At vandre med Gud i stilheden
Med Kristus som medvandrer åbner livet sig dag for dag, skridt for skridt, skriver åndelig vejleder og tidligere sognepræst Jette Dahl om sit forhold til pilgrimsvandring
For 5 år siden fyldt jeg 50 år. Jeg ønskede mig vandreudstyr til at tage på pilgrimsvandring med. Vandrestøvler, rygsæk og letvægttøj udgjorde en stor del af det. Mine nu slidte og godt gennemvandrede støvler har fulgt mig lige siden. Dagligt bærer de mig ud i naturen, hvor stilheden er døråbningen til Gud. Så meget, at det at tie stille er en fast og given del på de pilgrimsvandringer, jeg nu leder.
Støvlerne har båret mig hundredevis af kilometer. Først gennem et smukt svensk skovlandskab frem til byen Vadstena, vandrende i den hellige Birgittes fodspor. Sindet blev bragt ind i en velsignet ro. Pilgrimspræsten, der ledte den gruppe pilgrimme, jeg dengang var en del af, gav os dagligt bibelcitater at vandre med i stilhed.
Et af dem satte sig dybe spor og blev skelsættende for mig. Det var følgende sted hos Matthæus kap. 7,13-14: "Gå ind ad den snævre port, for vid er den port og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind af den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, der finder den!"
Der blev givet et godt oplæg at vandre med, nemlig dette: Fordyb dig i, hvor du er på den brede vej, der fører til fortabelsen. Det vil sige: der hvor du taber dig selv! Hvilke situationer sker det i? Og hvordan ser du den brede vej for dig, hvor du mister dig selv?
Om eftermiddagen var det følgende meditation at vandre med: Hvordan ser den smalle vej ud, som fører til livet for dig? Hvad længes du efter, at den skal fyldes med? Og hvad skal du eventuelt give afkald på, for at vandre på den smalle vej? Hvad giver dig fornemmelse af, at du virkelig lever?
Da jeg vendte hjem den sommer for fem år siden, viste det sig med al tydelig klarhed, at jeg mere og mere havde tabt forbindelsen til min gudskabte sjæl. Min vej var så bred, at det var blevet en hel motorvej med al for meget larm og en hastighed, jeg ikke kunne få min sjæl med til. Min længsel var vågnet efter den smalle vej med tid og ro til at fordybe mig i mit eget forhold til Gud og ikke hele tiden være den, der gav andre næring på deres veje med eller uden Gud. Det havde jeg være i 25 år som engageret sognepræst. Tiden var moden til et radikalt skift. Set i bagspejlet havde den været det længe.
"Præst siger sin stilling op for at få mere tid til Gud", lød en avisoverskrift i den anledning. Det var grotesk, men ikke desto mindre sandt.
Det har med årene givet mig en langt smallere vej at vandre på, som har vakt mig til live, noget, jeg ikke anede var der. En stor del er glæden ved at være medvandrer på andre menneskers livsvej. At få lov til at lytte til en fælles længsel efter Gud og være en del af det, det er livet for mig. Aldrig alene, men med Kristus som medvandrer åbner livet sig dag for dag, skridt for skridt. Og dagligdagen bliver enkel og nærværende.
For de fleste af os er det nødvendigt med åndehuller, time-out-perioder for at få sjælen med i det vi gør og er. Pilgrimsvandringer er et sådant, der med rette er efterspurgt. Sidste efterår var jeg pilgrimspræst for en gruppe fra Løgumkloster Højskole.
Vandringen forgik på den sidste del af "Caminoen" til Santiago i Spanien. Også her var stilheden en medvandrer, der åbnede døren til sjælen. Det er noget ganske særligt at vandre på den vej, hvor så mange pilgrimme er gået i århundreder. Ikke fordi vejen i sig selv magisk, men fordi den historie, der følger med Caminoen, erfares undervejs.
Jeg glæder mig til, at der også bliver en "Camino" herhjemme, nemlig Hærvejen, som i sin fulde længde åbnes med 10 herberge næste sommer. Her vil jeg gerne i august måned lede en pilgrimsvandring fra Jelling Kirke, Danmarks Dåbsattest og frem til Pilgrimscentret ved Viborg Domkirke. Senere den modsatte vej: fra Jelling Kirke og til Kliplev Kirke, som er en gammel pilgrimskirke.
Jeg er netop vendt hjem fra en retræte, hvor jeg havde indlagt to hele dage med pilgrimsvandringer i en smuk natur. Udgangspunkt var retrætehuset: "Skovhuset" ved Skanderborg. Det meste af ugen foregik i stilhed med samling om centrale bibelske meditationer flere gange om dagen.
På den ene pilgrimsvandring gik vi med hver vores byrdesten i stilhed og overgav de ubærlige tunge situationer og livsafsnit til Gud. På Jesu ord kom vil til ham med det, der tyngede os og bad om hvile, fred og Guds velsignelse. Vi lagde byrdestenen på altret i en kirke, hvor vi holdt andagt og bibelmeditation. Ligeledes vandrede vi på den anden pilgrimsvandring med en taknemmelighedssten og fordybede os i det, vi har at takke Gud for og lagde den på altret. For både byrderne og taknemmeligheden er Gud med i.
Her er et citat fra en medvandrer på en af de mange pilgrimsvandringer, jeg har været en del af:
- Det stærkeste har været stilheden. Jeg behøvede ikke at forholde mig til andre. Jeg behøvede ikke at tænke på, at andre forholdt sig til mig. Jeg behøvede kun at forholde mig til mig selv og til Gud. Stilheden gav mig rum. Da jeg tog hjem, var jeg taknemmelig for, at de andre havde givet mig stilheden. Det var en overraskende fantastisk gave.
Kort efter stødte jeg på et citat af Mother Teresa, som gav god mening for min oplevelse af stilheden: "Frugten af stilhed er bøn, frugten af bøn er tro, frugten af tro er kærlighed, frugten af kærlighed er tjeneste, frugten af tjeneste er fred."
Måtte denne keltiske velsignelsesbøn følge enhver pilgrim, der er undervejs i livet:
Herren være foran dig
for at vise dig den rette vej.
Herren være ved siden af dig
for at følge dig på vejen.
Herren være bag dig
for at holde din ryg fri.
Herren være under dig
for at gribe dig når du falder.
Herren være omkring dig
for at bevare dig fra det onde.
Herren være inden i dig,
for at fylde dig med sin Ånd.
Herren være over dig
for at velsigne dig.
Så vær du velsignet
af Gud, Fader, Søn og Helligånd.
Amen.