"At vandre er at komme ned i gear"

Det sætter spor i tanke og sind at være på pilgrimsvandring.

Det sætter spor i tanke og sind at være på pilgrimsvandring. Danske pilgrimme på vandring. Foto: Jesper Dahl

Læs tanker og erfaringer fra danske pilgrimme, som har været på pilgrimsvandring fra Rødekro til Rendsburg med freelancepræst Jette Dahl

At være på pilgrimsvandring i en gruppe er noget andet end at vandre alene. Det er to vidt forskellige måder at være pilgrim på. Her deler nogle pilgrimme fra en gruppe deres tanker, som har sat spor i dem. Jeg var pilgrimspræst og leder på begge pilgrimsvandringer og havde den glæde at være med i det åndelige fællesskab. I taknemmelighed giver jeg dette videre.

Pilgrimsvandring fra Rødekro til Rendsburg, sommer 2010

Ud i det indre
Af Birthe Marie

At vandre er at komme ned i gear og komme ind i et flow, hvor vejen kommer èn i møde med det, der er lige i nuet.

Temaet i år var Livet leves indefra - ud i det indre. Ofte får man en fornemmelse af, at det lige er omvendt, for vores hverdage er nu om stunder præget af høj aktivitet med mange indtryk/udtryk og påvirkninger fra alle mulige kanter. For mig er det vigtigt ind imellem at stoppe op og mærke efter, hvor jeg i grunden er i alt dette - hvordan jeg har det indeni, og hvad min mavefornemmelse siger om dette eller hint. Her er en pilgrimsvandring en ekstra dimension, hvor man ikke alene får rørt sig rent fysisk men også får noget, der kan røre hjertet.

Pilgrimsvandringen var som en slags hovedrengøring, hvor der blev set efter i alle de indre kroge - godt hjulpet af de ledetråde, vi hver dag fik præsenteret. Der var god lejlighed til virkelig at se indad, når vi om formiddagen gik i stilhed, og om eftermiddagen i samtale to og to. Om aftenen havde vi vores opsamlingsrunde over dagens ord.

Pilgrimsvandringen var både en rejse rent fysisk i en dejlig natur og en rejse indad, men så absolut også en rejse, hvor det sociale havde en stor plads kendetegnet ved ligeværdighed, rummelighed, tryghed, samarbejde, hjælpsomhed og en pæn portion humor.


Rummelighed
Af Tove

Pilgrimsvandringen blev en stærk indre rejse. Vi blev i samtalen en slags præster for hinanden. Interessant at "de andre" tilfældigvis har prøvet noget i livet, der ligner mine prøvelser. Vi er forskellige - og dog så ens.

Vandringen giver balance i mit indre til at manøvrere og glædes i den ydre verden.

Jeg deltog også på pilgrimsvandringen på en anden strækning sidste sommer og er med for anden gang. Det blev lige så stor en oplevelse for mig som sidste år, gensynet med de andre fra 2009 var dejligt, ligeledes var det godt også at møde nye mennesker denne gang. Jeg vil gøre alt for at være med til næste år.

Samværet
Af Lis

Jeg har fået utrolig gode ord og minder fra disse dage. Noget af det største for mig var at gå i stilhed i den smukke natur, lukke øjne og øre op og koble helt fra alt det, der sker i dagligdagen derhjemme.

Samværet med de andre deltagere var betydningsfuldt - det at drøfte de gode ord, som vi fik hver dag, det er godt for mig. Også mødet med andre, som har brug for at tale om Gud, de åndelige ting, livets alvor og glæde.

Vi var samlet til nadver i et par kirker. Det var stort og meget livgivende for mig. Om aftenen blev der snakket om dagens højdepunkter og oplevelser.

Der sker noget med en i den uge, i så tæt et fællesskab, som giver en tanker, som jeg kan bruge herhjemme. De forskellige overnatningssteder, vi havde, var gode og alle var gæstfrie.

Til slut vil jeg sige: Jeg er så fuld af glæde og taknemlig, over alt det jeg har oplevet sammen med alle de andre, håber så inderligt vi kan ses i 1011.


At vandre med Gud i åbenhed
Af Tove B.

Min erfaring med pilgrimsvandring er:
At man går med Gud i krop og sjæl.
At man hjælper hinanden gennem samtaler.
En vandring i fællesskab både åndeligt og socialt.
At vandre i stilhed giver troen styrke.
At forkert fodtøj giver vabler.
At man kan nå at få en lille lur når man kun har en kort pause.

Jeg har for første gang i mit liv været med på en pilgrimsvandring over flere dage, og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg foretager det valg. Det har været en meget stor oplevelse, og jeg bliver på nogle områder nok aldrig helt den samme person som før vandringen. En sådan uge i åndeligt og socialt fællesskab gør noget ved en på en positiv måde.

