Min pilgrimsdagbog fra Caminoen
Lærer Niels Erik Søndergaard gik Caminoen den 1. juli til den 11. august 2011. Her deler han sin rejsedagbog med pilgrimsvandring.dk's læsere
Lærer Niels Erik Søndergaard fra Bellinge på Fyn har sendt os sin rejsedagbog fra Caminoen samt billeder fra turen. Tag med på hans første møde med Caminoen her:
Den mentale forberedelse til pilgrimsvandringen på Caminoen i Spanien har varet nogle år for mig. Blandt andet gennem foreningen Danske Santiagopilgrimme har jeg gjort tilløb til turen. Især Bent Jul har inspireret mig. Beretninger, foredrag om Caminoen og mange råd til turen har lagt op til dette.
Naturligvis spiller det kulturelle element en rolle i praksis, men selve årsagen og anledningen til min beslutning om at gennemføre pilgrimsvandringen er muligheden for spirituel inspiration under turen, at den spirituelle inspiration fremmes under fysisk vandring og ved nærheden med de medvandrende under primitive forhold, at der på vandringen sker en afkobling fra hverdagens stress og materialisme, at vandringen ender ved katedralen og dermed inddrager kristen spiritualitet som en naturlig og heldigvis uundgåelig del af helheden, at vandringen ikke er en almindelig turisttur, men inddrager det metafysiske.
Også Svenska Kyrkans pilgrimsinitiativ har inspireret mig blandt andet med ordene fra den hellige Birgitta af Vadstena: Herre lær mig din vej at kende, og giv mig vilje til at følge den. Den mest spændende kirke inden for det gamle danske område er pilgrimskirken i Sankt Oluf i Østskåne.
Jeg ved godt, at vi lever i en blasert tid, hvor alt skal nedgøres, men det er stadigvæk værd at gå efter den kristent åndelige inspiration, der hvor den findes i livet blandt mennesker.
På det seneste har jeg lagt planer med indkøb af adskillige ting. Mange gode råd har jeg fået og draget nytte af, men nogen ting har måttet tilpasses mine forhold. Eksempelvis har fundet min egen løsning med brug af de simplest mulige strømper. Når man sådan første gang skal på ekspedition, så er pakningen af rygsækken en hel videnskab.
Adskillige øvelsesgåture på 25 kilometer er det blevet til. Men fra enkeltture til en tur på 7 uger var der et spring. Det var derfor med en vis spænding, jeg drog af sted. Min kone mente ikke at kunne gå så meget og heller ikke sove på sovesale, men hun havde gennem foreningen fået forståelse for sagen.
Jeg tog den 29. juni med toget fra Odense over Køln gennem Paris, hvor flere venlige franskmænd via metroen hjalp mig fra Station Nord til Station Montparrasse, og til Bayonne den 30. juni, hvorfra jeg næste dag tog lokaltoget til bjergene.
1. juli kom jeg til pilgrimskontoret og herberget LEsprit de Chemin i den smukke by Saint Jean Pied de Port, hvor jeg fik mit første stempel i pilgrimspasset. Jeg var derfor først klar til at gå kl. 10.30, men to unge tyskere var parat til at gå, så det blev afgørende for mig. Jeg fandt sammen med Franticek, en sælger for medicinalindustrien, fra Prag, som jeg gik sammen med hele dagen. Han var en god støtte og vi snakkede godt sammen. Han gik Caminoen, fordi han havde problemer med et sygt barn og tænkte over, om han trængte til mere ydmyghed.
Vi gik den 1. dag 25 kilometer over Pyrenæerne til Roncevalles på syv timer. Stigningen var fra 200 til 1400 meter med et fald fra 1400 til 900 meter til sidst. En hest for en lige vej bemærkede jeg. Fra Shakespeares Richard den 3., bemærkede Franticek, men uden mening tilføjede han. Der var et pragtfuldt udsigt i solskinsvejr, hvor vi kunne se og fotografere bjergene. Vi kom forbi stedet med korset og sværdet, hvor Roland i 778 stoppede maurerne. Der var et stort forbrug af vand, men også mulighed for at optanke. Det siges, at det er den hårdeste tur på Caminoen. Turen var forbavsende god og fin uden problemer, men det var nok.
Om aftenen kom vi til et flot og stort refugie i Roncevalles, hvor jeg fik aftensmad ved et bord sammen med 9 andre. Vi sov i bokse 4 og 4, hvor jeg mødte spændende, opmærksomme, åndeligt levende 40 årige Ansonet fra Sydafrika. Der var en dejlig pilgrimsmesse, hvor jeg uden at kunne sproget kunne svømme hen i traditionen og religionen. Det var en stor omgang for 1. gang at holde styr på en rygsæk. Klokken 22 gik vi alle i seng helt naturligt af træthed. På Alberguet købte jeg Michelins Guide over Caminoen med kort og angivelser af højde, landsbyerne og alberguerne. Den gik jeg med hele tiden, og den var en rigtig god vejledning.
2. juli stod vi op kl. 06. Da var vi så også udhvilede. Denne rytme gentog sig hver dag. I seng kl. 22 og op kl. 06. Det var en god og sund rytme. For her i sommertiden drejede det sig om at gå mest muligt om formiddagen og undgå den varme eftermiddag med 40 grader i solen. Jeg stilede efter hver dag at gå ca. fra kl. 06.30 til kl. 13.
Jeg gik sammen med tyskere og belgiere og mødte Kelsey fra Vancouver, en 25 årig universitetsstuderende frisk og rar pige. Hun havde studeret et halvt år i Spanien, gik hurtigt og ville videre. Vi var fremme kl. 14. Dag nummer to oplevede jeg som den psykologisk hårdeste dag på Caminoen. Turen gik op og ned på stenede klippestier, hvor man kunne gå og gå og ingen steder komme. Om aftenen fik vi gode samtaler i det private albergue i Zubiri, hvor vi hyggede os først i gården og siden ved den fælles menü, hvor jeg snakkede med 4 tyskere, to svenskere, to fra Uruguay og især med socialrådgiver Brian Relph fra London.
3. juli kom jeg forbi en lille dejlig kapel-kirke i landsbyen Zabaldike, hvor der var et smukt rum med kunst og den røde flamme, der adskiller en kirke fra et forsamlingshus, mens der lød skøn dæmpet åndelig musik. Kapellet i Zabaldike var teologisk det åndelige højdepunkts sted på Caminoen. Et par centrale tekster her er:
Velsignet er du pilgrim - hvis du opdager at vejen åbner dine øjne for det usete hvis du går mere op i at nå andre end at komme frem hvis du betragter vejen og opdager, at den er fuld af navne og morgener fordi du har opdaget, at den ægte vej begynder, når den er endt hvis din rygsæk er fattig på ting, mens dit hjerte flyder over med følelser og indtryk hvis du opdager, at et skridt tilbage for at hjælpe en anden er mere værdifuld end hundrede skridt fremad uden at ænse andre hvis du ikke har ord for at sige tak for alt hvad du møder på vejen hvis du søger efter sandheden og gør vejen til liv og dit liv til vejen i søgningen efter ham, der er Vejen, Sandheden og Livet hvis du på vejen møder dig selv og undervejs giver dig selv tid uden hastværk til at betragte billedet i dit hjerte hvis du opdager vejens mange former med stilhed med bøn til Faderen, som venter på dig.
