Spontanitet og ekstra forsyninger fuldender vandringen ad Via Tolosana

MED BILLEDSERIE: Der er store forskelle på at vandre i Spanien og Frankrig, men natur og kultur er overvældende begge steder, skriver arkitekt og freelance-skribent Dorthe Bendtsen

Synes du, at Camino Frances er blevet overbefolket? Eller har du bare lyst til at prøve en anden rute, så kan Via Tolosana anbefales!

Pilgrimsstatistikkerne og diverse pilgrimsfora taler deres tydelige sprog: Især i sommermånederne er der rigtig mange pilgrimme på Camino Frances, den vel nok bedst kendte af de mange pilgrimsveje, der fører til Santiago de Compostela.

For nogen er det bare herligt med så mange mennesker, mens andre synes, at det er sværere at føle sig alene, hvis det er dét, man gerne vil, og gør caminoen til et kapløb om sovepladser på refugierne.

LÆS OGSÅ: Månedens pilgrimme: Vi går pilgrimsvandring med hinanden i hånden

Men så findes der heldigvis alternativer. Mange kender allerede en del af de andre veje, Camino del Norte, Via de la Plata, den portugisiske rute m.fl. Dem har jeg selv til gode! Jeg vandrede på Camino Frances i maj-juni 2011 fra Pamplona til Santiago de Compostela og videre til Finisterra.

Dengang var der også mange mennesker, men det var min første tur, og jeg tog af sted alene, så jeg syntes, det gav tryghed, at der hele tiden var en pilgrim i syne, og at ruten var så etableret, at der var butikker, barer og herberger nærmest overalt, og at afmærkningen var så god.

Og så var det jo netop i mødet med de mange forskellige mennesker, at jeg virkelig lærte noget både om dem og om mig selv.
Men der var også det lille pres allerede fra morgenstunden, om der nu også var plads på herberget, når man nåede frem; jeg var næsten altid én af de sidste, der kom afsted, så de meget tidligere vandrere havde forspring.

Jeg valgte at tænke på camino-måden: At det hele nok skal gå, at der altid er en løsning og det gjorde det også, og det var der også.

Via Tolosana: Voie dArles og Camino Aranoges
Men da jeg skulle af sted igen i sommeren 2013, havde jeg meget lidt lyst til camino-kapløbet. Denne gang skulle jeg følges med én, og det gjorde valget af en anden vej lidt lettere.

Jeg er 45 år, sund og rask og i nogenlunde form, men noget outdoor-menneske er jeg ikke, og jeg vil føle mig utryg alene ude i den barske og øde natur uden visheden om, at der kommer en anden pilgrim forbi inden for kort tid, hvis jeg skulle få brug for hjælp.

Men med følgeskab var det ikke noget problem at vælge en rute, som ikke er så befærdet, og som jeg ikke har hørt så mange berette om: Via Tolosana.

Den er én af de oprindelige ruter; den vej, som de italienske pilgrimme tog i middelalderen for at komme til Santiago de Compostela eller som spanske og franske pilgrimme tog for at komme til Rom. Via Tolosana er rutens latinske navn fra byen Toulouse.

LÆS OGSÅ: Catalanernes hemmelige bjerg

Den kaldes også Voie dArles, fordi den begynder i Arles i Frankrig. Den krydser Pyrenæerne og grænsen i Somport-passet, og på den spanske side hedder den Camino Aragones, fordi den første del af den løber i Aragón, hvorefter den fortsætter ind i Navarra, hvor den i Obanos støder til Camino Frances.

Ruten i Voie dArles er mere kuperet end Camino Frances
Vores camino endte denne gang ikke i Santiago; så lang tid havde vi desværre ikke. Vi planlagde at slutte i Puente la Reina, hvor vi begge havde været før. Så talte vi baglæns ud fra et gennemsnit på 25 km. om dagen, og fandt ud af, at vi passende kunne begynde i Toulouse; det blev til en tur på omkring 500 km.

