Caminoen - verdens ældste pilgrimsrute
Siden middelalderen har talrige pilgrimme fulgt Caminoen, som er vejen til apostlen Jakobs grav i Santiago, Spanien. I dag er denne pilgrimsrute blevet det helt store hit
Caminoen er navnet på vejen til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. En rejseguide fra 1100-tallet, som tilskrives en munk ved navn Aimeric Picaud, beskriver pilgrimsvejen, giver gode råd og advarsler.
Historien om Sankt Jakob og hans begravelse
Jakob var en af Jesu 12 disciple og broder til Johannes, hvilket nævnes i Matthæusevangeliet 20,20. I Det Nye Testamente fortælles der ikke om, at Jakob som apostel foretog missionsrejser. Dog fortæller legender, at han nåede frem til Spanien, hvorfra han vendte tilbage til Jerusalem.
Ifølge Apostlenes Gerninger 12, 1-2 blev Jakob henrettet af Herodes Agrippa år 44 i forbindelse med en forfølgelse af den kristne menighed i Jerusalem.
Fra o. år 862 har vi en helgenlegende om apostelen Jakob, Ifølge denne helgenlegende overlod Jakobs disciple det til Gud at finde et gravsted til Jakob. De førte Jakobs lig om bord på et skib, der af en engel blev ført frem til Galicien i Nordvestspanien i løbet af syv dage. Her herskede den lumske dronning Lupa, der lagde alle mulige hindringer i vejen for, at helgenen kunne begraves i hendes rige. Et mirakel omvendte dronningen, og hun lod Jakob blive begravet i hendes slot, der blev til en kirke.
Mange hundrede år gik. Kirken og dermed Jakobs grav blev glemt, indtil en eneboer i 800-tallet så en klart lysende stjerne, der oplyste graven. Eneboeren førte biskoppen til stedet, og kongen over Galicien udråbte Jakob til Spaniens skytshelgen og byggede en kirke, hvor graven var fundet.
Jakob blev nu symbolet på, at Spanien skulle befries fra maurerne. Mange mirakler fandt nu sted ved kirken, klostre voksede op og en by dannede sig omkring graven. Stedet blev kaldt Stjernemarken eller på latin Campus Stellae. Det blev til byen Santiago (Hellig Jakob) de Compostela.
Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela
Alt var nu klar til at modtage pilgrimmene, og pligrimsruten blev lagt sådan, at valfartende fra såvel Syd- som Nordeuropa kunne nå frem til Santiago de Compostela. Veje blev anlagt, broer blev bygget og herberger rejst for at gøre vandringen lettere for pilgrimmene.
Pligrimsrutens navn blev Caminoen, der egentlig blot betyder vejen. Caminoens symbol er en muslingeskal, som også er et symbolet på, at man har besøgt Jakobs grav. Muslingeskallen ses i hundredtal som vejmærker, når man vandrer på Caminoen. Skallerne kan findes på stranden ved Finisterre (latin: Verdens ende) ca. 60 kilometer vest for Santiago de Compostela. De sys fast på hatten eller rejsetasken som tegn på, at man har gået Caminoen.
Danmark kaldes den Ibskallen, idet Ib er en fordanskning af Jakob. Man har således fundet flere grave i Danmark, hvori der lå ibskaller.
Puenta la Reina - fire veje bliver til en
I munken Picauds pligrimsguide står der, at der er fire veje, der fører til Santiago, men de forenes i Puenta la Reina lige syd for Pyrenæernes vestlige ende i Spanien. Her har de valfartende fra Italien og Sydfrankrig slået følge med dem fra Tyskland, England og det nordlige Frankrig, samt dem, der kom fra Norden. Her begynder Caminoen, hvilket man stærkt fornemmer, når man går over den middelalderlige bro fra 1000-tallet over floden Arga.
I 1987 syntes Europarådet, at denne forening af vejene til én skulle markeres som Europas kulturvej nr. ét.
Santo Domingo de la Calzada - og galgelegenden
Fra Puenta fortsætter vejen nu mod vest. Santo Domingo de la Calzada er opkaldt efter en eneboer og munk, der byggede bro, anlagde vej og rejste et herberg her i middelalderen.
Til byen er også knyttet den såkaldte galgelegende. Et ægtepar fra Rhinlandet var med deres søn på pilgrimsrejse. Pigen på den kro, hvor de overnattede, lagde an på sønnen, som imidlertid afviste hende. I vrede gemte hun et sølvbæger i hans rygsæk. Han blev pågrebet og anklaget for tyveri og hængt. De dybt bedrøvede forældre fortsatte til Santiago. Og da de kom tilbage til Santo Domingo de la Calzada for at bede for deres søns sjæl, talte han pludselig til dem fra galgen.