Rejsen gør dig til en pilgrim, fordi vejen til Santiago ikke bare er en tilfældig sti, der skal gås et eller andet sted, eller er en test, der skal belønnes. Vejen er en lignelse og en realitet, fordi den foregår indenfor og udenfor den tid, det tager at komme fra sted til sted, og fortsætter langs hele dit liv, hvis du tillader vejen at træde ind i dit liv, forandre dig og gøre dig til en pilgrim. Vejen gør dig enklere, for jo lettere rygsækken er, des mindre vil den belaste din ryg, og des mere vil du opdage, hvor lidt du behøver for at være i live. Vejen gør dig til en bror eller en søster. Hvad du end har, må du være rede til at dele, for selv om du begyndte for dig selv, møder du vandrefæller. Vejen føder fællesskab, et fællesskab der hilser andre, der interesserer sig for, hvordan vejen går for andre. Vejen stiller krav til dig. Du må stå tidligt op trods træthed og vabler. Vejen kalder dig til meditation, til overraskelse, til åbenhed, til grundig betragtning, til at stoppe, til stilhed, til at lytte, til at beundre, til at velsigne både over og angående naturen, dine rejsefæller, dig selv og Gud.
Jeg nåede at komme til søndagsmessen i Arres, hvor der var rigtig god gang i den. I Pamplona (Irache) kom jeg til det store albergue Jesus Y Maria med op mod 150 senge. Jeg opdagede, at der var et lille hyggeligt tysk privat albergue lidt før byen.
Der var et fantastisk hyggeligt folkeliv søndag aften mellem kl. 19 og midnat. Folk sad og stod på gaderne med deres vinglas. Folk stod foran hver bar ude midt på gaden og snakkede vildt højt uden at være ophidsede. Der var en kulturhyggestemning, som vi ikke har hos os. Pamplona, som baskerne kalder Irache. er en smuk by med smukke pladser og gader, hvor folk kunne sidde til ud på natten.
4. juli Klokken syv mandag morgen gik jeg ud af byen. Da var gaderne helt tomme. Spanierne er ikke morgenmennesker, men aften- og natmennesker. Jeg kom på café i byen inden jeg kom af sted.
Den første del af turen gik jeg sammen med Con og Maggie fra Irland. Vi fik en god snak og mødtes flere gange senere. De havde først været i Lourdes i to dage. De græd over at tage derfra. I deres møde med alle de syge mennesker fik de meget at takke for, da de derved fik at se, hvor godt de selv havde det. Det hører med til beretningen, at Maggie, irsk lærerinde, kun havde halve fingre på den ene hånd. Maggies onkel, der døde af kræft, fik i Lourdes en dyb ro og fred over sit liv.Vi mødtes jævnligt i flere uger. De var dybe katolsk åndelige mennesker.
Der var på vejen en stor stigning og tilsvarende nedtur til og fra Alto del Perdon. Mine ben fik det dårligt på turen, så jeg bad om at få kræfter til at gå videre. Jeg havde planlagt at gå til Obanos, men måtte stoppe i Uterga. Det var skønt at smide sig på sengen kl. 13. Det var den sidste dag, jeg havde problemer med benene. Hofterne, knæene, læggene og fødderne blev dag efter dag forbavsende stærke. Jeg havde to svage tæer. Ved den ene tå forebyggede jeg problemerne, men det fik jeg ikke gjort ved den anden, der derfor fik en blodsamling.
Hver dag, når jeg kom frem var der: bad, soignering, barbering, tøjvask og hvil. Det tog som regel tre timer.
Det var et hyggeligt lille privat albergue med fælles menu på stedet. Jeg hyggede mig fra kl. 19 til 22 med to polakker og Rainer fra Frankfurt under og efter maden. Rainer mødtes jeg herefter med hver tredje dag ved menüen om aftenen de næste fire uger.
Alberguerne var inddelt i private, kirkelige og kommunale (albergue municipal). De kommunale og kirkelige kostede 5 euro, mens de private kostede op til 10 euro pr. nat. De kommunale var som regel de ringeste, kun en seng. De kirkelige havde nogen gange pilgrimsmesse og fælles spisning. De private var hyggelige med hyggestuer, hyggehaver, hospitaleros, små sovesale og nogen gange menü på stedet.
Jeg konverserede med spanske Lila. I alt mødte jeg kun tre spaniere, jeg kunne føre en samtale med. Ca. en tredjedel af pilgrimmene fra mange lande var engelsksprogede, så jeg gik det meste af tiden og talte engelsk. En dag tog jeg mig i at tale engelsk med mig selv. Der ville have været mange interessante spaniere at tale med, hvis jeg havde kunnet tale spansk, men vi klarede os udmærket med engelsk som fællessprog.
Der var skabt et menu-system menü del perigrinos ofte identisk med menü del dia - langs Caminoen, så det ikke behøvede at være dyrt at gå mange dage. Fra 2-5 valgmuligheder af forretter + fra 2-5 valgmuligheder af hovedretter + små desserter + en flaske udmærket vin pr. person på landet, og en halv flaske i byerne. ( Husets vin kostede reelt kun 1 euro under menüen ) Bestilte man vin uden for menüen var prisen en helt anden, eksempelvis 7 euro for en vin, der ikke var bedre. Det gjorde jeg kun en gang.
5. juli Gennem Obanos, hvor Samportvejen støder til Camoinoen. Fantastisk solskinsvejr. Ud af 48 dage havde jeg 43 soldage. To regnvejrsdage og tre overskyede dage. Men når der bliver massivt overskyet synker temperaturen til 13-15 grader. Der var fantastiske landskabsudsigter, da vi i terrænets, højdepunkter havde oversigt over landskabet. Jeg havde gode ben og let ved at gå. Dejligt.
Jeg mødte Mark fra Israel. Han havde to hunde med og teltet på ryggen. Puerte la Reina er en smuk klassisk oldtids romersk by. Naboerne bor tæt i de smalle gader og kan ikke undgå hinanden. På vestsiden af byen gik jeg over floden på en 2000 år gammel smuk romersk bro. Her har alle pilgrimme på Caminoen i tusind år gået over, mærkeligt at tænke sig. Broen er arkitektmæssig kvalitetsarbejde.
I Cirauqui havde vi igen en klassisk romersk by på en bjergtop. Jeg overhalede Kelsey, der for to dage siden ville tordne af sted, men nu brugte hun to stokke og havde bandage om det ene knæ. Jeg mødte Martin og Sara fra København, der brugte Henrik Terps bog at gå efter. Jeg ankom til Lorca ved ettiden og ville ikke gå mere, lidt efter kom Reine ind på sovesalen. Herberget lavede menü til os fra kl. 19, hvorefter Con, Maggie, Rainer og jeg hyggede os sammen hele aftenen.
6. juli Afsted tidligt. I Estella fik jeg morgenmad på en Bar. Vi var på bar altid, Spanske barer er en slags cafeer, der ligger langs hele Caminoen. Cafe con Leche expresso + to tredjedel varm mælk og som regel en boccadillo med ost var fast på programmet.
Estella er en rigtig smuk by, som jeg brugte megen tid på. Jeg stoppede allerede i Ayegui efter en stille og rolig tur til middag. Herberget havde både aftensmad og morgenmad. Mødte lærerne Mark og John fra Canada, der var på Cykel. I bogsamlingen lånte jeg bogen Ich Claudius, den romerske kejsers selvbiografi. Jeg afleverede den efter at havde læst den på San Javier i Astorga. Der var svenske hospitaleros her.
7. juli Efter morgenmaden på Alberguet kom vi kl. 7.30 efter 3 kilometers gang forbi Bodegas Irache, hvor der var to haner, en med vand og en med rødvin. Men da det først var fra kl. 08, så gik vi glip af det.
