For Bjarne er pilgrimsvandring god parterapi

For psykoterapeut Bjarne Dam Larsen, 44, blev pilgrimsvandring et billede på, hvor forskelligt mennesker navigerer gennem livet. Og en erfaring af at det er muligt, trods forskelligheder, at følges ad som par

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?

Det var i 2008. Jeg hørte om Caminoen fra en kollega, og tanken om det enkle liv fascinerede mig, det at man bare står op, vandrer videre med de få ejendele man nu har med sig, den enkle rytme. Min kone, Teresa, og jeg var på det tidspunkt midt i salg og køb af lejlighed. Det var opbrud, tiden var til at prøve noget nyt, så jeg gik hjem og spurgte hende, om vi skulle gå de der 800 km. Det var hun med på, og det blev for os begge et møde med friheden i en sådan grad at det næsten blev svært at vende tilbage. Nu planlægger vi en ny tur.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?

Vi er ikke særligt troende, så det er ikke som sådan af religiøse grunde. Turen til Santiago de Compostela er jo egentlig en katolsk pilgrimsvandring, og undervejs på ruten ser man de her afbildninger over dørene af Jesus, der holder hånden over hjertet, Jesusfiguren blev på den måde en påmindelse om, at det handler om at tage udgangspunkt i hjertet.

Pilgrimsvandringen bliver et billede på livet selv; man starter et sted og går så til Jakobs grav i Santiago. Undervejs møder man en masse forskellige mennesker og finder ud af, at folk går Caminoen af tusind grunde, lidt ligesom man kan forholde sig til livet meget forskelligt. Det bliver interessant at observere menneskers adfærd på turen. Nogle jager af sted, drevet af målet og egoet, andre tager sig god tid. Nogle bærer små rygsække, andre på en stor oppakning. Vi oplevede også, at nogle fik kørt deres rygsæk fra opholdssted til opholdssted, så de gik uden noget at bære, hvilket umiddelbart fik mig til at se lidt ned på dem. De var jo ikke rigtige pilgrimme så. Men det gik snart op for mig, da vi faldt i snak, at det var disse menneskers eneste mulighed for at gå pilgrimsvandringen på grund af skavanker, og jeg måtte stoppe op og spørge mig selv: Hvad siger det egentlig om mig, at jeg absolut vil bære min rygsæk selv? Hvad er der galt i at gøre livet lidt lettere, lidt lykkeligere?

Så på den måde bliver vandringen en konfrontation med ens egne værdier i mødet med andre. Det er for mig selve processen, der er grunden til at gå. Og dén frihedsfølelse, der opstår, når man erfarer, at man godt kan klare sig uden alt det materielle, rækker ind i hverdagen bagefter.

Hvilken rute vil du anbefale andre?

Hvis man vil gå Caminoen, vil jeg klart anbefale, at man starter i Saint Pied de Port i Frankrig og får turen over Pyrenæerne med. Det er et fantastisk møde med naturen, rovfuglene flyver lavt, der er vilde heste og store fåreflokke. Gallicien er den smukkeste del af turen, synes jeg. Der er noget fairytale over det med de snoede egetræer og gamle stenhuse.

Desuden kan jeg anbefale, at man tager sig god tid til at gå ruten og dermed lytter til kroppens signaler. Vi havde besluttet os for at bruge 7 uger på turen, og det betød, at vi kunne gå i et roligt tempo, derved undgik vi helt vabler og den slags.

Hvad er dit bedste pilgrimsøjeblik?

Det var øjeblikket, hvor vi nåede ud til havet efter at have vandret i flere uger gennem Spanien. At stå ved 0,00 stenen i Finistere, der også kaldes Verdens ende, med hænderne i vejret og vand så langt øjet rækker, det var helt vildt. Følelsen af at have afsluttet noget, billedligt at én fase er slut, og at man nu kan gå videre i livet.

Det at gå sammen som par betød også meget. På sådan en tur kan du ikke bare flygte ind i tvet eller over til en ven, når konflikter kommer op. Og det gør de, fordi vi også som par er forskellige i, hvordan vi oplever, men vi havde tid til at sætte os under et træ og snakke sammen, når der var behov for det. På den måde er det at gå pilgrimsvandring god parterapi.

På hjemmesiden www.caminoen.dk kan du læse mere om Bjarne Dam Larsen og Teresa Larsens oplevelser på turen - samt få gode tips med på vejen.