Man tænker bedst på en ensom vandretur

At vandre alene er godt for tankevirksomheden. Derfor har mange af historiens filosoffer og digtere da også været vandrere. På en vandretur i eget selskab forbindes man med naturen, og tankerne kan i særlig grad få frit løb

Selvom der ikke foregår kollektive pilgrimsvandringer lige nu betyder det ikke nødvendigvis, at vandrestøvlerne skal blive på hylden. En vandretur på egen hånd kan nemlig noget helt særligt, hvis man spørger en række af historiens filosoffer og digtere, der selv har vandret meget.

Og dem har der været mange af: De gamle grækere spadserede gerne længe rundt i byerne. De store tyske filosoffer Kant, Hegel og Nietzsche havde deres faste vandreruter, og Kierkegaard skrev: ”Jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til”. Også digtere forbindes med vandring; Hölderlin, Wordsworth og Coleridge vandrede alle lange ture.

Vandring har altid tiltrukket tænkere, men hvad er det, en vandretur kan?

Den ensomme vandrer
Den af de store tænkere, der har skrevet mest om vandring, er den schweiziske oplysningstænker Jean-Jacques Rousseau. I ”Den Ensomme Vandrings Drømmerier” skrev han:

”Disse timer i ensom meditation er de eneste i løbet af dagen, hvor jeg er helt mig selv og tilhører mig selv uden hindringer og afledninger, og hvor jeg virkelig kan sige, at jeg er den, naturen har ønsket, jeg skulle være.”

På en vandretur kan man være fri fra at tage stilling til det sociale livs koder og normer. Man forvandles til blot at være et stykke natur, som sanser, ånder og drømmer. Rousseau kalder det drømmerier, når han på sin vandring kunne lade ”tankerne løbe fuldstændig frit og følge sin naturlige vej ugeneret og uden modstand”. Drømmerier kan komme helt af sig selv på sådan en vandretur.

”Jeg er aldrig mindre alene end når jeg er alene”
Hos den engelske forfatter William Hazlitt, der skrev i begyndelsen af 1800-tallet, finder vi igen den særlige forening mellem vandreren og naturen, som Rousseau også udtrykte, ligesom vi også finder idéen om den ensomme vandrers frie tankevirksomhed. For Hazlitt var vandreturen en søgen efter ro og efter en tænkning uden forstyrrelser. Han værdsatte den ensomme vandreturs rensende og rekreerende effekt; man kan blive sig selv igen. Ensomheden forstås her stærkt positivt. I sit essay “Going on a Journey” lyder det:

”Jeg kan nyde selskabet indendørs; men udendørs er naturen mit selskab. Da er jeg aldrig mindre alene, end når jeg er alene.”

Ensomheden på en vandretur sætter en kontakt med naturen i gang. Vi fornemmer hos Hazlitt, at man nærmest kan være et mere naturligt selv på vandreturen, hvor tankerne og naturen kan komme til at stemme fuldstændig overens.

En ensom vandretur skal ikke være for lang
En del af historiens tanker om vandring kan man finde i norske Tomas Espedals essayistiske roman ”Gå” fra 2006. I selskab med digtere og filosoffer fortæller Espedal både om sine egne vandreture og reflekterer over vandring som sådan. Hvis vandreture er kortvarige – som Hazlitts var – er det godt at være alene, mener Espedal. Men hvis man vandrer på et fremmed sted over flere dage, er det bedst at have en vandrekammerat. Ellers kan man blive grebet af frygtsomhed, som straks umuliggør tankernes frie glid og den terapeutiske forening med naturen.

Følger vi historiens tænkere og digtere er vandring altså noget af det bedste, vi kan foretage os. En vandretur alene – hvis den ikke tager flere dage – kan være ren terapi, fordi vi her kan lade tankerne glide ad naturens strøm. Således kan vandreturen både lade os op og hjælpe os med at skabe nye tanker og idéer.