besøge hverken Grædemuren eller Golgata. Ja, jeg anede knapt nok deres eksistens. Jeg trængte bare til at være i fred for at finde ud af, hvad det var, der havde forrykket sig i mit verdensbillede."

"Det var påske, og i en af det kristen-arabiske Østjerusalems snævre markedsgader passerede jeg en gruppe pilgrimme, der bar på et meget stort trækors. Nogle af de sortklædte kvinder sang, andre hulkede og græd. Gravkirken anede jeg ikke, hvor var. Dér havde jeg intet at gøre."

"Et par dage senere passerede jeg nåleøjet ved Mandelbaum Gate grænseovergang, og befandt mig kun et par hundrede meter længere fremme i en hel anden verden: Det jødiske Vestjerusalem. Her var der ingen hellige steder, ingen pilgrimme og ingen religiøse processioner, hvor de troende hulkede og piskede sig til blods i Herrens navn. Jeg flyttede ind på det lokale ungdomsherberg og begyndte at se mig om efter en kibbutz."

"Kibbutzophold var dengang meget populært blandt unge, eventyrlystne danskere. Noget med pionerånd, kammeratskab og sange omkring lejrbålet. Jeg havde tilbragt min ungdoms bedste år som KFUK-pigespejder, dengang spejder var noget, man 'var', ikke noget man 'gik til'. Kibbutz var altså lige mig."

"Jeg fik tilbudt ophold på en kibbutz, der lå i Judæabjergene nær ved den gamle landevej, som middelalderens pilgrimme benyttede på deres færd mod den hellige stad. Efter tre måneder som frivillig rejste jeg hjem til Danmark, men mit forhold til Israel, Jerusalem og 'min kibbutz' kunne jeg ikke ryste af mig. Jeg blev ved med at vende tilbage."

"Femten år senere tog jeg som 40-årig permanent ophold i det nu for længst 'forenede' Jerusalem. Jeg fik hurtigt en stor og meget blandet vennekreds. Herimellem også (ny-)religiøse jøder, men ingen kristne. I selskab med en lokal hiking-gruppe, bestående af sjove, vidende og binde-gale israelske vandrefugle, gennemtrawlede jeg Israel til fods med Bibelen i baglommen samt arkæologer og naturvejledere som guider. Jeg gik også på kulturhistoriske byvandringer ledet af en ældre, lokal guide, der færdedes hjemmevandt over alt i den gamle bydel. Jeg ville længere ned under jorden, tilbage i byens historie og ind i dens inderste krinkelkroge. Mit mål var at tage en uddannelse og få licens som autoriseret turistguide."

"To år senere arbejdede jeg så selv som byvandringsguide i Jerusalem. I forårs- og efterårs-sæsonen rejste jeg også med danske pilgrimsgrupper. For nogle år tilbage fik jeg en dag øje på en nonne på cykel. Et sjældent syn i Jerusalem. Hun havde en lille, sort kalot presset godt ned i panden, og den lange, sorte kjole flagrede hende om benene. Det var den dansk-etiopiske nonne Søster Abraham, som jeg dengang ikke kendte."

"Nu er hun en god ven, der gerne møder op til de danske pilgrimsgruppers aftensammenkomst for at berette om sit eventyrlige liv og gerning. Også hun var som ung KFUK-spejder i Danmark, men til forskel fra mig vidste hun allerede dengang, hvilken vej hun ville gå. Hun ville tjene Herren som nonne."

"Søster Abrahams verden er næsten så langt fra min, som den kan komme. Jeg er ikke selv troende, og i Jerusalem lever jeg sammen med en (forhenværende) religiøs jøde og har næsten kun jødiske venner. Alligevel har vi fælles berøringsflader, ikke mindst når det gælder interessen for tidligere tiders danske og nordiske pilgrimme og deres rejser til helligstederne."

LÆS OGSÅ:Jerusalem som pilgrimsmål

"Jeg havde på det tidspunkt allerede indsamlet og læst et stort antal rejsebeskrivelser, der tidsmæssigt rækker tilbage til 'Pilgrimmen fra Bordeaux', der levede i 300-tallet, og jeg graver stadigvæk flere oplysninger frem fra bibliotekernes og antikvarboghandlernes støvede hylder. Disse beretninger er både fascinerende, og til tider dybt rørende, læsning. Det Hellige Land er ikke for ubefæstede sjæle. Det er et univers, der rummer både det grusomme, det naive og det smukke."

"Det har derfor også både været en udfordring og en stor fornøjelse at være guide for danske grupper på pilgrims-turist-rejser i Israel. Og det har givet mig inspiration (samt økonomi) til at udgive bogen: På Sporet af Peder Kæller, hvori jeg præsenterer små udsnit af blandt andet nordiske pilgrimmes rejse-beretninger og historier sat ind i en større sammenhæng. Livet set med troens briller."

