Refleksion

Præst: Jesus blev født som en sand pilgrim

Der udgik et lys fra Betlehem, fra Josef, Maria og Jesus, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith i en julerefleksion over Jesu fødsel og pilgrimsvandringens essens. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Hvor kom lyset fra? Hvordan kunne et lille barn skabe så meget varme? Julenat får kærligheden krop, for Jesus blev født ind i stor sårbarhed og skrøbelighed, som en sand pilgrim overladt til andres beskyttelse, skriver præst og pilgrimsvandrer Elizabeth Knox-Seith i en julerefleksion

Når man kommer til Betlehem, mødes man i dag af en stor mur, som adskiller byen fra Jerusalem. Kommer man via grænseposten om på den anden side af muren, opdager man et lille levende samfund af palæstinensiske kristne, som stadig kæmper for at overleve, og som ser deres land som helligt.

Betlehem har gennem århundrederne været et vigtigt pilgrimsmål, ikke mindst i juletiden, og særligt selve julenat. Mennesker har, næsten siden Jesu tid, valfartet dertil for at opleve det særlige, at det er i dette område, at Jesu fødsel skete.

Jesus blev som endnu ufødt båret gennem landskaberne i det hellige land – beskyttet af sine forældre Josef og Maria, som gjorde alt, hvad de kunne, for at passe på det lille barn, der hvilede i Marias mave. Sårbarheden strålede ud af dem, for de havde intet andet med sig end et æsel, som Maria med sin tunge mave kunne hvile på, mens Josef kæmpede sig vej gennem ørkenen.

Maria var gravid, men ikke gift – og Josef skammede sig. Alligevel havde han i en drøm fået at vide, at han skulle passe på den unge kvinde, og at noget stort ville ske (Matthæusevangeliet 1,20). Han fulgte det, han hørte i drømmen, men var dermed allerede udstødt i forhold til det, som andre havde forventet af ham. Skulle han have handlet ret, i forhold til sin samtid, skulle han have skubbet Maria bort, for hun var jo pludselig blevet gravid uden for ægteskab. Hvordan kunne det forklares?

Jesus blev født ind i stor sårbarhed og skrøbelighed, som en sand pilgrim, overladt til andres beskyttelse. Dengang, som nu, viser kærligheden sig i det, som ingen regner med, og som ikke er anerkendt.

Jesus blev født i Betlehem eller på hyrdernes mark deromkring som sindbillede på sårbarheden og på, at Gud inkarnerer sig i alt, som er udstødt og ikke-anerkendt. Hyrderne kom, fra nær og fjern, tiltrukket af det lys, som strålede fra barnet. Flere og flere blev de, alle, som denne særlige nat hørte rygterne om, at et barn var født.

Når de kom ind i grotten, hvor stalden var, så de en sårbar kvinde, træt efter fødslen, og en opmærksom mand, som fuld af kærlighed vågede over hende og barnet.

De så æslerne, og kvierne, som samlede sig omkring krybben, og de så det lille barn, som lyste op i natten.

Lyset og flugten

Hvor kom lyset fra? Hvordan kunne dette lille barn skabe så meget varme omkring sig?

Julenat er et stort mysterium, for det er dér, at noget unikt fødes, dér, hvor kærligheden får krop. På en måde ligger det uden for det sproglige, for hvem kan tale om kærlighed? Den nat talte alt om kærlighed: lyset fra barnet, som strålede mod alle de hyrder, som fik plads i stalden, og alle de fattige, som uden for stimlede sammen. Kærligheden var som et nærvær, det strålede over hele jorden, og blev til væren for alle, som var omkring.

Men efter dette måtte den lille familie tage sig sammen. Ifølge overleveringerne havde Herodes sendt en melding ud om, at han ville dræbe alle små børn under to år, og dermed udradere risikoen for, at en lille frelser kunne vokse op og sætte sig op imod ham som hersker i landet.

Barnemordene i Betlehem blev indvarslet, og Josef og Maria måtte begive sig på flugt. De måtte ud i ørkenlandskabet, ud i det ukendte land - ud for at bryde grænser. De vandrede om natten for at finde vej under stjernerne. De vandrede, ledt af Gud og af deres hjerter.

Igen var de på én gang pilgrimme og meget sårbare, for Herodes ønskede kun at sikre deres undergang. De måtte rejse i ly af alt, som er (u)muligt – ud i det sårbare land i tiltro til, at Gud er med, uanset angst, uanset smerte, uanset misrøgt.

I dag er kristendommens kerne det samme som dengang. Det sårbare fødes i Betlehem, og det næres af kærligheden, som kommer fra en dybere kilde. Betlehem er naturligt nok blevet et yndet pilgrimsmål, hele året rundt, men ikke mindst i julen.

”Vi elsker, fordi han elskede os først,” siges det i et af Johannesbrevene. Kærligheden eksisterer ikke uafhængigt af Gud. Gud er kærlighedens kilde. Uden næring fra denne kilde, lever ingen af os. Vores værdighed og ret til al leve som mennesker udspringer af denne kilde.

Hvad skaber et menneskes værdi og dets ret til at leve? Det gør dette, at det er skabt i Guds billede. Hvert menneske bliver bragt til verden med en sårbarhed og en særlig væren. Ingen kan dømmes ude, og ingen er forkert. Vi er spejle af Guds herlighed, midt i vor udsathed.

Pilgrimmens længsel julenat

Jesus var født i Betlehem, en sen nat, uden for lands lov og ret som en lille pilgrim. Dermed er der skænket os den nåde, at vi er værdige til at vandre vore sårbare skridt her på jorden, unikke for hver enkelt af os.

Martin Lönnebo, svensk biskop emeritus, er en af de mange, der har udtrykt dette Guds mysterium, som gemmer sig i alt. Han er en af pilgrimsbevægelsens fædre, og har skrevet mange bønner, der rummer pilgrimmens længsel. Her kommer en bøn, eller et digt, der rammende fortæller om Julenat og Ordets fødsel:

O, Herre, Jesus Kristus
På den trone, som findes i vore inderste hjerter
Er der en plads beredt for dig.
Du er Ordet, som fødes i os
Må alle andre herskere vige
Forbliv på mit hjertes trone
Nu udvides mit trange rum
Jeg aner en uendelig fylde.

Du bøjede dig mod alt det sønderbrudte
Du steg mod morgenen, julenat
Som den lysombruste
Du bor i lyset, og du fører os hjem

Du er blevet en af os
Vor svaghed kender du,
For at gøre den til vor styrke.

Du har formet os som medborgere i altets rige
Gennem kosmos bruser
Den store lovsang
Til din ære

Omsluttede af natten, som nænsomt skjuler
Siger vi dig tak for det, som vi ikke ser og forstår
Ære være den stille fred, som du bringer
Ære være ømhed og omtanke
Ære være tilgivelsen,
Det grænseløse, som ophøjer
Ære være du, vinden fra hjemlandet
Som fylder skabelsens sejl

Stjernetågerne er måske englenes slagtøj
I det himmelske orkester.

Elizabeth Knox-Seith er sognepræst i Antvorskov Kirke og tidligere pilgrimspræst. Hun har i mange år beskæftiget sig med pilgrimsspiritualitet.