Hærvejen: Danmarks store pilgrimsrute

Danmarks ældste eksisterende vej er den gamle jyske hovedvej fra Viborg til Dannevirke. Soldater, købmænd, landstrygere, pilgrimme, røvere, studedrivere og tiggere har benyttet denne hovedfærdselsåre. Her er det et skilt nær den gamle Gejlå bro ved Hærvejen i Sønderjylland.

Hærvejen fra Viborg i nord til Dannevirke i syd har været benyttet af pilgrimme fra hele Norden på rejsen til de hellige steder i Santiago, Rom og Jerusalem. I dag er ruten populær igen

Danmarks ældste eksisterende vej er den gamle jyske hovedvej fra Viborg til Dannevirke. Soldater, købmænd, landstrygere, pilgrimme, røvere, studedrivere og tiggere har benyttet denne hovedfærdselsåre.

I daglig tale siger vi Hærvejen som om der kun er én vej. Men Hærvejen bestod af mange veje, der gik gennem det centrale Jylland fra nord til syd. Når en vej efterhånden blev opkørt, valgte man en anden, og derved opstod der mange veje, der alle kaldes Hærvejen. Desuden blev okser og stude for det meste drevet ad andre veje end vogne og gående færdsel, hvorfor den nord for Kongeåen blev kaldt Studevejen.

Mange af vejsporene samledes, hvor der var vadesteder og broer, for eksempel Immervad Bro og Poulsbro, hvor man kunne komme tørskoet over vandløbene. I Sønderjylland kaldes Hærvejen Kongevejen og Oksevejen og fortsætter sydpå mod Slesvig og videre ned gennem Europas vejnet.

LÆS OGSÅ: Arkæologer finder porten mellem Danmark og Europa

Før bilernes og jernbanernes tid var Hærvejen Jyllands hovedvej. De tre trafikmidler, der var i anvendelse i Hærvejens storhedstid var at age med hestevogn, at ride eller nøjes med apostlenes heste. I en gammel bog (Mosumgaard) kan man læse denne malende beskrivelse:

Ved fantasiens hjælp kan man se de store flokke kvæg blive drevet af sted sydpå og høre de tunge, slæbende trin af disse oksedrifter. Man vil høre tramp af rappe heste, redet af fine damer og herrer på vej til en eller anden herregård og se, der er en flok jævne bønder, som viger ud til siden for ikke at blive redet over ende, de blotter ærbødigt hovederne, mens de skotter op for at få et glimt af den flyvende herlighed. Måske svider det i næsen af en voldsom hedebrand eller vi må dække ansigtet godt til med tørklædet, fordi en rasende sandstorm pisker imod os.

Når man skulle rejse over land, var det bedst at undgå at skulle krydse større vandløb, der starter ved den jyske højderyg og løber enten mod øst eller vest. Højderyggen fungerer således som et skel mellem de øst- og vestvendte vandløb. Spor efter færdsel på Hærvejen kan føres tilbage til år 1000 og i en uafbrudt periode op til 1800-tallet.

I Sønderjylland kaldes vejen også for Oksevejen og i det Midtjydske område benævnes vejen også for Studevejen, Viborgvejen eller simpelthen Den Store Vej. Runesten langs Hærvejen ved Hedeby, Øster Løgum, Hovslund, Læborg, Randbøl Hede og Jelling er spor fra vikingetiden.

Hærvejen bestod af mange parallelle veje, der gik gennem det centrale Jylland. Mange af vejsporene samledes dog, hvor der var vadesteder og broer. Hærvejen har haft sidegrene mod vest til Ribe og mod øst til Kolding og Haderslev. Runestenene i Viborg samlede flere spor med forbindelse til Nordjylland.

Religiøs anvendelse
I middelalderen voksede pilgrimsbevægelsen sig stærkere og stærkere i form af bodsvandringer for at få syndernes forladelse. I en periode deltog store dele af Europas voksne befolkning i valfarter og vandringer. Danske, norske og islandske pilgrimme valfartede ned gennem Jylland til de store pilgrimsmål: Jesu grav i Det hellige Land, apostlen Peters grav i Rom og Sankt Jakobs grav i Spanien (Santiago de Compostela).