Her mødte jeg Bryan og Carla Stevens fra London, 77 og 46 år gammel. De blev mine nærmeste venner på Cominoen, hvilket resulterede i mange dybe samtaler og gensidige invitationer til vore hjemsteder. De blev turens venskabsmæssige højdepunkt. Vi mødtes til og med i Santiago løbende med nogle dages mellemrum. Bryan havde været leder af personaleafdelingen i BP og været mangeårig leder af et engelsk, kristent frivilligt arbejde, der verden over arbejdede på at yde praktisk hjælp til u-landene på lokalt niveau efter devisen small is beautiful. Carla var lærer. Jeg erfarede, at de der gik hele Caminoen enten var lærere, studerende eller pensionister. De var gode lyttere og gode til at yde et venskabelig kvalificeret modspil. De var anglikanere fra Sidewark Cathedral ved London Bridge. Vi havde mange gode samtaler over hele registret, åndeligt, politisk, nationalt, erhvervsmæssigt, menneskeligt. Osv.
Ved Villamayor mødte jeg Dino fra Schweitz, der begyndte sin vandring hjemmefra den 4. maj og ville gå 2100 kilometer til Santiago. Han forlod et godt arbejde i håb om at finde mere end materialisme i tilværelsen. Jeg nød turen, satte farten ned og havde det ubekymret dejligt. Efterhånden som tiden gik, følte jeg virkelig friheden, bekymringsløsheden og vejens beskyttelse fra albergue til albergue.
På Caminoen i Navarre er næsten alle pilgrimme indre rejsende, også de, der ikke vil være ved det. Alle var klar over og bevidste om, at man søgte mindre stres og materialisme end det, som er tilfældet i hverdagen. Pilgrimme er ikke turister, men eksistentielt søgende, bedende og mediterende, også med fødderne. Stille enlig morgenmeditation var almindelig.
Nogen gange går man nogle kilometer med nogen, så med nogen andre, så alene, alt efter hvad man har brug for, og afhængig af hvem man møder.
Der lå mange små kirker og kapeller langs vejen. De var gode til et hvil og til en lille andagt. Barerne og kirkerne lå ved siden af hinanden. De gav både fysisk og åndelig føde.
Jeg nåede Los Arcos ved middagstid. Desværre gik jeg forbi det hyggelige private østrigske albergue Case de Austria og endte på det kommunale albergue, men jeg fik menü i nærheden sammen med Con, Maggie,Bryan og Carla.
Senere var vi til messe, hvor der under nadveren blev sunget nærmere Gud til dig. Til slut var der velsignelse af pilgrimmene benediktione de perigrinos - fra præsten i et sidekapel , hvor vi fik udleveret bedeark for den daglige vej. Ånden og stemningen var her rigtig god: Herre, vær for os, en ledsager på vores rejse, vejviseren ved vore vejkryds, styrke gennem udmattelse, vores fæstning i fare, vores hjælp på vejen, skyggen i vores varme vej, lyset i mørket, trøsten i vores modløshed, og herre over vores hensigter. Messen i Los Arkos var et stærkt højdepunkt.
8. juli Fulgtes med Junghi fra universitetet i Soul til Sansol, hvor vi fik morgenkaffe på baren. På morgen Tv så vi tyreløbet i Pamplona. I Viana fik jeg en boccadillo på baren og en dejlig andagt i kirken ved siden af. Efter at være gået over broen over floden Ebro kom jeg efter 30 kilometers gang til Legrono, hvor jeg til højre for broen direkte på Caminoen i centrum stødte ind i en stor primitiv kaserne-albergue.
Dagen efter erfarede jeg til min store ærgrelse, at jeg var gået glip af det bedste albergue på Caminoen, nemlig det lille klosterherberg lidt til venstre for broen med 25 senge. Her var der engelsksprogede fra 10-12 nationer, fælles andagt på engelsk, fælles sang, fælles mad fra de penge, der frivilligt var givet dagen i forvejen, med betjening af stedets engelsksprogede hospitaleros.
Jeg kunne ikke finde en menü og måtte nøjes med en kebab. Mødte på gaden mange af de tidligere dages medrejsende. Legrono er en interessant by. Der var 35 grader i skyggen.
9. juli Mødte Junghi og fik morgenmad i Navarrete. Ved middagstid stoppede jeg i Ventosa. Jeg ventede sammen med andre et par timer til det hyggelige private albergue lukkede op. Efter hvil, bad, vask, dagbog, soignering tog jeg en lille tur i landsbyen, hvor jeg sammen med Rainer om aftenen hyggede mig over menüen. Flot solnedgang.
10. juli Jeg var oppe kvart over seks og gik i et behageligt vandrertemperatur i overskyet morgenvejr. Vi kom på morgen-cafe i Najera og på formiddags-cafe i Azofa, hvor jeg mødte en række både nye og bekendte pilgrimme. Vi gik forbi rigtig mange flotte vinmarker i den røde jord. Patrick Fowley fra Irland fortalte mig om Sct. Patricks evne til i 400-tallet at behandle den gamle irske kultur præfigurativt dvs. læse Det Nye Testamente ind i den gamle kultur ligesom man læser N.T. ind i G.T lige som Grundtvig læste nordisk mytologi med N.T,s øjne.
Ved to-tiden nåede jeg Santo Domingo de la Calzada, der er opkaldt efter manden, der i 1000-tallet organiserede Caminoen. ( Før den tid gik Caminoen på Camino del Norte ) Jeg kom til cisterciensernes lille herberg, hvor jeg kl. 19 hørte nonnernes korsang i klosterkirken (Vesper), og hver jeg senere fik pilgrimsmenü med en flaske rødvin inden for 10-euro-rammen. Sidst på eftermiddagen var jeg på tur i byen og forbi katedralen, hvor Santo Domingo er begravet.
11. juli Jeg ventede med at komme af sted til kl. 07 og tog den med ro og fik morgenmad (med cafe con leche og Boccadillos) i Granon. Cafeen og kirken lå kun 5 meter fra hinanden. Dejligt, så var der både fysisk og åndelig føde. Det hjælper på den åndelige inspiration, at kirkerummet ikke er et forsamlingshuslokale, men et åndeligt rum. Fik en god snak med Manuel fra Dresden, der ville videre. Kom forbi en koreansk student, der ville grounde sig selv ved at gå turen, hvor der var en hel del koreanere.
Jeg nåede til Belorado ved ettiden. Sogneherberget Albergue Parroquial var bygget sammen med klosterkirken, hvor der kl. 19.30 var pilgrimsmesse. Efter soigneringen sneg jeg mig ind i landsbyen i skyggesiden for at undgå den værste varme. På Albergue El Caminante var der menu.
12. juli Jeg tog den med ro og fik mogenmad i Espinosa, hvor jeg mødte Martin og Sara igen. De manglede kræfter. Jeg foreslog dem saltpiller og jernpiller. Jeg fortsatte til Villa Franca de Oca, hvor jeg naturligvis gik uden om det kommunale albergue og allerede kl. 11 kom til det private albergue, der var et kombineret hotel og herberg med menü del peregrinos og breakfast. Rent luksus med flere hyggerum. Der var køligt og overskyet, og til middag styrtede regnen ned. Til tider kan man ikke undvære fleecetrøjen.
Jeg kunne nu se, at jeg kunne have gået turen hurtigere end planlagt, men det bør ikke dreje sig om at komme hurtigst muligt frem. Om morgenen på ruten har jeg min personlige andagt suppleret med pilgrimsbønnen fra Los Arkos.
