Pilgrimsk-dansk ordbog

I pilgrimsmiljøet anvendes ord, som kan være svære at forstå for for udenforstående. Her får du oversættelser af de hyppigst anvendte pilgrimsvendinger

At "bede med fødderne"
Det har ikke noget med akrobatiske fodøvelser at gøre, men er en formulering, der i pilgrimsbevægelsen bruges med betydningen: at give troen krop, at give evangeliet ben at gå på. Kristen tro er ikke blot en åndelig sag, men en konkret, korporlig trospraksis. Ved at flytte os fysisk, har vi lettere ved at bevæge os mentalt.

LÆS OGSÅ: At bede med fødderne

Bilgrim
Humoristisk betegnelse for en chauffør, der frivilligt hjælper med at fragte en pilgrimsgruppes bagage fra sted til sted i bil, ligesom vedkommende køber ind til madlavning. Endelig kan man med følgebilen afhente personer, der måtte være kommet til skade undervejs.

Camino
Spansk ord for 'vej', jf. Jesu ord: Jeg er vejen, sandheden og livet (Joh 14,6); på spansk: Soi camino. Bruges om pilgrimsruten til apostlen Jakobs grav i den nordspanske by Santiago de Compostela. Der går flere ruter hertil, blandt andet Camino el Norte (Nordspanien), Camino Portugués (fra Portugal) og Sølvruten (fra Nord- til Sydspanien). Mest anvendt er Camino Francais, som starter i St. Pied du Port eller Roncesvalles, ved foden af Pyrenæerne, ved den fransk-spanske grænse.

SE OGSÅ:Tema om Caminoen

De syv pilgrimsord
Den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström har lanceret de 'syv nøgler til pilgrimmens sjæl': langsomhed, frihed, enkelhed, bekymringsløshed, stilhed, fællesskab og åndelighed. Nøgleordene forsøger på forskellig vis at udtrykke det moderne menneskes længsel efter at blive hel. De fortæller om en mangelsituation i vores samfund og kan derfor ses som en slags protest mod et overfladisk, larmende og materialistisk samfund.

LÆS OGSÅ: 7 nøgler til pilgrimmens sjæl

Guds grønne katedral
Betegnelse om naturen. Som pilgrimme vandrer vi i naturen og glæder os over skaberværket. Det afføder naturligt en undren og en taknemmelighed over for livets gratis gaver i sidste instans Gud, Himlens og jordens skaber, som kommer til udtryk i lovprisning undervejs, måske i form af en bøn eller en salme: Op, al den ting, som Gud har gjort, Hans herlighed at prise! Det mindste, han har skabt, er stort, og kan hans magt bevise. (Brorson i Den Danske Salmebog, nr. 15, vers 1)

Helligsted
Kan være et relikvie (ligrester fra hensovede fromme) eller en hellig kilde fra middelalderen, en grav, en klosterruin, en kirke. I protestantisk sammenhæng er målet som regel ikke et bestemt helligsted, men undervejs på den 'udvidede kirkegang' at få øjnene op for skaberværket og erfare, at man går "på hellig jord" (jf. 2 Mos 3,5) og overalt kan tilbede Gud "i ånd og sandhed" (Joh 4, 22).

SE OGSÅ: Billedserie: De 10 vigtigste kristne pilgrimsmål

Herberg
Primitivt overnatningssted på pilgrimsruten, for eksempel en klostersal, et refugium, en ombygget stald. Man skal ikke bestille plads på forhånd, men komme, som man er. Prisen varierer fra gratis (på enkelte herberger på caminoen) til 80 kr. (på herberger langs Hærvejen). Til grund herfor ligger Jesu næstekærlighedsbud samt formaningen fra Hebr 13, 1-2: Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.

Ib-skal
Kammusling, som bl.a. kan findes på strandene ved kap Finisterre, verdens ende ved Atlanterhavskysten i Galicien, Spanien. Pilgrimme, der siden middelalderen valfartede til Jakobs grav i Santiago, tog en ibskal med hjem som symbol på gennemført valfart. Navnet Jakob staves på latin: IACOB, og det første og sidste bogstav blev knyttet sammen til navnet: Ib.