Men selv om vi egentlig sagtens kan gå så meget, så havde vi alligevel forregnet os. Ruten er mere kuperet end Camino Frances, stierne er generelt gode, men mere ujævne af sten og dybe hjulspor, så det er mere krævende at gå på dem jeg var glad for min vandrestav!

Og så var vi af sted i juli måned, som var meget varm med temperaturer mellem 35 og 40 grader. Det satte tempoet en del ned i de første dage, indtil vi havde vænnet os til det, og indtil vi begyndte at stå noget tidligere op!

Vi fløj til Paris og tog toget til Toulouse. Selv om Via Tolosana er mindre kendt, er den godt etableret, og der er tegn på Santiago-tilknytningen mange steder for eksempel i kirkerne med skulpturer eller glasmosaikker af Sankt Jacob.

LÆS OGSÅ: Hvordan finder jeg en rute til Saint-Jean-Pied-de-Port?

I mange kirker på den franske side mødes man af skilte henvendt til pilgrimme, der angiver et tidsrum, hvor man i kirken kan få hjælp og tips og måske også adgang til et herberg; det hedder Accueil pelerins. Men der er generelt færre herberger, både på den franske og den spanske side, og de fleste er mindre end på Camino Frances.

Der er også mange af de små landsbyer, man kommer igennem, der ikke har spisesteder og måske heller ingen butik. Så det er vigtigt altid at have nogle forsyninger med af både mad og vand, selv om de fleste steder nu har en vandhane placeret et sted i landsbyen; om ikke andet så på den lokale kirkegård.

Find vej i Frankrig
Skiltningen er fin, og det var let at finde vej. I Frankrig er det den rød-hvid-mærkede rute GR 653, man skal følge; det er kun på nogle strækninger, at man ser Santiago-muslingeskallen eller de gule pile, der er velkendte i Spanien.

Vi havde købt en guide fra engelske Confraternity of Saint James, anden del af deres guide nr. 4, som dækker Toulouse to Puente la Reina.

Den koster ikke ret meget og kan købes via www.csj.ord.uk. Den ser temmelig kedelig ud! Der er stort set kun tekst og ingen kort, men den var faktisk meget nyttig, hvis man fulgte sådan nogenlunde med i teksten undervejs, når man gik.

Nogle få steder blev vi i tvivl om, hvor skiltet egentlig pegede hen, og enkelte andre steder kunne vi ikke lige få øje på næste skilt, men så hjalp beskrivelsen i guidebogen os let på rette vej. Det kan anbefales at have nogle kort med bare for at have overblikket, f.eks. printet fra den franske hjemmeside http://viatolosana.free.fr. Jeg havde læst Henrik Tarps afsnit om Camino Aragones i Pilgrimsvejen til Santiago (som lige er udkommet i en ny udgave).

Det var alt, hvad vi havde med, og det var rigeligt, men der findes helt sikkert meget mere viden på nettet og i andre guidebøger. En oversigt over overnatningssteder og indkøbsmuligheder er selvfølgelig også nyttig at have med, men forholdene ændrer sig hele tiden, og vi fandt ud af, at det var mere oplysende at spørge sig frem undervejs fra herberg til herberg.

Det er i Frankrig helt klart en fordel, hvis man kan tale bare en smule fransk men man klarer sig fint endda.

Overnat gerne hos lokale
I Frankrig er det mere udbredt, at overnatningen, der retter sig mod pilgrimme, varetages af private i deres eget hjem. Ofte var vi de eneste pilgrimme, men til gengæld kom vi i tættere kontakt med værterne, der selv lavede mad til os og nogle steder også spiste sammen med os.

Andre steder er det, som man kender det fra Camino Frances, et kommunalt eller et kirkeligt drevet herberg indrettet i et hus eller en lejlighed i byen, hvor et skilt på døren angiver et tidspunkt for, hvornår man kan blive lukket ind.

Et sted bestod herberget af en hytte med plads til 6 personer på byens campingplads. Andre steder skulle vi henvende os på turistbureauet, hvor vi fik udleveret en nøgle til herberget og tillid til, at vi selv kunne klare os og ville opføre os ordentligt.