En utrolig hyggelig aften tilbragtes under menüen sammen med Rainer, Patrick og Daniel, Bryan og Carla. Til sidst fik vi en snak om kvaliteten af forskellige varer med tjeneren på dennes foranledning i baren. Inden jeg fik set mig om, havde Patrick betalt for min whisky.
13. juli Overskyet og lidt regn og regnjakke på mig selv og rygsækken, men inden jeg kom frem, var bukserne tørre. Mit undertøj, skjorte og bukser fra fritidslageret er dyrt, men fortræffeligt. Vi fik morgenmad i San Juan de Ortega og gik videre til Albergue Centro Turistico i Atapuerca. Kun 11-15 grader den dag. Raine, jeg og Daniel, der var gået foran sin far, fik menü sammen med en dame fra Tyrol. Disse aftenmenüer er meget sociale.
14. juli Jeg gik til Burgos ad den lange indfaldsvej. Her stopper adskillige turen, mens andre begynder turen. Belært af fejltagelsen i Legrono opsøgte jeg kloster-kommunitets-herberget EMAUS i udkanten af centrum.
Jeg orienterede mig om eftermiddagen i Burgos, hvis gamle bydel er smuk. Her måtte jeg konstatere, at det store kommunale albergue i centrum for en gangs skyld var udmærket. Katedralen havde en ydre pragtfuld arkitektur, der i sig selv er et åndeligt vidnesbyrd, men indvendig synes jeg, at katedralen er for meget museum og for lidt kirke, men den finansieres jo heller ikke af staten. Jeg var ved statuen af hærføreren El Kid, der i 1000-tallet var med til at befri Nordspanien fra den arabiske besættelse.
Den spanske kirke ( der modsat frikirkerne har kontakter til det brede folk ) er ikke rig. I modsætning til den danske kirke, så holder den spanske kirke sig både finansielt og teologisk uafhængig af den rent materialistiske stat, men så må den klare sig selv. Det kan man især se på nogle af landsbykirkerne. I modsætning hertil betaler den danske stat til kirken og forlanger så til gengæld teologisk tilbagebetaling. Jeg foretrækker den spanske kirkes valg.
Kl. 19.30 var der messe i kapellet ved siden af Emaus-alberguet. Kl. 20 - 21.15 var der aftensmad, hvor to franske hospitaleros serverede til mest tyske pilgrimme, heriblandt Johannes og Pola, to unge 18 årige tyskere. Kl. 21.15 21.45 var der individuel stille bøn i kapellet. Næste morgen var der morgenmad på stedet.
15. juli Blev indkvarteret på det enlige kommunale herberg i Hornillos ved siden af cafeen og kirken. Tilbragte aftenen over menüen med Patrick. Patrick og jeg havde mange dybe samtaler. Vi forstod hinanden åndeligt og intellektuelt. Patrick var turens teologiske højdepunkt.
16. juli Jeg fik først breakfast i Hontanas sammen med Martin og Sara på baren efter 12 kilometers gang. Mens Navarra og Rioja er grøn og kuperet med vældige smukke udsigter med skove og vinmarker, så er den castilianske højslette mellem Burgos og Leon i 800 meters højde over havet mere flad med mange kornmarker. Fra Astorga vender bjergene tilbage.
Sammen med Patrick og Daniel nåede jeg Castojeriz og herberget og albergue Casa Nostra. Jeg fik menü sidst på eftermiddagen sammen med Brian Relph, Anders Nilsson fra Stokholm og Catrine fra Florida. En festival var da ved at begynde med indledende marked, uddeling af præmier dans og hygge. Jeg måtte gå kl. 21.30, da alberguet lukkede kl. 22. Men de sidste forlod festivalen, da vi kl. 07 forlod byen.
17. juli På toppen af bjerget Mostelares mødte jeg Luise, nyuddannet sygeplejerske, fra Glostrup. Vi fik breakfast i Itero og gik sammen hele dagen til Fromista, hvor den berømte San Martin kirke fra 1066 med den rene stenfremtoning indvendig ligger. Socialt samvær om aftenen over menüen med Patrick og Daniel.
18. juli Traf turens personlige åndelige højdepunkt ved mødet med Colleen Rossi fra Arizona, selvstændig journalist, har 5 drenge heriblandt en stærkt handicappet, hun trængte til en pause sammen med andre mennesker og til at komme deeper to God. Vi fik i løbet af 5 kilometer en overordentlig god samtale om troen, der findes på alle virkelighedens områder i sammenhæng med vores gang på Caminoen og vores daglige tilværelse. Colleen fortalte om Christine, en ung pige fra Danmark, der bad for andre under hele Caminoen. Mødet med Colleen føltes som et møde med Jomfru Maria. Det kristent åndelige overnaturlige var med her.
Jeg mødte Luise, igen og gik sammen med hende resten af dagen. Det var hyggeligt, godt og interessant at gå sammen med Louise. På et tidspunkt var der et ældre par der af ren godhed gav os slik på vejen. Louise går og mediterer noget af tiden, jeg også. Hun sagde, at jeg skulle hilse buen camino tilbage til folk, hvad jeg så fra da af gjorde. Hun fortalte, at hun havde mødt en franskmand, der havde gået fra Paris til Santiago og nu var på vej retur til fods for åndeligt at sone tidligere narko-gangster-virksomhed. Ud for Revenga så vi til venstre for Caminoen en tolalt forladt landsby. Så tænker jeg, at de er flyttet til de store byers forstæder. Hvilket kulturspild. Jeg opfatter det som et forfald af sande værdier. Ved middagstid nåede vi sammen med Patrick og Daniel nonneklostret Monasterio de Santa Clara, hvor vi fik et 4-mandsrum. Først nu er jeg helt holdt op med at stresse fremad til næste sted.
Carrion de los Condes var et ganske specielt højdepunkt på Caminoen. Byen havde to fantastiske alberguer foruden det kommunale, 4-5 kirker og mange barer, forretninger, pladser, supermarkeder og smukke gader og bygninger og butikker. Jeg mødte Colleen på gaden. Hun sagde, at der på Albergue Carrion de los Condes var fællesspisning, for de der medbragte mad fra supermarkedet. Jeg talte med en rar spansk kvindelig hospitaleros og med en nonne ved alberguet, hvor der er et augustinsk nonne-kommunitet. Derefter købte jeg ind på et godt supermarked. Con og Maggie havde overnattet to dage i byen ved at gå fra det ene albergue til det andet.
Kl. 18-19 var der fællessang med Caminoens sange på alberguet ledet af nonnerne. Fra 20 21 var der messe med pilgrimsvelsignelse i kirken ved siden af. Mens vi havde været til messe, havde et par af nonnerne rettet den fælles mad til. Fra 21 22 var der fælles spisning. Jeg talte sammen ved bordet med Colleen, en af nonnerne, Martin og Sara.
Om eftermiddagen havde Patrick på en cafe forklaret mig rosenkransens indhold. Den kommer rundt om de centrale dele af evangeliet og Det Nye Testamente. Via den kommer det katolske lægfolk jævnligt igennem de grundlæggende bibelske tekster.
19. juli Colleen tog bussen til Leon. Jeg gik den 17 kilometer lange tur på den romerske vej uden noget steder at stoppe til Calzadilla, hvor jeg fik cafe con leche med Luise, Sara og Martin. Og fortsatte gennem Ledigos til Terradillos halvejs på Caminoen. Algerguet var opkaldt Jaques de Molay efter den sidste leder af Tempelridderordenen, inden den franske konge i 1312 likviderede ordenen, sandsynligvis fordi den begyndende renaissance ville begrænse troen i det offentlige rum. Tempelridderne var pilgrimmenes beskyttere i Middelalderen.