"Jeg husker ikke længere alle de grupper, som jeg har været guide for. Blandt præsterne husker jeg især de kvindelige, og særlig en. Præsten fra Mors, Benedicte Tønsberg. Den sidste aften sad vi og hyggede på hendes hotelværelse. Der var god musik på båndoptageren, og over et par glas vin løste vi denne verdens problemer. Rejsen var slut, men venskabet bestod og består, og vi gav hinanden et søsterligt pilgrims-knus til afsked."

LÆS OGSÅ:Min pilgrimsdrøm blev til virkelighed (Interview med Benedicte Tønsberg)

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
"Det var omkring den tid, jeg opdagede, at der eksisterede en moderne pilgrims-vandrerute til Santiago de Compostela i Spanien. Måske var det Benedicte, der nævnte det, da vi talte om min bog. Der voksede i mig en lyst, en slags behov for selv at få lov at være 'pilgrim'. Jeg var ikke længere tilfreds med at være guiden, der skjult bag en søjle i Jesu gravs kirke, per mobiltelefon forsøgte at komme igennem til chaufføren, mens 'min flok' lå på knæ foran Kristi alter på Golgata og oplevede et af deres livs måske mest bevægede øjeblikke. Jeg ville selv være med, prøve at forstå."

"I år 2000 vendte mit liv sig så endnu en gang på hovedet. På grund af intifadaen og det deraf følgende tabte arbejde måtte jeg forlade mine græsgange i Jerusalem, og vende tilbage til Danmark, hvor jeg også blev autoriseret dansk turistguide. Jeg havde fået nok af at køre i busser, og etablerede mit eget lille byvandringsfirma, Copenhagen Walking Tours."

"Nu var tiden endelig inde til at komme ud og afprøve Caminoen. Første gang i 2001. Tre uger. Anden gang i 2002. Endnu tre uger. Til slut ville jeg, som en del af mit helt eget 'middelalder-projekt', gå fra Danmark til Sankt Jakobs grav i Spanien. Den 18. april 2005 lagde jeg så vejen om ad Tyrsted Kirke ved Horsens for at få en lille samtale med middelalder-munken og pilgrimmen, Peder Kæller, i hvis spor jeg nu ville gå. Testamentet var skrevet, alt var parat. En bekendt påtog sig at passe mine kunder, mens jeg var væk, og fra Gorm den Gamles runesten i Jelling tog mit eventyr sin begyndelse."

"En fodtur på over 3.500 kilometer kan egentlig ikke sammenfattes under nogen formel, der kan give den retfærdighed. Hver dag, hvert øjeblik undervejs var stort. Jeg fulgte mit livs spiral, nu et par drej højere oppe end dengang, jeg som ung og uerfaren kastede mig i livets favn med Jordens frugter som åndelig føde. Frugterne havde jeg for længst smagt på, både de søde, de sure, de bitre og de dødeligt giftige. Jeg var derfor også langt mere åben overfor eventuelle mirakler i mit liv. Ikke at jeg mente, at jeg fortjente nogle. Jeg var tilfreds med bare at få lov til at gå. Gå og gå og gå. Indtil jeg ikke længere ved, at jeg går. Jeg er bare. Ingen forpligtelser, ingen forventninger, ingen krav og (næsten) ingen behov."

"En sommerdag stod jeg i en meget lille by et sted midt i Frankrig. En gammel borg på toppen af en høj bakke, små bindingsværkshuse i ring omkring et brostensbelagt torv, en hyggelig cafe. Jeg havde bestilt plads på et privat pilgrims-herberg beliggende i skyggen af et stort skrummel af en kirke. Den korsfæstede frelser hang tavs deroppe under hvælvingerne, og Jomfru Maria smilede nådigt ned til mig fra sit alter. Egentlig syntes jeg ikke, at jeg havde noget at gøre derinde i det røgelsesduftende halvmørke. Det mindede mig for meget om mit arbejde og Jerusalem."

"Det slog mig, at jeg nu havde været undervejs i over tre måneder, og at jeg om aftenen igen skal spise alene. Sove alene. Vågne alene. Gå videre alene næste dag. Et sted inde i mig formulerede en bøn sig: 'Kære Vorherre. Jeg ved godt, at det er lidt egoistisk, men måske kunne du sende nogen, som jeg kunne følges lidt med? Bare en dag eller to måske et par dage?' Samme aften bankede det på døren i herberget. En lille, lidt undersætsig kvinde trådte ind, lod sin rygsæk glide ned på gulvet og satte sig tungt til rette på en stol. Hun rev en støvle af og smækkede foden op. Den var rød og opsvulmet og duftede ikke for godt."