Flere steder i Spanien var det også muligt at bestille aftensmad på herberget, og så gik hospitaleroen i gang med at kokkerere. Bortset fra i de private herberger kan man også lave mad selv.

I Frankrig fik vi at vide, at det var klogt at ringe på forhånd og reservere plads. Vi gjorde det nogle få gange, men ville egentlig helst bare gå og se, hvad der dukkede op.

Det gik fint uden reserveringer. Et enkelt sted ringede vi på forhånd og fik at vide, at alt var booket. Fordi herbergerne ikke ligger så tæt som på Camino Frances, betød det, at vi blev nødt til at tage en bus videre, fordi afstanden ellers var for stor for os.

Senere mødte vi nogen, der havde været på dette herberg samme nat, som vi havde forhørt os om. De havde ikke booket, men havde fået plads; når man dukker op, og alt er optaget, ja, så er der de fleste gange en løsning alligevel!

I Spanien begynder herbergerne at minde mere om dem på Camino Frances med mere organiseret opsyn, men herbergerne er stadig færre og mindre, indtil man støder til Camino Frances i Obanos eller Puente la Reina, og man får sig et mindre chok over antallet af pilgrimme.

Undervejs mødte vi vel omkring 30 pilgrimme i alt altså på en hel måned! Det er vel færre, end man møder på en enkelt dag i højsæsonen på Camino Frances.

Vekselvirkning mellem natur og kultur
Via Tolosana er meget mangfoldig. Der er bløde bakker og rå bjerge, åbne marker med majs eller solsikker og tætte skove, der er floder og bække. Nogle steder kønt og frodigt, andre steder åbne vidder, næsten som på mesetaen på Camino Frances.

Naturen er meget smuk, og især vandringen fra Oloron St. Marie i Frankrig, hvor man kan begynde at se Pyrenæerne, op igennem bakker og bjerge til Somport-passet er storslået.

Man møder undervejs på caminoen både større byer og små landsbyer, næsten forladte byer i affolkede områder og steder med meget lokalt liv i de små samfund. I flere af de franske småbyer løb vi af uforklarlige årsager ind i byens borgmester; den ene havde nøglen til kirken i lommen og kunne da lige vise os ind, en anden havde et stempel på sit kontor, så vi kunne få et i vores pilgrimspas og lidt gode råd med på vejen.

Andre steder var småbyerne helt mennesketomme; nogle steder fordi det var ferietid, og indbyggerne var rejst væk. Andre steder fordi byerne var permanent forladte. Det gjaldt ruinbyen Ruesta i Spanien, som dog så småt er ved at blive befolket igen, blandt andet med udgangspunkt i caminoen, der trækker folk til med nyt herberg og bar.

Undervejs er der også større byer som Auch i Frankrig; det er her, dArtagnan fra de tre musketerer stammer fra. Eller Jaca i Spanien med storslåede bygninger fra middelalderen. Fra Jaca kan man vælge at tage en omvej forbi det gamle kloster San Juan de la Peña; vi tog en bus dertil og vandrede videre tilbage på camino-sporet derfra.

LÆS OGSÅ:På pilgrimsvandring får man altid hjælp når man har brug for det

Kan man lide gamle bygninger og smuk udsigt, så kan den lille omvej klart anbefales! Spørg på turistkontoret i Jaca. Lige efter byen Sangüesa i Spanien er der også mulighed for at vælge mellem to ruter; begge ruter er dele af caminoen, men den ene, der går via Rocaforte, ser ud til at være den mest benyttede og den bedst skiltede.

Vi valgte den anden, der går igennem Liédana, efter en snak på turistkontoret i Sangüesa, der anbefalede denne rute, bl.a. fordi den går igennem en kløft, der er meget bjergtagende.

Jeg kunne blive ved Der er mange fine steder undervejs, både i og uden for byerne, og basis for mange gode oplevelser. Hvad man får ud af sin pilgrimsvandring, har ikke nødvendigvis noget med ruten eller antallet af mennesker at gøre, men Via Tolosana kan varmt anbefales både for sin skønhed og for sin ro så længe det varer!

Dorthe Bendtsen er arkitekt og freelance-skribent.