Turen går til Lapland for at vandre på Kungsleden

Som ung oplevede pilgrimspræst Elisabeth Lidell en storslået natur, der kaldte på fordybelse, i den nordsvenske provins Lapland. Da livet i år blev alvor med en kræftdiagnose, var det tid til at vende tilbage til de store vidder. Læs om hendes vandring langs den svenske sti Kungsleden her

Som ung vandrede jeg på Kungsleden eller Kongestien, en 450 kilometer lang vandresti i den nordlige svenske provins, Lapland. Lige siden har jeg ønsket at komme tilbage til denne smukke natur.

Dengang tog jeg nattoget fra Stockholm, sov på gulvet i garderoben og blev frastjålet min pung. Det medførte, at jeg levede af rester, som folk havde efterladt i hytterne: ris, havregryn og den slags. Jeg startede i Nikkaloukta, hvor en same roede mig over søen, hvorefter jeg vandrede nordpå.

Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise, kendte jeg fra barndomsbogen ”Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige”, og det var en stor glæde, at jeg dengang selv besteg bjerget – i gummistøvler. 100 kilometer senere, vel fremme ved Abisko ved søen Torneträsk, mødte jeg en gruppe svenske kristne, som sang og spillede for turisterne på et stort hotel der. Jeg fik lov til at koble mig på, og det betød, at hotellet bød på gratis kost og logi. Med midnatssol og udsigt til Lapporten tænkte jeg, at jeg herefter ikke behøvede rejse andre steder hen. De andre unge mennesker og jeg blev gode venner, og det medførte, at jeg flyttede i bofællesskab sammen med nogle af dem i Uppsala det efterfølgende efterår, hvor jeg netop havde fået et studiestipendium.

Næsten 50 år er gået siden mit tur til Lapland, og jeg har været alle mulige andre steder i verden: Afrika, USA, Østen og Mellemøsten. Igennem flere år har jeg – med et glimt i øjet – sagt til min mand, at jeg gerne ville derop igen, inden jeg dør. Men igennem de sidste 10 år har sommeren været booket med en ansættelse i Trondheim, hvor jeg som pilgrimspræst har modtaget de pilgrimme, der ankom til Nidaros Domkirke.

I fjor sagde jeg farvel og tak til Nidaros, og det betød, at jeg denne sommer endelig havde luft i kalenderen til at være på ferie med min mand. Så i foråret planlagde vi en treugers tur til Finnmark, Lapland og Lofoten.

Men min friske bemærkning om, at jeg gerne vil til Lapland og vandre, inden jeg dør, blev pludselig chokerende aktuel, da jeg i sommer blev diagnosticeret med kræft og straks blev opereret på Rigshospitalet. Heldigvis var lægerne så dygtige, at de fik fjernet den ondartede knude, og samme dag, vi fik den gode besked, fløj vi nordpå. Mellem operationen og stråleterapi skal der gå tre til fire uger, og det var så heldigt, at det lige passede med vores planlagte tur til de arktiske egne.

Først fløj vi til Kirkenæs helt oppe ved den norsk-russiske grænse for at besøge et norsk ægtepar, Helen og Tore, i deres hytte på fjeldet, ved Tana Fjord ud mod Bærentshavet. Vi havde mødt dem på et miljøetisk seminar i Grønland for en del år siden, og som velkomst havde de rejst deres ’lavvu’, som er de samiske rensdyrnomaders oprindelige boform, et telt med hul foroven. Herinde tændte vores vært bål og stegte rensdyr og vildlaks, mens vi lå på rensdyrskind og talte om livet.

Tore forsker i skæringspunktet mellem kristen tro og samisk kultur, historie og samfundsliv og har skrevet bogen ”Jordens barn, solens barn, vindens barn” – en inspirerende og opbyggelsesbog, som åbner øjnene for Guds skjulte spor i naturen. Vi havde dejlige vandringer i den historisk første tropiske sommer, hvor jeg af og til lagde mig på en varm klippe og rekreerede mig med en lur.

Efter dette dejlige besøg tog vi ”Hurtigruten” forbi de små fiskeflækker Vadsø, Berlevåg, Honningsvåg omkring Nordkap og Hammerfest til Tromsø. Helt usædvanligt sneg temperaturen sig op på 25 grader, og vi kunne sidde i badetøj og sole os på dækket med udsigt til fuglefjelde og snedækkede tinder.

I ”Porten til Ishavet”, som man med rette kan kalde Tromsø, var vi til en flot midnatskoncert i Ishavskatedralen, hvorefter vi tog malmtoget mod Kiruna og stod af i Abisko, hvor vi overnattede fire dage på fjeldstationen. Herfra vandrede vi nogle dage på Kungsleden, som i mellemtiden er besat med syv meditationssten med udsagn af tidligere generalsekretær i FN, Dag Hammarskjöld (1905-61), fra hans vidunderlige bog ”Vejmærker”. På rutens første sten er hans ord indhugget på både samisk og svensk:

”Den længste rejse er rejsen indad!”

Her bliver vi mindet om, at det ikke blot handler om en ydre geografisk rejse. Det handler om livets rejse. Livet som vandring, en bevægelse indad mod livets ukendte dybder. Det er netop forskellen på en turist og en pilgrim: turisten går horisontalt, fra a til z, mens pilgrimmen bevæger sig i den vertikale dimension; indad og opad mod Gud. Vi gik langs brusende elve, plukkede multebær, og undervejs mødte vi store flokke af vildrener.

Som pilgrim i det 21. århundrede er det vigtigt at huske, at denne pilgrimsrute ikke er den første i området. Længe inden kristendommen kom til Sverige vandrede samerne her og havde deres helligsteder. Om aftenen badede vi i den iskolde sø og snakkede med andre vandrere, fortrinsvis unge mennesker på udkig efter nye veje i livet.

Bagefter gik turen hjem via vennebesøg i Bodø og Trondheim, inden jeg kunne påbegynde de tre ugers strålebehandling. Også det gik godt uden bivirkninger.

Efter disse to intense måneder er jeg erklæret rask – og fik set det, jeg ville!