LÆS OGSÅ: Hvorfor går pilgrimme med muslingeskaller?

Mål
En helligdom, en kirke ved vejs ende. Pilgrimmen forstår sit hjemsted som det himmelske land, hvortil hun eller han efter endt jordisk vandring skal vende tilbage. For pilgrimmen er ethvert mål en påmindelse om det endegyldige mål, 'det himmelske Jerusalem', Paradisets Have, jf. Grundtvigs formulering: "Så rejse vi til vort fædreland" (Den Danske Salmebog, nr. 402 vers 7). Her, i 'det store herberg ved livets flod' skal vi "sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget (Matt 8,11).

Pilgrim
Stammer fra det gamle latinske: pelegrinus, en form af det nyere latinske peregrinus, som betyder fremmed. Ordet knytter an ved peregre, udenlands, og perger, at leve i udlandet. Selve ordet indeholder to dele: per = gennem og ager = land eller mark. I kirkelig sprogbrug blev pilgrimmen en midlertidig vandringsmand på jorden og levede et liv i en slags eksil. En pilgrim er oprindelig et menneske, der af religiøse grunde foretager en rejse for at få hjælp, for at gøre bod eller vise taknemlighed. I protestantisk sammenhæng bruges betegnelsen i dag om 'det vandrende gudsfolk'.

Pilgrimsstav
Mange pilgrimme vandrer med en træstav i hånden. I overført betydning er vandringsstaven Jesu ord, som vi må gribe fat om og støtte os til på livets rejse. Lige så nær som staven er i vor hånd, holder Gud os usynligt i hånden, lige fra vor dåbsdag og indtil verdens ende (Matt 28). Staven er symbol på, at Kristus er vores medvandrer gennem livet. Sl. 23, 1-4: Din stok og din stav er min trøst! Staven kan håndfast hjælpe os på vores videre pilgrimsfærd, jævnfør den hellige Birgittas bøn, som er alle pilgrimmes bøn: Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den! LÆS OGSÅ: Bønner til pilgrimsvandringen
Pilgrimspas
I middelalderen erhvervede pilgrimmen sig et sådant hos sin biskop eller præst, der attesterede, at passets ejer var et gudfrygtig menneske. Passet gav adgang til gratis kost og logi på herberger og klostre ud fra Jesu ord: "Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!" (Matt 25,45). Passet var således et værn mod pseudopilgrimme, der ønskede at rejse som gratister gennem Europa. I moderne tid er pilgrimspas taget i brug igen; på Hærvejen, på Caminoen, på Olavsvejen og så videre.

LÆS OGSÅ:Hvordan får jeg fat i et pilgrimspas?

Pilgrimsvandring
Kristendommen startede som en trosbevægelse, Guds folk på vandring. I de første årtier af den kristne kirkes historie blev kristendommen oversat med Vejen (Ap.G. 19,9 + 23), og de kristne er dem, der hører til Vejen (Ap.G. 9,2). Evangeliet blev udbredt med apostlenes heste, det vil sige på gåben. I middelalderen talte man om pilgrimsfærd og valfart. Protestantiske kristne fokuserer mere på processen end målet. Undervejs må evangeliet have ben at gå på, og vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud. Vandre-meditation
En meditativ gåtur. Kroppens bevægelse hjælper til at slippe rastløsheden og komme til ro, så man kan åbne sig for Guds nærvær. At gå med Gud er at bede til Gud og i stilhed fokusere på et skriftsted, en sætning fra Bibelen, som man kan tygge på i kombination med sit åndedræt. For eksempel Frygt ikke (ved indånding), tro kun!(ved udånding) (Mark 5,36). Eller syng Taizé-salmen: Åh, Gud, hør min bøn: Hør mit råb, giv mig svar. Åh, Gud, hør min bøn: Kom til mig, vær mig nær! (noder findes i tillæg til Den Danske Salmebog nr. 940).