Alberguet havde en pragtfuld afskærmet hyggehave med sol og grønne buske. I skyggen hyggede Daniel, Luise, to tyskere og jeg os både eftermiddag og aften. Jeg snakkede med en hjemsendt dansk soldat fra Afghanistan, der gik 40 kilometer hver dag. Han mente, at når man går til sin fysiske grænse hver dag, så kan man blive af med eventuelle psykiske vanskeligheder.
20. juli En højrøstet spansk familie larmede kl. 05. Spaniere kan ikke hviske. Jeg tog afsted kl. 07. Fik morgenmad med Luise og to tyskere. Hun tog bussen videre senere på dagen. Mødte Johannes og Pola før byen, og kl. 11 kom jeg til Albergue Viatoris i Sahagun. Hen på eftermiddagen gik jeg ind i den hyggelige by, hvor jeg fandt det første grovbrød i Spanien i supermarkedskæden Lupo. Mødte Mark fra Israel og viste ham Lupo. Kl. 18 kom jeg til det hyggelige Restaurant-torv, hvor folk hele aftenen sad på gaden og hyggede sig ved cafeerne, mens børnene legede på centerpladsen. Her fandt jeg et bord med Brenda og David fra Ottawa, Cathrine og Anders, Patrick, Daniel og Brian Relph. Med mad og snak havde vi en pragtfuld aften til kl. 22. Patrick diskede op med fantastiske, morsomme, historiske og barokke fortællinger. Brian med en MA i både filosofi og teologi lagde op til mange emner + meget mere. Sidst på aftenen sagde Patrick farvel, da de næste dag - om nødvendigt med bus - ville afslutte deres tur i Leon.
21. juli Mødte Cathine, Anders og Brian til morgen-mads-kaffe i Bercianos. Da Brian og jeg gik derfra, kom vi i gang med lange filosofiske samtaler, så vi slet ikke havde tid til at holde øje med vejen, så vi gik helt forkert, og vi måtte over en dal og to landsbyer uden for Caminoen, før vi nåede El Burgo Ranero. Vi brugte 5 timer til at gå en vej, der officielt er 8 km. Lang. Heraf kan man se, at der kommer meget godt og ekstra oplevelser af at diskutere filosofi. Jeg var glad, da vi nåede det kommunale herberg, der lige havde nogle få pladser tilbage. Om aftenen fik Brian, jeg, Cathrine, Anders, David og Brenda menu i byen og var sammen i alberguets have. Rytmen: i seng kl. 22 og op kl. 06 er rigtig god. Brian var turens intellektuelle højdepunkt.
22. juli Afslappet tur til Reliegos, hvor jeg undtagelsesvis havde eget brød med. Kl. 12.30 var jeg i Masilla de las Mulas. Her gik jeg forbi den nye private albergue i udkanten af byen og havnede i centrum ved siden af kirken i det kommunale albergue. En fejltagelse, her taltes kun spansk. Jeg gik senere tilbage til den gode have i det private albergue fra kl. 15 20, hvor jeg var sammen med de forrige dages selskab og Con og Maggie. Om aftenen var jeg til messe i kirken.
Når man ser de spanske kirker, så forstår man, hvorfor nogen i Sydeuropa har den opfattelse, at protestantismen kun er en religion for mænd. Maria spiller her den samme rolle som alle andre mennesker i kirken tilsammen. Det åndelige kvindelige element er meget tilstede. Det blev slået ihjel i Skandinavien i 1500-tallet. Det kom så igen i 1900-tallet, men kun i rent sekulariseret materialistisk form.
23. + 24. juli Morgenmad i baren i næste landsby. Var hurtigt fremme kl. 11 ved Benediktiner- donativo-herberget i LEON, Ciudad de leons, løvernes by, hvor jeg var to nætter. Stedet havde en udmærket morgenmad. Rainer, Brian og Carla Stevens var her. Jeg fik købt mig en trøje og reservedele til rygsækken i en rigtig god sportsforretning med stort og prisbilligt udvalg på La Rue i Centrum.
Jeg hyggede mig i byen, hvis gamle centrum er forholdvis stort. Plaza San Martin er utrolig hyggelig med spansk selskabsstøj ikke larm. Da man her kunne få menü hele tiden spiste jeg kl. 16. Var i katedralen, der er en fantastisk kunstnerisk og åndelig oplevelse. Glasmalerierne er enestående. Så et bryllup i katedralen. Oven på menüens vin var katedralen som at komme i himlen. Om aftenen var jeg til benedictione de peregrinos pilgrimsvelsignelse i kloster-kapellet.
Næste dag søndag var jeg til messe først i katedralen og dernæst i Markuskirken. Kom igennem et stort loppemarked langs floden. Snakkede med en spanier, der forstod , men ikke kunne tale engelsk. Hans hund skabte kontakten. Mødte Rainer igen. Han havde problemer med den ene fod. Vi fik pilgrimsmenü på fortovet på strøggaden La Ancha. Disse menuer er kolossalt sociale. Det var godt at stoppe op og være i byen med mange sociale hyggekroge på veje og pladser.
25. juli Sct. Jacobsdag og helligdag i Spanien. Efter morgenmaden på alberguet gik jeg kl. 06 sammen med Jamme og Nanna fra Århus. Vi gik bort fra hovedvejen og i et stræk de 22 kilometer til Mazarife, hvor vi ankom kl. 11. Jamme, der er MA i historie snakkede interessant løs om Cubas nyere historie. Jeg nåede at være med til Sct. Jacobs-messen i landsbyens kirke. Vi sad om eftermiddagen i Albergue San Antonies gode have i parasollernes skygge. Kl. 18 var der messe i kælderen med en ung italiensk præst, der selv var pilgrim. Kl. 19 var der fællesspisning i kælderen med en rigtig god 4 retters menü og medfølgende socialt samvær. Det var et på flere måder godt albergue.
26. juli Jeg mødte Lone fra Skelskør tidligt om morgenen og gik sammen med hende hele dagen. Vi fik morgenkaffe i Villavante. I Hospital de Orbiego mødte vi Rainer og så og gik på den flotte romerske bro. Vi fortsatte til Santibanes, hvor vi kom til et albergue, hvis primitive bade- og toiletforhold kun er gode i varme og tørvejr. Jeg gik hen i kirken og holdt en lille andagt og skrev noget væsentligt i gæstebogen. Der var en dejlig baghave, hvor vi sad 14 mennesker og fik menü fra kl. 19 til kl. 22. Jeg hyggede mig med Lone (42), Sara (21) og Sofie (23) fra København. Sara og Sofie underholdt med rappersange om Caminoen. Det var en god aften. Sofie virkede på overfladen flippet, men var noget helt andet under overfladen. To søde piger.
27. juli Når man kommer fra øst og ser Astorga, der ligger nede i en dal med høje bjerge i baggrunden, møder man et rigtig smukt panorama. Kl. 10 gik jeg forbi katedralen og nåede alberguet San Javier, hvor der er danske hospitaleros ( Herbergsværter ). Katedralen er kun kirke kl. 10 om hverdagen og kl. 12 om søndagen, ellers er den et museum. I supermarkedet så jeg, at salget af mælk i Spanien er begrænset. San Javier er et hyggeligt albergue med gode hyggesteder ( Mellemgang, forgård, baggård, terrasse, bibliotek, spiserum, køkken ) og de bedste faciliteter på Caminoen. Jeg afleverede Ich Claudius og et NT. her. Rainer og jeg gik på restaurant i nærheden og fik pilgrimsmenü og afsluttede på en bar med en øl. Fra kl. 22 til 22.30 fik vi fodbad i alberguets gård.
