Ung pilgrimsvandrer: Caminoen fik mig til at føle mig tryg og stærk

Som pilgrim er ensformigheden også vejen til at blive klogere på sig selv og sine styrker, fortæller Anna Udby Mortensdatter. Læs hendes oplevelser, da hun som 20-årig gik Camino de Santiago

Jeg gik Camino de Santiago, den franske rute, fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostela og videre til Finesterre i sensommeren 2013. Jeg gik i 32 dage og havde to hviledage. Én i Burgos, som er cirka halvvejen til Santiago de Compostela, og én i Santiago de Compostela inden jeg gik til Finisterre.

På min vandring som pilgrim fik jeg virkelig tænkt alting igennem. For mig handlede det især om dagenes ensformighed. Man står op om morgenen, pakker sin sovepose ned i hylsteret, pakker dén ned i tasken og tager det tøj på, man også havde på dagen før. Så går man efter de gule pile og stopper der, hvor man kan købe morgenmad.

Så når man kommer frem til dagens mål, vasker sit tøj og tager sit rene tøj på, spiser, sover og gør det hele igen. Der var ikke så meget i løbet af dagen, man skulle tænke over, så man kunne nå at tænke over en masse andre ting. Derfor vil jeg først og fremmest anbefale, at man tager af sted hjemmefra alene. 

Jeg kan huske, at jeg blev rigtig irriteret, når andre vandrere talte til mig, for jeg gik jo Caminoen for at ”tale” med mig selv. Senere viste det sig dog, at de samtaler og de mennesker, jeg mødte, fik stor betydning for turen og for, hvordan jeg ser tilbage på den.

Den fysiske smerte fyldte til gengæld ikke ret meget på turen. Kroppens rolle blev først rigtig tydelig for mig, da jeg var kommet hjem. Men faktisk var turen ikke så stor en fysisk udfordring som jeg havde forestillet mig, for jeg havde gode sko på og en god taske på ryggen.

Se Anna fortælle om, hvad hun lærte på sin pilgrimstur, her:

Hvis man er meget ung, som jeg selv var på det tidspunkt, så vil jeg anbefale, at man ikke tænker på det som et problem, at der er mange, der går på Caminoen, men nærmere ser det som noget godt. Der vil ofte være nogen, man jævnligt møder, så man ikke føler sig alene. Selvom man måske er det. 

Jeg har fået nogle bekendtskaber rundt om i verden, som jeg i hvert fald i årene efter havde ret meget at gøre med. Det var nogle helt særlige venskaber, fordi man har trukket hinanden igennem fysiske nedture, fantastiske oplevelser, smerte, sved og tårer. De rigtigt gode venner, jeg fik på Caminoen er 10 år ældre end mig, men det betød ikke noget.

Det handler ikke om, hvad man laver til hverdag, hvad man har på, eller hvordan man har indrettet sin lejlighed. Vi gik alle i det samme tøj hver dag og var på vej det samme sted hen. Det, der helt klart fyldte mest, var den der oplevelse af at møde andre mennesker, der også havde besluttet sig for at gå 800 kilometer. Det gør man ikke, hvis man ikke har en eller anden grund til det, tror jeg.

Jeg fik mine ”ungdomsproblemer” sat i perspektiv, fordi jeg mødte nogle mennesker, der var oppe i trediverne og godt i gang med deres voksenliv og som havde nogle helt andre og større problemer at tumle med. Og så har turen lært mig meget om vilje. Hvis man sætter sig et klart mål, så er der også en vej, man kan følge. 

Jeg tænker tit på tiden efter min vandring på Caminoen som en tid, hvor jeg var tryg ved mig selv og tilfreds med, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Jeg vil sige, at jeg var i kontakt med mine værdier og min essens. Men det var også i sig selv en sejr, at jeg kunne gå hele vejen. Jeg havde nogle ret voldsomme problemer med mit knæ undervejs, som faktisk gjorde, at jeg ikke kunne strække mit ben helt i et par uger. Men jeg fortsatte med at gå hele ruten. Jeg tog ikke nogen busser. Og det tænker jeg også tit tilbage på: At jeg fik den fulde oplevelse.

Jeg synes, det kunne være spændende at prøve den nordlige rute eller en af de andre, men jeg kunne også godt tænke mig at gå den franske rute igen på et tidspunkt, hvor det føles rigtigt. Jeg tror absolut ikke, at jeg har gået Caminoen for sidste gang.