LÆS OGSÅ: Rejste danskere på pilgrimsvandring i Middelalderen?

Sådan forbandt Hærvejen Danmark med resten af den store verden. Der er fundet spor efter pilgrimme langs Hærvejen, blandt andet de karakteristiske ibskaller - kammuslinger, der kendetegner pilgrimmene, der valfartede til Santiago de Compostela.

LÆS OGSÅ: Hvorfor går pilgrimme med muslingeskaller?

Der findes også portrætter af pilgrimme på gravstene, kalkmalerier og enkelte skulpturer af Sankt Jakob i pilgrimsskikkelse, der vidner om en omfattende pilgrimsrejseaktivitet i middelalderen, som fandt sted på blandt andet Hærvejen.

Flere valfartsmål langs Hærvejen har tiltrukket pilgrimme, der søgte bod for synder og lindring for sygdomme. Men Hærvejen var også fjernvandrerute for vandringerne til de hellige steder i Sydeuropa. Mange gravsten og billeder fra middelalderen viser den karakteristiske muslingeskal som vidnesbyrd om, at den afbildede har været ved Sankt Jakobs Grav i Santiago de Compostela.
 
Abbeden Nicolaus fra Island lavede omkring 1150 en vejviser, der beskriver rejsen fra Island til Sankt Jakobs grav i Santiago i Galicien. Rejsen går til Norge og derfra til Ålborg. Herfra går turen på 2 dages rejse til Viborg og derpå 7 dage til Hedeby/Slesvig og videre mod syd. (Beskrevet af Kr. Kaalund i 1913). Hærvejen har således været benyttet af pilgrimme fra hele Norden på rejsen til de hellige steder i Santiago, Rom og Jerusalem.

Undervejs overnattede de vejfarende i kroer og på gæstgivergårde, hvor man kunne restituere sig med mad, drikke og hvile. Ved reformationen ophørte den nordiske pilgrimsgang, og i midten af 1800-tallet var det slut med studehandelen.

Vigtige mindesmærker og kirker langs ruten
Hærvejen passerer cirka 26 sogne fra Viborg til den tyske grænse. Flere af sognekirkerne er i dag åbne i dagtimerne, og ved udvikling af Hærvejen som pilgrimsrute arbejdes på et samarbejde med kirkerne med det formål at åbne kirkerne for vandrere, cyklister og ryttere samt afholde andagter for de vejfarende.

SE OGSÅ: Billedserie: Hærvejens kirker

Viborg betyder det hellige bjerg, og det er ikke uden grund. Byen ligger nemlig på den jyske højderyg hævet over det omgivende flade landskab. I middelalderen var det Jyllands hovedby med landsting, kongehyldninger og bispesæde fra 1060. I den prægtige domkirke kan man bruge lang tid på at se Joakim Skovgaards fresco-malerier over bibelhistorien. LÆS OGSÅ: En maler fortæller bibelhistorie

På vej ud af byen bør man også kigge indenom den katolske kirke, Sankt Kjelds Kirke  samt Søndermarkskirken, som er moderne vejkirke, åben for de vejfarede. Her kan man glæde sig over døbefonten i form af en kæmpestor muslingeskal samt beundre Hærvejstæppet, et 10 meter langt billedtæppe, syet af 10 frivillige.

Syd for Viborg ligger Hald Hovedgård, som huser danske forfattere, en naturudstilling samt Hærvejsherberg. Efter at have gået langs Hald Sø og de smukke Dollerup Bakker kommer man til en lille kullet kirke, Dollerup Kirke.

Efter at have vandret gennem store plantager, blandt andet Grathe Hede kommer man til Kragelund, hvor den gamle romanske kirke har åbent for de vejfarende i alle døgnets timer! En fantastisk gestus af menighedsrådet! I tilknytning hertil ligger sognets ældste bygning, den gamle præstegård, som er indrettet til Hærvejsherberg.

Videre går turen langs den genetablerede Bølling Sø og sydover gennem skov og hede til Vrads Kirke fra ca. år 1200. Over for kirken ligger Vrads Købmandshandel, hvor man kan nyde en kop kaffe fra Madam Blå og føle sig hensat til 50'erne med vareudbuddet.