Jeg så i katedralens museum to billeder af Santiago Metaforus Jakob Maurerdræberen uden hvilken Spanien i dag blot havde været et Nord-Marokko. Den falske politiske korrekthed forsøger i dag at nedtone Metaforus-skikkelsen, men Santiago Perigrinos - Jacob Vandringsmanden - og Santiago Metaforus hører sammen. Den sidste er den førstes forudsætning på alle måder, både historisk og åndeligt. Og ikke mindst i det forhold, at i livet hører kamp og ydmyghed rigtig forstået tæt sammen, hvis ikke begge skal blive falske.
28. juli Det var med vemod, at jeg efter en rigtig god morgenmad forlod San Javier, der facilitetsmæssigt var det bedste sted, jeg kom til. Turen ud af Astorga var naturmæssigt rigtig skøn. Jeg mødte igen Bryan og Carla ved det meget givende kapel Ecco Homo. Erimita del Ecco Homo ved Valdiejas. Her var der åndelig hjælp til pilgrimmene af dyb personlig karakter. Dette er et meget vigtigt sted. Ecco Homo kapellet var caminoens spirituelle højdepunkt. Her mødte jeg det kristent overnaturlige ikke gennem en prædiken, men som en naturvidenskabelig virkelighed på stedet, hvor jeg var. Jeg mødte og erfarede Maria-kanalen til Kristus. Jomfru Maria var klart til stede her på dette tidspunkt.
Fik en dyb og god samtale med Bryan. Med Bryan og Carla fik jeg det tætteste venskab, og jeg blev inviteret til London af dem. Vi fik kaffe i Santa Catalina også sammen med Rainer. Turen til Rabanal på 21 km. var en ren nydelse.
Vi nåede til det engelske Sct. James Selskabs Albergue Gauselmo. Her er der ved siden af et kloster- og munkefællesskab kommunitet. På alberguet var der 4 omsorgsfulde engelsk-sprogede hospitaleros (fra Ungarn, Holland, Sydafrika og England ), der hyggede om os mere end på noget andet sted. Både om eftermiddagen og om aftenen sad vi sammen med dem i gården. Om aftenen var vi først til vesper og senere til benediktiones i kirken ved siden af, mens Rainer, jeg, Bryan og Carla i mellemtiden spiste sammen på en nærliggende cafe. Til sidst var der hygge i gården til kl. 23.
29. juli Det var igen med vemod, jeg om morgenen forlod Alberge Gauselmo i Rabanal efter en rigtig god breakfast med hospitaleros service. Dagen blev en rigtig natur-hyggedag med store jævne stigninger og nedgange, hvor det var naturligt at tage den med ro. Morgenmad i Foncebadon med Rainer, Brian, Cathrine, Anders. Anders fortalte om den voldsomme festival i Hospital de Orbigo, hvor ingen kunne sove for larm før kl. 04.
Vi kom til Cruz de Ferro, der er Caminoens næsten højeste punkt 1504 meter med det høje kors, hvor pilgrimmene lægger deres sorger. De fleste tog en sten med hertil. Jeg tog for sjov en sten med herfra.
I Manjarin traf jeg på Tempelriddernes lille sted igen Anders og Cathrine. Anders, der er fortalte, at han er med Sct. Lazarus Ordenen i Jerusalem. Tempelridderordenen vendte tilbage til overfladen igen i 1700 tallet under pavens beskyttelse.
Til sidst på dagens tur gik det voldsomt nedaf. Jeg mødte igen Lone, Sara og Sofie i Acebo ved Albergue Meson, der havde menü. Jeg tilbragte aftenen sammen med Lone og Jack fra Skotland, der ønsker skotsk selvstændighed i går. Vi fik samtaler om historiske og teologiske emner.
30. juli Vi kunne se industri-smog over Ponferrada. Morgenmad i Molinesca med Bryan og Carla, som jeg snakkede med til Ponferrada, hvor de ville videre. Så Tempelriddernes store flotte borg og gik gennem centrum til det kirkelige refugie med 210 senge. Det virkede ikke voldsomt, da det var inddelt i mange små soverum. Det havde en hyggelig overdækket forgård, med springvand, hvor jeg fik fodbad. Der var en god have og et stort hyggeligt veludstyret køkken, hvor folk selv lavede mad og hyggede sig sammen. Jeg talte med Sara og Sofie og fik pizza, pølser m.m. og vin, som jeg havde købt i et supermarked til 4 euro. Der var summe-hygge på refugiet fra kl. 15 til 21. De spanske hospitaleros var aktive, men kunne desværre ikke engelsk.
Om morgenen har jeg først på dagen min morgenbøn. Senere på turen den ordløse kontemplative bøn ( Den vigtigste ) Sidst på dagen min aftenbøn.
31. juli I Fuentes Novas var der et dejligt kirkekapel, hvor jeg holdt andagt. Også Cacabelos var interessant. Jeg spiste min egen morgenmad, som jeg dagen forinden havde købt i supermarkedet. Jeg gik ad en alternativ meget smuk rute ud over vinmarkerne. Efter Ponferrada begyndte brombærrene og vindruerne at blive modne.
Kl. 13.30 nåede jeg til Villafranca del Bierzo, hvor jeg valgte det kristne Refugio Ave Fønix. Det havde hyggelige indendørs, overdækkede og udendørs fællesrum. Der var lidt primitive luftåbne toiletter og baderum, men Refugio Ave Fønix er et sted med sjæl. De forskellige hospitaleros var tjenende ånder. Ved fællesspisningen kl. 20.30 sang Jesus for ved bordsangen for maden. Altså Jesus Arrias, stedets leder. Talte med Edwardo fra Venezuela, der er kunstner, der rejser med sit arbejde. Han løber Caminoen fra Leon til Santiago og træner til Chicago Maraton. Talte med Grace fra Oslo, der var påvirket af attentatet i Oslo, hvor en af hendes gymnasieelever var berørt.
1. august Rigtig god morgenmad på refugiet. God meditation i et dejligt kapel i La Portala. Afslappet tur til Vega de Valcarse, hvor jeg desværre gik forbi det private brasilianske albergue, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at vente to timer på dets åbningstid. Det var en fejldisposition. I stedet kom jeg til det primitive kommunale albergue med luftåbne toiletter, baderum og køkken med kun spansktalende mennesker. Valcarse var den første landsby uden menü, så jeg måtte klare mig selv via et supermarked. I løbet af aftenen fik jeg dog en god snak med Fernando fra Ponferrada, der kun kunne meget lidt engelsk, men ved megen lytning gik det. To tyskere havde sneget sig ind, så jeg talte også med kokken Martin fra Wien.
Jeg kunne godt ønske mig flere pilgrimme over 40 år. Fra Roncevalles er næsten alle på Caminoen pilgrimme, men langs med ruten falder andelen af pilgrimme, mens andelen af turister stiger. Efter Leon er pilgrimmene i mindretal. Fra Sarria tipper balancen helt, så pilgrimmene i nogen grad bliver væk blandt turisterne. 100-km-ordningen, der giver folk et pilgrimsbevis for at gå 100 kilometer, er forkert. For den skaber ikke pilgrimme, men turister. Dog giver det selvfølgelig mange unge spaniere en stor oplevelse. En anden gang vil jeg gå Caminoen en måned senere.
