Pilgrimsvandring er at forsone sig med sig selv, livet og Gud

Månedens pilgrim: For studenterpræst fra Aarhus Jens Munk handler pilgrimsvandring både om at gå ind i sig selv og at blive bedre til at være i livet og ude blandt menneskene

Månedens pilgrim Jens Munk er studenterpræst i Aarhus og spirituelt og filosofisk interesseret. Han arbejder ud fra en gestaltpsykologisk retning. Han har været en del af Kirkens Korshær. Han har undervist på højskole. Og så vandrer han selv meget. Jens Munk er også optaget af meditation og bøn som for eksempel den ortodokse hjertebøns-meditation. Og så holder han studiekredse og studierejser for de unge om pilgrimsvandringer.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
Jeg har vandret i mange år, men som bevidst pilgrim de seneste 4-5 år, hvor jeg har gået to gange på Caminoen, en gang alene og en gang med min kæreste, samt i Norge, på Hærvejen, på Sjælland og flere andre steder. Med at være bevidst pilgrim mener jeg, at man bliver en del af det hele. Man står ikke udenfor som en anden turist og kigger på scenariet. Man involverer sig helt og fuldt.

Hvert år tager jeg også af sted til den græske munkeø Athos, hvor jeg både har været alene, sammen med en norsk præst og flere gange sammen med nogle af de studerende. Så går vi i mange timer hver dag fra kloster til kloster, hvor vi spiser, sover og deltager i bønnerne præcis som munkene selv.

Som ikke-ortodoks må man som regel max være på Athos i tre nætter og fire dage. Det kan så forlænges til seks nætter, hvad jeg har fået gjort de sidste to gange, og det er skønt. For så kan vi nå endnu flere klostre på øen, hvor jeg også godt kunne drømme om at tilbringe tre-seks måneder med at læse og skrive – og selvfølgelig deltage i munkelivet. Normalt skal man være ortodoks for at kunne det, men der er undtagelser som den anglikanske præst jeg mødte et år på Athos. Han skulle være der i tre måneder. Athos er et helt fantastisk sted.

Der er en helt speciel ro, og det at være på øen er som at træde ind i en tradition, der bare har fortsat gennem århundrederne. At gå rundt på Athos er også som at gå rundt i middelalderen. Det er svært helt at beskrive med ord og passer på den måde godt til den opfattelse, som der er i den ortodokse kirke omkring, at det dybeste og det tætteste et menneske kan nå i forholdet til Gud er hinsides ord og formidling, at det skal erfares og opleves åndeligt, følelsesmæssigt og spirituelt.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Ja, en del af forklaringen handler om den glæde, som det er at blive en del af netop en ældgammel tradition, der går tusinder af år tilbage, også inden kristendommen. Og der er mange måder at gå på, også for mig. Når jeg går sammen med min kæreste, går vi som regel cirka 20 km om dagen, mens jeg går noget længere, når jeg går alene, da jeg godt kan lide, at vandringen også er fysisk anstrengende – også fordi så tvinges jeg til at gå langsommere, og så mærker jeg livet og mig selv på en anden måde.

En pilgrimsvandring er nemlig et billede på livet, og når du får det i en koncentreret og anskuelig facon på en pilgrimsvandring, så taler det til mig på en måde, så jeg bedre kan forholde mig til mig selv, andre mennesker, Gud og naturen. Den måde, som jeg forholder mig til pilgrimsvandringen på, viser mig jo det hele. For ligesom i livet møder man også på en pilgrimsvandring lykke, smerte, glæde, problemer, kedsomhed og alle de andre ting, som er en del af menneskelivet.

Men på en pilgrimsvandring bliver det hele meget overskueligt og enkelt, og det bliver derfor lettere for mig at se, hvilke værdier, der skal gælde i mit liv – og hvordan jeg skal leve. Jeg får simpelthen et ekstra perspektiv på tingene, når jeg går. Også fordi det er som om, at Gud direkte spørger mig på en spejlende og transcendent måde: Hvordan vil du være som menneske? Hvordan vil du leve dit liv?

Derfor er en pilgrimsvandring for mig også en meditativ oplevelse, hvor vandringen får denne dybere betydning, og hvor jeg efter nogle dage er så dybt nede i mig selv, at livet og verden bliver nærværende på en helt anden måde. Væggen mellem mig og omverdenen bliver tyndere og tyndere – og jeg kan blive rørt over alting, for eksempel en bjergbæks klukken.Det er ganske overvældende, og derfor er en pilgrimsvandring for mig også noget, der samler og forsoner. Noget accepterende. En bodsvandring, hvor man bliver sat fri af sine synder – og forsoner sig med livet, som det nu engang er, både i lys og i mørke.

Men det er også at møde andre mennesker, slå følge med dem et stykke vej, mødes i samtale eller måske som engang på Caminoen, mens regnen silede ned, at sidde sammen over en kop kakao flere nationaliteter og synge sange. For det at være pilgrim handler også om for mig som lutheraner at være i dén verden, som jeg er sat i. At nok kan man finde inspiration og energi i at gå pilgrimsfærd og i at være alene, men vi er sat for at fungere i verden blandt menneskene.
 
Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Hver pilgrimsfærd har sit eget tema for ethvert menneske. Den samme person kan ikke gå den samme vandring to gange, selvom det er eksakt den samme rute. For man rykker sig jo i sit liv.

Men skal det være, så vil jeg anbefale at gå Caminoen fra Astorga til Finisterre i oktober måned. Der er ikke ret mange mennesker sammenlignet med om sommeren, og temperaturen er på behagelige 18-20 grader. Men ja, det regner lidt mere. Men der er også en ro og en skønhed - og så kommer man igennem så forskellige landskaber, inden man når Atlanterhavet. Landskaber med bjerge, dale, byer og masser af kirker og kors.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Ja, det var, da jeg gik Caminoen alene. På vej til Astorga gik jeg i et øde bjergområde helt alene og havde gjort det i flere timer. Det regnede, og blæsten hylede og suste – og det var egentligt lidt uhyggeligt alt sammen. Jeg var også træt, så jeg var kun få meter væk, da jeg endelig opdagede fugleskræmslet, der stod og blafrede i vinden få meter væk oppe på en ærtemark.

Få meter længere væk stod et kors. Jeg blev ret forskrækket et kort øjeblik, men så tænkte jeg: Det er jo kun et fugleskræmsel, det er bare en skal. Men så blev jeg bange én gang til og bad en bøn til Gud om altid at være et helt menneske og ikke blive en tom skal, der lever væk fra sig selv, andre mennesker og de værdier, der betyder noget. For der findes jo mennesker, der er tomme skaller ligesom det fugleskræmsel. Og det er så let i en moderne verden at ende som et fugleskræmsel, at blive en skal.

Men heldigvis er der også en anden vej, en vej til de levendes land, som Grundtvig taler om. En vej, som jeg endnu bedre kan gå, når jeg indimellem forholder mig til livet, naturen, menneskene og Gud ved selv at gå. Når jeg forsones og lades op på en pilgrimsfærd. Dét lærte jeg med alle sanser dén dag, hvor jeg gik forbi fugleskræmslet på Caminoen.