Senere passerer man det store vandskel med Gudenåens og Skjern Ås udspring. Den højt beliggende Øster Nykirke er bygget som valfartskirke i 1150-1200 ved helligkilden Skt. Peders Kilde, som blev søgt til helbredelse for syge. Ved kilden er der fundet potteskår sandsynligvis fra ofringer.

Fra Kollemorten går det videre langs flade marker til Jelling med runestenene Danmarks Dåbsattest og gravhøjene over Gorm og Thyra. Her ligger den smukke Jelling Kirke med en glasmosaik i koret, der afspejler lyset fra det høje. På den anden side af gaden kan det flotte informationscenter Kongernes Jelling beses.

LÆS OGSÅ:Jellingestenen - Danmarks dåbsattest

Efter således at være nået midtvejs ad den 1000-årige rute går turen videre gennem den smukke Vejle Ådal med Ravningbroens svære egestolper, som er resterne fra Harald Blåtands vikingebro fra omkring år 980. Herefter kan man foretage indkøb i Bindeballe gamle købmandsgård, som er et enestående stykke dansk kulturhistorie.

Over Randbøl Hede fortsætter vejen forbi gravhøje og runesten gennem Bække, Vejen og Askov, hvor der også er kirker at besøge. I Skibelund Krat kan man se mindesten over personer, der kæmpede for Sønderjylland, som Danmark mistede under krigen i 1864. Siden da har stedet dannet ramme om grundlovsmøder.

Herfra fortsætter vejstrækningen gennem Vojens til Frihedsbroen over Kongeåen, som er den gamle grænse. Gennem Stursbøl Plantage og Oksenvad Hede går turen forbi Jegerup Kirke og Vojens Kirke fra 1925, bygget som en genforeningskirke efter 56 år under preussisk herredømme (1864-1920).

Ved Tørning Mølle kan man besøge industrimuseet samt en imponerende park med eksotiske træer. Oppe ad vejen ligger Tørninggård, der er indrettet som Hærvejsherberg og tillige huser et landbrugsmuseum. Senere kommer man til Vedsted Kirke og nogle 5.500 år gamle langdysser fra bronzestenalderen.

Immervad Bro har altid været et vigtigt vadested (immer: altid, vad: vadested), og her er den gamle kros hestestald indrettet til Hærvejsherberg. I Sønderjylland fortsætter vejen forbi Hærulfstenen, en runesten fra omkring år 900 - til Øster Løgum Kirke fra 1100-tallet til Rødekro med Rise Kirke.

Urnehoved var gennem hele middelalderen et vigtigt tingsted for sønderjyderne, og Kliplev Kirke blev med Skt. Hjælper-krucifikset, som ikke findes mere, et selvstændigt valfartsmål i middelalderen for talrige fattige og syge.

Videre går turen over marker, over Gejlå Bro, gennem Bommerlund Plantage forbi Bov Kirke til Padborg og den tyske grænse.

Hærvejens comeback

I dag begynder mennesker at vandre igen. Motionister, vandringsfolk og turister men også pilgrimme. Mennesker, der i deres søgen efter livets dybde og længslen efter indre opbrud, begiver sig ud på veje og stier i vort danske landskab. Den indre vandring i den ydre vandrings form. Pilgrimstanken er blevet genfødt i det moderne rastløse menneskes behov for natur, langsomhed, frihed, enkelhed, stilhed og spiritualitet.

Pilgrimmen følger vejen og lader sig opholde af de indtryk og hændelser, der sker undervejs. Pilgrimmen søger stilhed og enkel levevis i sin søgen efter Gud. Men pilgrimmen søger også fællesskab og samvær med andre vandrere, såvel troende som søgende pilgrimme. Og ikke mindst sætter pilgrimmen pris på gæstfrihed fra de lokale beboere undervejs. Pilgrimmen planlægger ikke sin færd på forhånd med hotelreservationer og rejseplaner.

