Jerusalem som pilgrimsmål

Grædemuren og Klippemoskeen på Tempelbjerget er to af de mest hellige steder i Jerusalem. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Jerusalem er for de kristne den hellige by, ligesom Palæstina er det hellige land. Jerusalem rummer stederne for Jesus lidelse, død og opstandelse

Siden kristendommens første århundreder har Palæstina-området og Jerusalem været et afgørende mål for pilgrimsrejser.

Jerusalem som pilgrimsmål for jøder og kristne

I Apostlenes Gerninger fortæller Lukas om pinsedagen. De 12 apostle var samlet i Jerusalem efter Jesu himmelfart. Byen var fyldt af jødiske pilgrimme. Og på tempelpladsen oplever de mange pilgrimme fra den jødiske diaspora, hvordan apostlenes nu taler på alle de sprog, som pilgrimmene kender fra egnene i det østlige Middelhavsområde.

Lukas fortæller nemlig om Helligåndens komme som et sprogunder. Cirka 3000 mennesker bliver døbt den dag, fortælles det. Og hermed er den kristne kirke nu etableret med Jerusalem som centrum, hvorfra kristendommen i de næste årtier breder sig ud til det meste af den daværende kendte verden.

I Jerusalem levede kristne og jøder fremover side om side. Dog var der ofte tale om et konfliktfyldt forhold. Jøderne forfulgte de kristne, som de så som en trussel mod den jødiske identitet. Jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt førte imidlertid til, at jøderne i stadig mindre grad beboede Palæstina og Jerusalem og de kristne blev stadig mere dominerende.

Men antallet af kristne pilgrimme var dog meget beskedent, hvilket også skal ses i sammenhæng med, at man ikke var bevidst om, hvor stederne for de vigtige begivenheder i Jesu liv var at finde.

Jerusalem bliver de kristnes hellige by

I 313 gjorde kejser Konstantin den Store kristendommen til tilladt religion i Romerriget. I 326 rejste Konstantins moder, enkekejserinde Helena til Jerusalem. Hun var kristen og drevet af en lidenskabelig trang efter at opsøge stederne for Jesu liv og skæbne og ikke mindst efter at finde hans kors. De hellige steder blev nu lokaliseret og ofte på mirakuløs vis, med fundet af det sande kors som højdepunkt.

En kirke blev nu bygget over Jesu henrettelsessted og grav. Det blev den berømmelige gravkirke. Hertil kom, at kirker i øvrigt skød op på alle de steder, hvor der var tale om vigtige begivenheder i Jesu liv.

Nu begyndte pilgrimsrejserne for alvor.

Pilgrimme kunne opleve at vandre i Jesu fodspor og så at sige blive samtidig med ham. Via Dolorosa, det vil sige den række gader som Jesus gik af fra domfældelsen til henrettelsen på Golgata, blev om noget et vigtigt pilgrimsmål.

Her kunne pilgrimmen selv gennemleve lidelseshistorien og røre ved de sten og træer, som Jesus og hans disciple havde rørt ved.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Pilgrimmen fra Bordeaux og den fromme Egeria

En ukendt pilgrim fra Bordeaux har givet den første beskrivelse af en pilgrimsrejse til Jerusalem. Denne rejsebeskrivelse er fra 333 og giver detaljerede oplysninger om, hvilke ruter man skal følge, hvor man kan overnatte undervejs, vejlængder og så videre.

Denne pilgrim rejste fra Bordeaux over Arles til Milano. Herfra videre mod Konstantinopel og ned gennem det nuværende Tyrkiet, Antiokia i Syrien og Tyros i Libanon, og så var han fremme i Palæstina. Denne pilgrim kunne gøre brug af det fremragende romerske vejnet og tilbagelægge store strækninger pr. dag. I Jerusalem opsøgte han som noget af det første selve tempelbjerget, hvor han kyssede Jesu kors. Dernæst et besøg på Golgata, som han kalder den lille bakke.

En eneboer ved navn Valerius skrev i 680 et brev til et munkekloster om den fromme Egeria. Han har kendt et manuskript, hvori Egeria fortæller om sin pilgrimsrejse fra slutningen af 300-tallet.

Egeria har udover Jerusalem besøgt Abrahams hus og Jakobs brønd og er vandret ned i Sinajørkenen og frem til Sinajbjerget.

Men det er først og fremmest hendes skildring af opholdet i Jerusalem, der er fascinerende. Hun har været der i påskeugen. For med mange detaljer fortæller hun om den kristne påskefejring i Jerusalem. Hun har været med på en påskerundtur med besøg ved Lazarus' grav i Betania, på Oliebjerget, i Getsemane Have, på Via Dolorosa og så højdepunktet med påskemorgen i gravkirken, hvor biskoppen har oplæst beretningen om opstandelsen.

Jerusalem erobres af muslimerne

I 638 blev Jerusalem på ret så fredelig vis overtaget af de muslimske hære under kaliffen Umar. De kristne pilgrimsmål og kirker blev bevaret. Men nu blev så en række traditioner om profeten Muhammed knyttet sammen med byen. Den store klippemoske på det gamle jødiske tempelbjerg blev bygget, samt Al-Aqsa-moskeen på det nærliggende Moria Bjerg. I et natligt ridt skulle Muhammed havde besøgt stedet for tale med profeterne fra det gamle Israel.