2. august Regnvejr. Jeg ventede til det værste var overstået. Selv om det regnede et par timer, så var bukserne tørre, da vi nåede frem. De 8 kilometer fra Los Harrias til O Cebreiro med en stigning på 700 meter var det hårdeste afsnit af turen for mig. Udsigten blev noget begrænset af regntåger. Nåede det kommunale albergue, hvor Sara og Sofie lå og sov. Det er en meget primitiv kaserne, hvor intet bliver forklaret, hvor der indkvarteres 50 i et rum, hvor badeforholdene uden toiletpapir er særdeles primitive. I delvist overskyet vejr var der køligt, men udsigten fra O Cebreiro kan ikke beskrives af et kamera, den skal opleves. Kl. 19 var jeg til messe, hvorefter jeg fik menü. Vejen fra La Faba er en kodriversti, hvor man skal passe på ikke at træde i kokasserne. Sådan er det i øvrigt på halvdelen af stierne i Galicien videre frem.
3. august Mødte Sonja fra Helsingør, tidligere forstander for et hjem for hjerneskadede, og hendes datter Ines, musikstuderende. Vi gik det meste af dagen sammen. Ved San Roche gik vi stadig i tågeskyer, men kort derefter forsvandt disen. Vi nåede Triacastella ved 13 tiden. Der er en fire fem alberguer i landsbyen. Vi gik forbi det store kommunale herberg, der ligger først i byen. Vi gik videre til det næste sted, men her havde turisterne fyldt stedet. Vi gik videre til Albergue del Hortas de Abel, hvor der var plads. Det er et dejligt lille hyggeligt sted til 9 euro. Her er pejsestue og TV-stue, der især kan bruges forår og efterår. Og der er et veludstyret køkken.
Jeg har forsømt at forebygge min svage 2. tå på højre fod, der nu har en blodvable på siden, det er dog ikke alvorligt. Compeed plaster og compeed stift er en god ting. Triacastellas hovedgade er meget hyggelig med mange cafeer. Jeg fik menü på fortovet i den dejlige aftensol. Pragtfuld vin. Til en menü til 10 euro hører en flaske vin pr. person. Tidligere på eftermiddagen snakkede jeg med Birthe fra Nyborg, som jeg også havde truffet tidligere på dagen.
4. august Morgenmad på cafeen på hovedgaden og af sted kl. 06, for nu begynder jagten på en sengeplads i det næste albergue på grund af 100-kilometer-turisterne. Man kan nu ikke tillade sig et komme frem efter middag, hvis ikke man vil henvises til et for en pilgrim halvdyrt hostel. Jeg gik over AIX-vejen med den smukke udsigt. Mødte Benedikte fra Oslo, som jeg havde truffet sammen med Birthe i går. Hun delte sine camino-erfaringer med mig.
I Calvor mødte jeg igen Grace fra Oslo. Hun fortalte mig om klostret i Samos på den anden rute til Sarria. Jeg gik altså glip af det levende og berømte kloster i Samos, som jeg havde glædet mig til at se. Men man kan ikke nå alting. Det har du til gode, sagde Sonja, da vi nåede Sarria. Altså!
Ved 11-tiden nåede jeg Sarria, hvor trængslen på Caminoen bliver maksimal. På turistkontoret i starten af byen fortalte man, at alle alberguer ( en 8-10 stykker ) var fyldte. Kun på det Internationale albergue skulle der være plads. Jeg slumpede til at gå ind på Alberguet ved siden af. Albergue O Durminento er et 10 euro dejligt og hyggeligt sted med fælles social menü. Stedet er absolut anbefalelsesværdigt. Kun syv på hver sovesal.
Jeg var i det dejlige kirkerum ved siden af. Jeg købte morgenmad til de næste to dage i supermarkedet. Jeg brugte ikke tid på supermarkeder, med mindre de lå på min vej. Fik menü med tre tyskere, Sonja og Ines og to fra Schweiz. Havde en god samtale med Lea fra Schweiz, der studerede miljøvidenskab, og som havde en åndelig forståelse af tingene. Lea er en usædvanlig pige. Fra 20.30 til 22.30 sad jeg sammen med et interessant hold af tyskere på den fantastiske terrasse på stedets tag med udsigt ud over hele byen. Jeg fik en god snak med Joe fra Arizona blandt andet om historieforskning og det at kunne forstå en anden tid.
5. august Jeg tog tidligt af sted og gik flere kilometer sammen med Birthe og Peter, Eva og Sofie fra København. Ved Ferreiros nåede vi 100-kilometer-stenen. Jeg var fremme ved Portomarin ved middagstid. Gik over den smukke bro over Marino-floden og kom til det kedelige kommunale 5 euro albergue de Portomarin med koldt vand i bruseren og ingen faciliteter. Men alle de private herberguer var fyldt op ved telefonreservationer dagen i forvejen. Jeg stillede mig op i Køen til kl. 13 som nr. 62, men der var 100 senge. Fik sengeplads i sammenstillede senge sammen med Sara, men hun syntes, at min alder var beroligende. Køkken uden køkkengrej, hvorfor tager man ikke 6 euro og køber køkkengrej. Spanierne havde køkkengrej, der var transporteret i bil, det samme var tilfældet for mange af deres rygsække fra Sarria. Efter at have været til messe og fået menü på torvet gik jeg i sang kl. 21.30.
6. august Jeg skiftede i dag fra vandreskoene til vandresandalerne, der har mere plads til min dårlige tå. Jeg gik resten af turen i sandalerne, der er forbavsende gode. Afsted i mørket kl. 06, da man skal frem senest middag på grund af reservationssystemet. Lidt tåbeligt. Normalt går jeg på Caminoen 4 km i timen. I går gik jeg 5 km. i timen. I dag gik jeg 3 km. i timen. Det kunne mine fødder bedre lide. Jeg opgav kapløbet til Palas de Rei og gik i stedet stille og roligt. Det regnede, men ikke mere end at bukser og strømper ikke blev våde. Cafe con Leche på baren i Gonzar. Jeg stoppede i Ligonde og ventede en time på, at stedet åbnede.
Jeg fik en god snak og menu med tre 23-årige lærere fra Flandern i Belgien: Dom, Nele og Kristine. Bortset fra os fire var de øvrige 20 spaniere. Ligonde er et vejkryds med et hostel, en cafe og et albergue.
7. august Afsted kl 06. Mogenmad i Palas de Rei. Jeg mødte Peter fra Salzburg. Ville have stoppet tidligere, men kunne ikke finde alberguerne, så jeg forsatte til det tålelige kommunale albergue med 130 senge i Melide, hvor jeg på markedet købte et rigtig godt spansk rosinbrød. Peter og jeg gik til den nærmeste bar, hvor vi sad fra kl. 18 til kl. 22. Her var der rigtig spansk bar-hygge med til tider højrøstede spanske sociale stemmer. Trængslen fra Sarria ændrer nu Caminoens karakter.
Efter 30 til 40 dage er jeg nået dertil, at jeg synes, at sovesalene med deres smålyde er hyggelige, næsten som familierum. Jeg kommer til at savne dem.
8. august Afsted tidligt i mørket sammen med Peter. Vi fik morgenkaffe i Castaneda, hvor vi mødte Lee fra Arizona. Her mødte jeg også sister (nonne ) Damien Marie og father Mike ( præst ) fra Sct. Thomas Universitetet i Houston i Texas. De ledede et hold vandrende studerende fra universitetet. De er hispanics både engelsk og spansksprogede. Vi nøjedes med at gå 13 km. til Arzua, hvor vi var ved 10 tiden. Vi var de første ved albergue Ultreia, der var optaget af telefonreservationer. Jeg ventede ved albergue de Arzua, der ikke modtog reservationer, til kl. 13 som nr. 25 i køen. Der var en hyggelig cafe lige overfor. Faldt i en ganske interessant samtale med engelsksprogede Whity, en vagabond på Caminoen, og fik en social menü med Peter hele aftenen.