Forældrene henvendte sig til dommeren, der netop var gang med at spise en hane. Han afviste forældrene med, at den historie var lige så sand som at den hane, han var ved at spise, kunne gale. Men det gjorde den. Dommeren skar drengen ned og gav ham lyslevende tilbage til forældrene.
Burgos - hovedkvarter for Franco
Castilliens hovedby er den næste hovedstation på vejen mod Santiago. Den blev anlagt som en militærlejr i slutningen af 800-tallet. Overalt i byen ser man da også statuer af brynjeklædte riddere. Den mest yndende er nationalhelte El Cid, der bekæmpede maurerene i 1000-tallet. Unde den spanske borgerkrig var Burgos naturligt nok hovedkvarter for general Franco. Byen er ikke mindst kendt for sin flotte gotiske katedral.
León - byen med mosaikkerne
Pilgrimmen går nu ud på Castilliens højslette, kaldet Mesetaen. Man går igennem en tilsyneladende endeløs og tør højslette, der gløder om sommeren og tilsvarende er bidende kold om vinteren. Højslettens ensformighed brydes af ruiner af kasteller og borge, som er opført for at sikre de vejfarende mod maurernes overfald.
I byen Fròmista overraskes man ved synet af den smukke og stilrene romanske kirke. Men i León møder pilgrimmen igen måske det smukkeste eksempel på en gotisk katedral, der med sine umådelige mange glasmosaikvinduer giver indtryk at være i det indre af en juvel.
Astorga - Gaudis biskoppalads
Mange rejseselskaber flyver deres gæster fra Madrid til León, hvorfra man enten kan gå eller tage bus til Astorga (14 km). I Astorga bliver strømmen af pilgrimme fortættet. Mange starter så deres camino her. En 13 dages vandring af cirka 25 km.
I Astorga har den berømte arkitekt Antonio Gaudi skabt et biskoppalads i nygotisk stil i slutningen af 1800-tallet. En af salene indeholder en lang række skulpturer af Sankt Jakob både som apostel, ridder i kamp mod maurerne og som vandrer, Santiago Peregrino med bredskygget hat, stav i hånden og muslingskaller
Fra Astorga stiger Caminoen stejlt op til 1600 meters højde i Rabanalpasset. Her er et landskab beklædt med lyng og græs med udsigt til talrige bjergtoppe. Og heroppe står det berømte jernkors, Cruz de Ferro plantet i en mægtig stenbunke. Det siges at have været (og er det måske stadig) en skik blandt pilgrimme, at de medbragte en sten fra deres hjemegn og kastede den her som udtryk for den synd, de nu kunne komme af med.
O Cebreiro - byen på toppen
Den fortsatte vandring mod vest går gennem bjergrige egne og smukke landskaber. På grænsen til Galicien ligger byen O Cebreiro højt hævet på en bakketop. Til O Cebreiro er knyttet et mirakel om den hellige galiciske gral, som opbevares i en kirke fra 800-tallet.
Santiago de Compostela - vandringens mål
Målet for rejsen er snart i sigte for den rejsende. I de sidste 1000 år er der dagligt ankommet pilgrimme til byen fra Caminoen. De fleste er kommet den 25. juli, som er Jakobs helgendag.
Når den 25. juli falder på en søndag, er det helligt år for Santiago, og hundredtusinder strømmer til, ikke bare vandrende, men i busser eller pr. fly. Højdepunktet i Santiago er naturligvis besøget i katedralen, hvor Jakobs ben er opbevaret i en sølvkiste i kirkens krypt. I middelalderen sluttede pilgrimsvandringen først ved Finisterres kyst - inden vandringen hjem.
Nutidens pilgrim kan få et pilgrimsbevis, La Compostelana, hvis man kan dokumentere, at man tilbagelagt mindst 100 kilometer til fods, til hest eller på cykel.
Den indre rejse
Hvad får moderne mennesker til at foretage pilgrimsrejser til Santiago og hvorfor er det også blevet populært for protestantiske kristne? Måske er det selve rejsen og ikke målet, der er det vigtigste. Det moderne menneske er blevet søgende. Det søger den spirituelle eller åndelige dimension i tilværelsen som alternativ til en stresset hverdag, hvor der skal præsteres og gøres karriere.
At rejse har altid været et udtryk for en overgang til ny indsigt og ny forståelse. Det moderne menneske vandrer ikke Caminoen for at sone sine synder eller blive helbredt for en sygdom. Rejsen og den følelse af renselse, der kan opleves undervejs, er ikke altid knyttet sammen med en kirkeinstitution men mere til en selv. Og på vejen er der så uforglemmelige oplevelser af natur, mennesker og kulturens historie.