De næste århundreder levede jøder, kristne og muslimer fredeligt side om side i byen. Kristne pilgrimme kunne uden problemer besøge de hellige steder.

Et magtskifte i den islamiske verden i slutningen af 1000-tallet ændrede nu situationen for de kristne i Jerusalem og de tilrejsende pilgrimme. Helligstederne blev udsat for ødelæggelser, pilgrimmene kunne ikke længere uhindret rejse ind i Palæstina, og de kristne i området blev chikaneret.

Dette blev så baggrunden for korstogene, kombineret med pavens magtpolitiske interesser og en almindelig eventyrlyst hos ridderstanden i Europa.

Korstogene havde i første omgang succes. Jerusalem blev erobret og var i cirka hundrede år under de kristne ridderordeners kontrol. Men i 1187 generobrede sultan Saladin Jerusalem. Fra pavemagtens side forsøgte man i tiden efter at få kontrol over Jerusalem igen. Flere korstog blev iværksat, men uden held. Jerusalem blev nu frem til den nye israelske statsdannelse en by under islams kontrol. I selve Jerusalem forblev der en stor gruppe kristne, som efterhånden splittede sig op i katolske, ortodokse og armenske kirker og klostre.

Pilgrimsrejser er fortsat op til vore dage til en by, der siden Middelalderen bliver præget af kampe og intriger mellem de forskellige trosretninger og kirker.

En protestantisk pilgrimsrejse til Jerusalem

Den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf skrev i 1800-tallet, "at ikke alle mennesker er stærke nok til at leve længe i Jerusalem. Hun fortsætter: Og mens man spadserer rundt i Jerusalem, kan man ikke lade være med at tænke: Jeg gade vide, hvad folk mener med at Jerusalem slår ihjel.

Selv besøgte hun den hellige by, da hun var i gang med at skrive romanen Jerusalem om en religiøs sekt bestående af svenske bønder, der drager til Jerusalem for at leve i fællesskab som én stor familie, men i cølibat og arbejde uden løn for de syge og fattige i byen. De slutter sig sammen med en amerikansk gruppe.

Men det hele ender i splid de kristne sekter imellem. Ja, virkeligheden er en helt anden i Jerusalem, end de havde forestillet sig. Det er først, da de svenske pilgrimme er kommet tilbage til Sverige, at de oplever en forløsning. Det sidste kapitel i romanen hedder da også "Hjemme fra valfarten". Så Selma Lagerlöf har dermed skrevet en slags antipilgrimsbog.

Jerusalem som pilgrimsmål i dag

I dag kan det være vanskeligt at skelne mellem en pilgrims- og en almindelig turistrejse til Jerusalem. Men pilgrimmen har alligevel målet at besøge de steder, som er forbundet med Jesu liv, død og opstandelse. Det gælder:

  • Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel engang lå
  • Via Dolorosa med de 14 stationer, der markerer punkterne i Jesu lidelse, begyndende med dommen over ham i Antoniaborgen til Gravkirken, Skt. Anna Kirke og Bethesdadammen. Anna-kirken er rejst over Marias fødested og Bethesdadammen er stedet, hvor Jesus helbredte en lam
  • På Oliebjerget: Marias gravkirke, Getsemane Have med de ældgamle oliventræer og hulen, hvor disciplene sov, mens Jesus bad i dødsangst, Dødsangstens Kirke, også kaldet Alle Nationers Kirke, Pater-Noster (fadervor) Kirken. Og endelig Himmelfartshelligdommen, hvorfra Jesus steg til himmels
  • Gravhaven, hvor den engelske officer Gordon i 1883 mente, at her var både det rigtige Golgata og Jesu grav.

Det nuværende Jerusalem var før Seksdageskrigen opdelt i en østlig palæstinensisk del og så det israelske Vestjerusalem. Den israelske regering bruger et fortsat udelt Jerusalem som argument for, at pilgrimme uhindret kan besøge de hellige steder. Men trods de gode hensigter har den fortsatte uro periodevis konsekvenser for antallet af pilgrimsrejsende.

Via Dolorosa, som også kaldes "Smertens Vej", med de 14 stationer, der markerer punkterne i Jesu lidelse, begyndende med dommen over ham i Antoniaborgen til Gravkirken
Udsigt over Oliebjerget. I midten ses Alle Nationers Kirke, som er omgivet af de over 900 år gamle oliventræer i Getsemane Have. I baggrunden kan man skimte den russisk-ortodokse Maria Magdalene kirke. Foto: Ronen Zvulun.
Salvelsesstenen i Gravkirken, hvor Jesus blev svøbt i klæder efter korsfæstelsen på Golgata. Foto: Jim Hollander.
Vue over Jerusalem med Klippemoskeen i centrum. Foto: Darren Whiteside.
Joseph Alois Ratzinger tidligere Pave Benedict 16. beder ved Grædemuren under et besøg i Jerusalem i 2009. Foto: Ronen Zvulun.
Himmelfartskapellet er i dag en del af en moské, som ligger på toppen af Oliebjerget i udkanten af Jerusalem. I kapellet findes et aftryk i en hvid sten, der gennem århundrederne er blevet forstået som den sten, Jesus satte af fra, da han fór til himmels, som det står skrevet i Apostlenes Gerninger 1,9-14.