"Hun præsenterede sig: Marie-Françoise. Hvorefter hun uden den mindste opfordring viste mig en stor vabel, der sad lige bag tæerne, på forfodens trædepude.'Merde,' sagde hun, som alle franskmænd gør det, hvad enten de er pilgrimme eller ej, 'jeg har kun gået 25 kilometer i dag. Det er allerede en uge siden, at jeg startede. Det er så irriterende.' 'Jeg har vænnet mig til at gå cirka tyve om dagen. Måske skulle du skrue lidt ned for gassen,' svarede jeg. Hun svarede: 'Jeg skal helt til Santiago. Det er 1.800 kilometer.' Hun sparkede den anden støvle af og fortsatte: "Jeg når det aldrig.'"

"Værtinden bragte os mad og en flaske vin, og efter måltidet hjalp jeg med at punktere vablen og forbinde den. Marie-Françoise fortalte, at hun mistede sin mand, før de nåede at komme på pilgrimsvandring sammen. 'Vi skulle være startet på min 60 års fødselsdag.' Hun så trist ud. 'Jeg fylder tres år om en måned,' sagde jeg. Min nye roommate snøftede højlydt og smilte til mig, og det blev starten på et fantastisk venskab. For Marie-Françoise og jeg var og er et vildt og ret umage makkerpar. Jeg holder af at gå i stilhed og filosofere. Marie-Françoise er journalist og elsker at kommunikere, og hun påtog sig pr. mobiltelefon at indvie hele sin store vennekreds i vores gøren og laden. Hun var pavestolt af sin nye, seje vandre-kammerat, og refererede til mig som 'Ma Danoise,' når hun berettede om vores bedrifter. I snit tilbagelagde vi dagligt 25 kilometer og fandt nattekvarter på diverse private vinslotte, forfaldne herresæder, lejede campingvogne og romantiske landsbykroer."

"Efter tre uger kunne min overlæssede pilgrims-sjæl ikke klare mere selskabelighed. Vi omfavnede hinanden, fældede en tåre og lovede at skrive, når vi kom hjem. Marie-Françoise hastede videre mod nye eventyr, fuld af ubrugt energi, mens jeg gled tilbage i min vante 20 kilometer pr. dag rytme. Uden mobiltelefon måtte jeg nøjes med at følge hende via herbergernes gæstebøger. Det var lidt trist. Vi glemte dog ikke hinanden, og de efterfølgende år blev det til flere lange, fælles pilgrimsvandringer, mest i Frankrig, med en enkelt afstikker til Nidaros i Norge, samt ture i Danmark."

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
"Det er ikke min hensigt at anbefale en særlig rute, eller et særligt pilgrimsmål. Vejen forekom mig tidligere også at være 'målet', men som årene er gået, forstår jeg, at der ingen vej er uden et mål. Hvilket mål - helligdom eller bjergtinde - jeg end vælger, må jeg forholde mig til det, som det eneste ene. Tro på det. Ville det. Kæmpe for det og med det."

"Min vej har snoet og kringlet sig i sære bugtninger. Nu fornemmer jeg tydeligere og tydeligere, at en slags indre gyroskop - selv med udsving - har holdt mig på kursen. Måske er det bygget ind i mig fra starten? Jeg ved det ikke. Og da jeg hverken er i besiddelse af præstens tro, guruens vished eller coachens overbevisning, er det bedst at stoppe her, inden jeg går i selvsving og læserne står af, pakker deres rygsække, og begiver sig på vej med deres egen private 'bibel' i bagagen. Den, som André Gide anbefalede, at man kastede fra sig efter endt læsning."

"Skulle nogen alligevel få lyst at følge i mit og de gamle, danske pilgrimmes fodspor til det Hellige Land, skal de være hjerteligt velkomne. Jeg har påtaget mig at være med-arrangør og leder det vil sige historisk-kulturel guide på en vandretur på 'Jesus Trail' i foråret 2014."

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Nu, hvor jeg tænker tilbage på mine mange, dejlige vandre-oplevelser, står mødet med Marie-Françoise, hendes gå-på-mod, åbenhed og parathed til at klare udfordringerne samt hendes altid optimistiske livssyn, som noget af det, der har betydet allermest for mig. Årene er gået. Marie-Françoise og jeg er blevet ældre, og vi er måske ikke helt så opsatte på de store udfordringer som før. Men vingerne bærer endnu, og lig trækfugle spærret inde i den hjemlige hønsegård længes vi stadig ud og op i det fri. En gang pilgrim, altid pilgrim. Sådan er det bare.