Der er etableret initiativgrupper, der arbejder med udvikling af pilgrimsruter i Danmark, herunder ruten fra Viborg ad Hærvejen, med forbindelse til de sydeuropæiske pilgrimsruter til blandt andet Santiago de Compostela og nordpå gennem Nordjylland og videre i Norge ad Olafsvejen til Nidaros Domkirke, Trondheim samt over Sverige til Vadstena Klosterkirke.

Overnatning langs Hærvejen
Hærvejen er i dag markeret dels som cykelrute dels som vandrerute. På visse strækninger er de to ruter sammenfaldende. Markeringerne blev gennemført omkring 1990 som led i amternes gennemførelse af et landsdækkende cykel- og vandrestinet. Vandreruten er så vidt muligt markeret på mindre veje og grusveje. Ruten har derfor et slynget forløb på 250 kilometer fra Viborg til grænsen, der er noget længere end det oprindelige Hærvejsforløb.

Herberger for vandrere kan også benyttes af cykelturister. Mange cykelturister medbringer dog selv telte og kan med fordel anvende de mange primitive teltpladser, der er etableret både langs Hærvejen og rundt i landet i øvrigt. Shelters - små overdækkede læskure med trægulve som man kender dem fra Sverige og Norge indgår også som overnatningssteder på ruten. Statsskovvæsenet opretter i disse år shelters i offentlige skove samt i tilknytning til naturcentre. Se teltpladser.dk.

Projektet Herberger langs Hærvejen
På den 290 kilometer lange rute er bevaringsværdige gårde og bygninger indrettet til herberger. Bygningerne er beliggende i nærheden af kirker og historiske lokaliteter eller ved de gamle vadesteder og broer over vandløb, hvor der tidligere lå landevejskroer.

Bevaringsværdige gårde udgør et bredt spekter af kulturhistorisk interessante bygninger, tidstypiske bygninger, hvortil der knytter sig en speciel historie eller blot harmoniske og smukke bygninger, der klæder landskabet.

Herbergerne er indrettet i private ejendomme samt offentligt ejede bygninger. Arkitekt Andreas Blinkenberg har skaffet 12 millioner kroner til ombygningerne, hvilket svarer til ca. 1 million kroner pr. herberg. Driften af herberger udføres af ejendommenes ejere eller lokale foreninger og er selvfinansierende, således at indtægter fra overnatning anvendes til opsyn og rengøring med mere.

Projektet med etablering af herberger langs Hærvejen begyndte som et konkurrenceforslag, Andreas Blinkenberg indsendte; udskrevet af Fonden Realdania om udnyttelse af bevaringsværdige bondegårde. Forslaget blev præmieret i oktober 2004. Projektet er støttet af Fonden, der har medfinansieret mindst 50% af udgifterne til indretning af 11 herberger langs Hærvejen i Jylland. Projektet er desuden støttet af Friluftsrådet, amter og kommuner langs Hærvejen og gennem EU-artikel 33 tilskud.

Et herberg består af et eller flere primitive soverum med køjesenge, et fælles toilet/baderum samt køkken med spiseplads, der er etableret i tidligere staldbygninger. Det er et lavpriskoncept, der betyder, at en overnatning koster 80 kr. Etableringen af de 11 indendørs overnatningssteder langs Hærvejsruten er således et væsentlig led i udviklingen af Hærvejen som vandre- og pilgrimsrute. Bygningerne anvendes kun i sommerperioden: juni, juli og august.

Gejlå bro ved Hærvejen i Sønderjylland.
Danmarks første pilgrimsherberg Lindely tæt på den idylliske Gejlå bro ved Hærvejen i Sønderjylland.
Pilgrimsherberget 'Lindely' ligger i en nyrestaureret staldlænge i landsbyen Bjerndrup ved Åbenrå. Real Dania-fonden har støttet istandsættelsen af både Lindely og andre Hærvejs-herberger.
Povlsbro på Hærvejen ved Bjerndrup Mølleå mellem Tinglev og Kliplev, Sønderjylland.
Før bilernes og jernbanernes tid var Hærvejen Jyllands hovedvej. De tre trafikmidler, der var i anvendelse i Hærvejens storhedstid var at age med hestevogn, at ride eller nøjes med 'apostlenes heste'. Foto: Birgitte Bang