På Iona var jeg tæt på det evige

Jørgen Degn Bjerrum, 50, (midtfor) er sognepræst i Glostrup Kirke. Her er han på pilgrimsvandring på klippeøen Iona. Foto: Erling Bjerrum Petersen

Helligt og profant flyder sammen, når man går rundt på den skotske ø Iona, hvor keltisk kristendom og utæmmet natur tiltrækker pilgrimme fra hele verden, fortæller sognepræst Jørgen Degn Bjerrum

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?

"Det ved jeg ikke. Jeg kan grundlæggende godt lide at gå, og hvornår en gåtur skifter til at være en pilgrimsvandring, ja, der er en glidende overgang. Den keltiske spiritualitet lægger op til, at der ikke er et tydeligt skel mellem, hvornår hverdagen slutter, og gudstjenesten begynder og omvendt. Det er flow, når benene bevæger sig selv, når man på alle måder er i harmoni med krop og natur, og der ikke er noget højere formål, end at man bare er. Men traditionelt har pilgrimsvandring jo til formål at nå et helligt sted."

LÆS OGSÅ: Iona - pilgrimsmål og økumenisk mødested

"Jeg deltog her i foråret på en studietur til den skotske ø Iona sammen med en gruppe præster for at møde den keltiske kristendom på øen, der sådan set bare er en kæmpe klippe ude i havet. Det er The Iona Community, der i nyere tid har gjort øen kendt, så mennesker fra hele verden valfarter til stedet, der for skotterne er, hvad Jellingestenen er for Danmark. Pilgrimsvandringen, hvor man går øen rundt hver tirsdag, er en vigtig del af fællesskabet. Og Iona er et fantastisk sted. Der er ingenting, det er en klippeø in the middle of nowhere, gråt i gråt. Jeg har siddet på en klippe omgivet af får og hørt havets buldren, fantastisk, men ingen herhjemme forstår det."

Hvorfor går du pilgrimsvandring?

"For at komme i flow. Og fordi det med Gud også er 'beyond', det er udenfor sprog. Noget den protestantiske kristendom har det lidt svært med, det ordløse. Vi beskæftiger os i kirken med noget, der er større end, hvad vores sprog kan rumme, vi kan forsøge os med salmer, dogmer, poesi, prædiken, men stilheden sammen med andre giver en bid af det evige."

LÆS OGSÅ:Hvad er keltisk spiritualitet?

"Iona er blevet omtalt som et thin place. Når man går på et thin place, får man fornemmelsen af at være meget tæt på det evige, at der kun er et blafrende gardin, der skiller det timelige fra det evige, at man egentlig godt kunne træde direkte over... Samtidig er det jo noget vrøvl, for Gud er overalt. Kristus er alt i alle... overalt, kan man måske sige, den sidste tilføjelse vil nogle lutheranere nok reagere på. Nogen gange kan det være en god ting at bevæge sig væk til et helt andet sted. Jeg blev personligt indfanget af stedet, af de klipper, som ligger der, af at få det til at prædike med."

Er der en rute, du kan anbefale?

"Iona Community arrangerer hver tirsdag under ledelse af guides en pilgrimsvandring, den varer ca. seks timer og følger en fast rute rundt til øens særlige steder. Man starter ved St. Martins kors, som har stået på øen siden 700-tallet. På hvert sted, man kommer til, holdes der en andagt på den fede måde, det vil sige, at der er en sammenkædning af det åndelige og det meget jordnære, der læses bibeltekster, der fortælles om øens historie, der reciteres keltisk poesi, der typisk er tæt forbundet med naturen:

O Christ, there is no plant in the ground
but it is full of your virtue
but it is full of your blessing
There is no life in the sea,
there is no creature in the ocean,
there is nothing in the heavens
but proclaims your goodness
There is no bird on the wing
there is no star in the sky,
there is nothing beneath the sun
but proclaims your goodness

"Ved sydspidsen, hvor Columba, den irske munk der bragte den keltiske kristendom til Skotland omkring år 500, kom i land på øen med sine tolv munke, samler man to sten op fra stranden; én der symboliserer noget, man hader, den smider man i havet og så én, hvor man tænker på noget godt. Den putter man i lommen og tager med sig hjem. På toppen af sydspidsen læses bibelteksten om Jesus på forklarelsens bjerg, mens man i det fjerne kan ane øen Islay og hører om den whisky, de er kendt for der, lavet på mosevand. Og det føles helt naturligt, at det hellige og sanselige på den måde flyder sammen. Sådan er det hele turen rundt. I øvrigt kan det også anbefales at gå rundt på egen hånd."

Hvad er din største pilgrimsoplevelse?

"Det var at opleve pilgrimslederens evne til at formidle forbindelsen mellem naturen, det sanselige, de kulturelle fortællinger og så evangeliet. Det var jo egentlig også det, Jesus gjorde, når han tog realistisk udgangspunkt i menneskers hverdag, når han talte om, at mennesket ikke var til for sabbattens skyld og om liljerne på marken. Det har givet mig inspiration til min egen rolle som præst - vi præster har det jo med at snakke for meget, men at kunne gøre det så enkelt..."

LÆS OGSÅ: Åndeligheden svæver over Iona

"Og så dét at have været på dét sted, at gå rundt sammen med de andre fjällrävenpilgrimme, at sidde på en klippe og høre Nordsøen buldre og føle, at man er på et helt særligt sted. Jeg kan stadig mærke det tynde gardin fra Iona blafre i kroppen. Nu er udfordringen at få øje på det her også."