Jeg har aldrig før mødt så positive og hjælpsomme mennesker, og har heller ikke før turdet dele mine bekymringer med nogen, som jeg ikke kendte rigtig godt, men her kunne man mærke så stor fællesskab og velvilje, at man ikke var betænkelig ved at åbne sig, ligesom det var en stor glæde, når andre åbnede sig for mig.

Kort sagt: Man var hele ugen sammen om det at vandre med Gud og turde derfor dele alt med hinanden.


Pilgrimsvandring fra Jelling til Rødekro, sommer 2010

Tankestrøm gennem krop og sjæl
Af Jan

Vi går i det, der jo hedder real time, og kroppen melder ind - fortæller om en tilstand, der er lige her og nu: Måske en muskel der sitrer, en vabel eller en læg der gør ondt, en hofte der trænger til at blive smurt hos en eller anden. Kilometer efter kilometer med en metronom som pauseholder. Videre og hvad går vi efter? Jamen, det næste herberg.

Jeg sidder her nogle dage, efter at jeg kom hjem. Sender billeder til mine medvandrere, prøver at få krop på mine erindringer fra turen, kan ligesom ikke få hold på, hvad det var.

Jeg gik ind i et andet rum, og tiden var rummet, og ordene var i mig, vævede sig ind i tråde skabt af den sansede virkelighed. Jeg kiggede på mine skosnuder og ud i horisonten, videre ud, og mistede sansningens fokus. Lænede mig op af evigheden og faldt over en sten ind. Ind efter mere af det dersens evighed, der var så lige for. Ud i sansningens flor af blomster så små at min størrelse blev mini mindre. Jeg gik rundt i et mageløst univers, gik ad hærvejen, der er så meget mere, hvis jeg bare kunne huske, hvor jeg var, da jeg var der.

Jeg ved, jeg var der sammen med mine venner, som hjalp mig med indsigter, når jeg havde gået i en rum tid i stilhed. Mine tanker fik krop og hørtes af et andet menneske, en af mine medvandrere der skulle samme sted hen som jeg, som jeg måske skulle dele drømme med i det næste herberg. Sove fra 22:00 til 7:00. Følge en given rytme. Lade sindet hvile i rytmen mellem fordybelse, samtale, bøn, andagt, søvn, hvile og brødet.

I dag er jeg taknemmelig for, at det jeg gik efter, viste sig at være der, og at det lidt efter lidt, vil tage del i min hverdag.

Fra ironisk distance til humoristisk nærvær og åbenhed
Af Ulla

Ovenstående overskrift skal ses, som min konklusion på den pragtfulde pilgrimsvandring ad Hærvejen. Pilgrimsvandringen bevirkede, at jeg lidt efter lidt lod paraderne falde i samværet med de øvrige medvandrere.

De 7 pilgrimsord satte dagsordenen hver dag: 'Langsomhed, enkelthed bekymringsløshed, stilhed, frihed, spiritualitet og fællesskab'. Et ord til hver dag at meditere over, i både stilhed og samtale med mine medvandrere.

Meditationen over åndens frugter, 'kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse,' hjalp mig til at få et mere klart og nuanceret syn på mig selv. En større accept af mig selv.

Den afvekslende natur skærpede mine sanser, ligesom andagter og orgelmusik i de forskellige smukke kirke gjorde, at jeg intenst oplevede den Treenige Guds nærvær.

Af højdepunkter som der var utallige af vil jeg fremhæve meditationen over Åndens frugter, hvor især ét fortsat fylder mig, nemlig: Selvbesindelse (jeg har det svært med ordet selvbeherskelse), og fundet af min taknemmelighedssten en sort lille flintesten med et hvidt kors.

Det at jeg har fået øje på selvbesindelsens meditationskraft, fylder mig med en dyb taknemmelighed, og jeg oplever meget, at mit humoristiske nærvær så småt er ved at trænge min ironiske distance i baggrunden.

Pilgrimsvandringen har medvirket til, at jeg nu accepterer min sårbarhed som en gave, og næste skridt må være, at jeg også værdsætter sårbarhed.

Følelserne fik plads
Af Lone

Stadig summer det i hele kroppen både fysisk og mentalt. Summer af glæde og berøring med livet og følelserne i dette.

Det jeg oplever som det store ved denne vandring er, at jeg blev ført hen til mine følelser og fik lov til at være i dem i stilheden og i samtalerne. Ikke nok med at jeg var i følelserne, men jeg oplevede gennem erkendelse, at de flyttede sig, så jeg opnåede større klarhed.

En forudsætning for dette var inspirationen, der kom gennem pilgrimsordene, skrifterne, samtalerne, de mange dejlige kirkebesøg og ikke mindst det at være sammen med andre i de praktiske gøremål og den stemning samværet gav. Jo, jeg er fyldt op med glæde ved tanken om turen.