9. august Folk begyndte at stå op kl. 04.30 så jeg kom tidligt afsted og nåede Arce før middag. Jeg undgik det kommunale albergue og kom i stedet til Albergue Porta de Santiago, et såkaldt red albergue. De er ikke de bedste, men de er aldrig dårlige. Om aftenen fik jeg en snak med fransksprogede Jeckie fra Brüssel. Han var uden glød i øjnene og havde en sælsom udslukthed. ( En rest-68er ? )
10. august Vågnede kl. 07 og kom af sted kl. 08. Mødte Robbi fra Stuttgart og Christof fra München, der gik sammen med den katolske præst Mike fra Ohio, der lidt senere velsignede vores morgenmad. Robbi havde en god sangstemme, og pludselig sang vi alle In a yellow submarine m.m. Han ville begynde til september med at studere til kirkelærer for børn og unge. Vi kom forbi Monte Gozo-toppunktet med udsigt til Santiago og lidt senere herbergs-komplekset med over tusind senge. Da jeg kom til Santiago, afbrød jeg Caminoen og gik til alberguet/hostellet Seminario Menor med 300 sengepladser. Jeg fik for 17 euro pr. dag et eneværelse de næste fem dage.
Efter at have soigneret mig, gik jeg ind i byen, hvor jeg mødte Sara og Sofie, der mente, at byen havde alt, og som ville shoppe til de droppede og ellers fortsætte til Fines Terre. Jeg nåede pilgrimskontoret og fik mit pilgrimsbevis. Der var selv sidst på eftermiddagen kø. På turistkontoret købte jeg en turistrejse til Fines Terre. Jeg gik gennem Rue de Vilar til Caminoens afslutning på Katedralpladsen, hvor jeg igen traf de dejlige mennesker Bryan og Carla Stevens. De opfordrede mig til at se deres kirke i London, Sidewark Cathedral nær London Bridge, og til at besøge dem.
Byens var påvirket af mange katolske ungdomsgrupper, der var ved at samles til verdensungdomsugen i Madrid fra 16. til 21. august. Sidst på eftermiddagen var der foran katedralen en stor ungdomsgruppe, en slags uniformeret spejdergruppe, der sang om familen, landet og Gud. Sangversene afsluttedes festligt med kortempo med ordene Jesu Christo. Det var dejligt at høre på. Det var oplagte, begejstrede unge, der ikke var hængeører.
Stemningen især på katedralpladsen, men også på pladserne og gaderne rundt om den, kan ikke fuldt ud beskrives. Den skal opleves. Der er en fantastisk folkloristisk og åndelig stemning her. Man snyder sig selv ved at haste bort fra Santiago. Nogle mener, at de ikke har brug for at være i Santiago. Det er muligvis affødt af en vis berøringsforsigtighed med grunden til, at de overhovedet går på Caminoen. Santiago er en givende by.
Efter menü på en cafe på cafegaden Rue de Vilar gik jeg tilbage til katedralpladsen, hvor der var der en gruppe musikere fra katedralen, der spillede og sang spansk folkemusik, så jeg havde slet ikke lyst til at gå hjem, men Seminario Menor lukkede kl. 24.
11. august I bad om morgenen for første gang. Jeg gik ind i Katedralen kl. 10.30 for at få en god plads. Pilgrimsmessen begyndte kl. 12. Der blev nævnt, hvor mange pilgrimme, der var kommet fra hvert land. Der blev svinget med røgelseskarret foran i korsiderne. Godt at være med her.
I cafegaden Rue de Raine fik jeg menü og traf igen Grace og Benedikte fra Oslo og sister Damien Marie og father Mark. Hen på eftermiddagen afsluttede jeg Caminoen ved at gå op bag Jacob figuren i alteret. Her omfavnede jeg Jacob - og som præsten fra Ohio i går sagde overgav mine tåsmerter til Jesus og bad Ham om at overtage mine svagheder.
Hen mod aftenen gik jeg på cafe på cafegaden Rue de Franco med folkelivet både inden for og uden for. Jeg brugte aftenen på Rue de Franco med et hyggelig folkeliv til midnat. Rue de Franco er fantastisk. Hvorfor ligger denne gade ikke i Odense! Også med dens priser. Modsat i Odense mærkes det kriminelle element ikke på gaden her efter kl. 22. Var tilbage foran katedralen til aftenens folkemusik. Her mødte jeg igen Peter. Vi fik en øl sammen på Rue de Franco og udvekslede e-mail-adresser.
Mange ungdomsgrupper festede og sang dagen igennem især foran katedralen hver dag. De var med til at skabe den festlige stemning, men det var ikke bare fest. Det er også spirituelt.
Ud fra katedralen udgår der en kraft, der gør Santiago til et velgørende ateistfrit område, eller i hvert fald til et sted, hvor ateisterne må holde lav profil modsat de fleste steder i Europa. ( Det samme gælder for øvrigt også heldigvis for islam i Santiago ). Katedralen og den kraft, der udgår fra den, er i høj grad livgivende og inspirerende for pilgrimmene.
Når Caminoen inspirerer pilgrimmene både direkte og indirekte, så er der fordi apostlen Jacobs historie er sand både åndeligt, historisk og naturvidenskabeligt. Ingen sekulariserings tænkning er fremmende for Caminoens inspiration. Caminoen er et beskyttet sted, hvor pilgrimmene knytter sig til hinanden, og hvor folk udefra passer på både vejen og pilgrimmene. Caminoen er mere end fodslag. Når det kriminelle element er usynligt på Caminoen, så skyldes det ikke bare Gardia Civil. Den åndelige dragning fra katedralen i Santiago er tydelig.
Næste dag fredag den 12/8 gik jeg rundt for at opleve byen i ro og mag. Lørdag den 13/8 var jeg med en bus på en heldagstur til Muros, Muxi og Fines Terre, Jeg snakkede godt sammen med Alison fra Edinburg i bussen og på stederne. Der var desværre tåge over Fines Terre, men jeg kom helt ud på den yderste klippe og fik taget et rimeligt billede. Søndag den 14/8 nød jeg igen byen og var til en livlig brasiliansk messe på portugisisk i katedralen. Det var tydeligt, at oversøiske mennesker er anderledes end europæere. Der er mere liv i dem på flere forskellige måder. Mandag den 15/8 tog jeg om morgenen med toget fra Santiago.
Togturen tilbage i Nordspanien var utrolig smuk. Jeg fulgte et råd om ikke at komme for hurtigt hjem. Landskabet er i en klasse for sig. Men helt til et godt stykke efter Burgos kørte vi langs med Caminoen, som vi krydsede både i Astorga og i Leon ved de nedgravede vinkældre. Kørte videre gennem Sahagun og Burgos. Jeg fik en meget intens samtale med Marga Maggie Margrethe i toget fra Sahagun til San Sebastian. Ved 22-tiden nåede vi nattoget ved Hendaye i Frankrig. Mandag den 16/8 hjalp venlige mennesker mig i Paris fra Gare de Austerlitz til Gere de Nord via metroen. Køln, Hamburg og til Odense kl. 21, hvor Erna og Maria tog imod.
Jeg tog 1338 billeder og 20 videoklip på turen. Jeg brugte ikke soveposen, men kun inderlagenet. Det kan man kun gøre i den varmeste tid.