Pilgrimsarrangøren: Det tænker jeg, når jeg vandrer alene

Friheden, stilheden og enkelheden er gaven som pilgrimsvandrer, skriver Jette Dahl. Foto: Privatfoto

"Som dagene går, renses jeg for uvæsentlige tanker. Min krop og sjæl falder til ro. Jeg fyldes mere og mere af en dyb taknemmelighed for livet," skriver åndelig vejleder Jette Dahl om sin pilgrimsvandring i stilhed

Jeg har som pilgrimsvandrer på Hærvejen set frem til 7 dage i stilhed. For mig er det at være pilgrim at lægge alt det trygge og velkendte bag mig og overgive mig til det, som måtte komme. Med andre ord: at give mig Gud i vold

Jelling Kirke til Rise Kirke
På denne vandring er mit udgangspunkt Jelling Kirke. Ud over at det er Danmarks dåbsattest, er det for mig en særlig kirke. Her har min farfar været præst i 30 år, og min far ligger begravet på kirkegården. Min mor bor stadig i Jelling.

Uden stress og jag
Det er i bussen på vej til Jelling, jeg ser denne i øjnefaldne reklame: Høj snak er gak gak! Som illustration til ordene er der et billede af mennesker, der taler i mobiltelefon om nære, personlige ting.

Det er jo netop høj snak og hverdagens fortravlede stress niveau, jeg lægger bag mig i det øjeblik, jeg tager det første skridt på min pilgrimsvandring. Hvor befriende enkelt. Ingen mobiltelefon er tændt, ingen computer eller medier at forholde sig til. Bare mig selv i naturens frodighed. Ren væren.

At leve simpelt
I silende regn begynder jeg vandringen sydover. 20 25 km med rygsæk i 7 dage. Ømme fødder, en træt krop, skiftende vejr forhold, vildspor og afveje, venlige lokale folk der hjælper mig på rette vej. Det er simple living på flere planer. Jeg nyder det. Det er det hele værd. For friheden, stilheden og enkelheden er gaven som pilgrimsvandrer. Herberge er blandt andet overnatningssteder undervejs.

De 7 pilgrimsord
Jeg erfarer værdien af de 7 værdiord, der knytter sig til det at være pilgrim: langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, stilhed, frihed, spiritualitet og fællesskab.

Naturens stilhed
Jeg tænker, hvorfor vandre på Caminoen i Spanien, som jeg har gjort tidligere? Her på den jyske Hærvej er der en fantastisk natur, så afvekslende og berigende at vandre i. Og der er ikke den strøm af pilgrimme, som der kan være i Spanien og lignende populære pilgrimsruter. Her møder jeg bogstaveligtalt ikke et menneske i flere dage.

Men det kommer jo an på, hvad man søger. For mig er det ubetinget stilheden og det at vandre alene. Det åbner til Guds nærhed og en meditativ vandring og bøn. Det har jeg brug for. Når det er sagt, nyder jeg meget at gå i et åndeligt fællesskab med andre. Det har jeg netop gjort med en gruppe og skal igen til august.

Der er en dyb stilhed, fuglesang, plantager, lange lige strækninger og snoede stier, krydser større, befærdede landeveje, atter i stilhed. En lise for sjælen.

Fyld mig med din stilhed, Gud
Jeg har Ny Testamente med i mini udgave og Den lille pilgrimsbog. Hver dag vælger jeg et udsagn at gå med og fordybe mig i. Et udsagn af M. Melin kommer til mig og fylder mig en hel dag:

Kristus i mig er en kilde til liv. Jeg er i Kristus en kilde til liv

Fra Den lille pilgrimsbog :

Du er min hvileplads, mit fastepunkt, mit hjem i verden
I dine hænder betror jeg min ånd!

Følg mig! ( Jesu-udsagn)

At være Gud nær er min lykke

Hjælp mig til at genkende din søn i hvert menneske

Komme dit rige, ske din vilje

Min gennemgående morgenbøn lyder:

Fyld mig med din stilhed, Gud

Om aftenen læser jeg fortløbende i Det Ny Testamente. Det er mit dagsprogram i de 7 dage, jeg vandrer fra Jelling til Rødekro i Sønderjylland.

Taknemmelighed
Som dagene går, renses jeg for uvæsentlige tanker. Min krop og sjæl falder til ro. Jeg fyldes mere og mere af en dyb taknemmelighed for livet. Det berører mig, at jeg lever og er rask. Tankerne strejfes af min kræftsygdom for godt 10 år siden, hvor jeg fik at vide, jeg kunne dø.
Livet er et under og ingen selvfølge. Det står så tindrende klart.

Til barnedåb
Jeg går ind i kirker undervejs. Mange af dem er åbne. De ligger der i landskabet som perler og kalder på pilgrimmen. Det er søndag. Flaget er hejst, og der er gudstjeneste. Jeg dumper ind midt en barnedåb og føler mig hjemme. Mest i de dejlige salmer vi synger. For mig bliver det en takkegudstjeneste, som netop salmeord bekræfter. Godt jeg har sat mig på sidste bænk, for tårerne strømmer stille ved de store og gamle velkendte ord. De når helt ind i mit lønkammer.

Åben og sårbar berørt
Pilgrimsvandringen er til ende. Jeg sidder en stund i Rise Kirke ved Rødekro. Tid til eftertanke. Jeg mærker glæden ved snart at gense min lille familie. Eftersmagen ved jeg først rigtig kommer i tiden herefter. Oftest som ny energi. Ladt op, renset og atter fyldt i sjæl og sind. Af Gud. Nærvær. Væren. Livskraft. Åbenhed, men også sårbarhed. Længselen efter mere af den velsignelse, jeg her har erfaret.

Hjem til hverdagen
Hverdagen venter forude med opgaver og travlhed. Heldigvis også en lang sommerferie, hvor der ikke skal ske en hel masse. Et simpelt, gammelt sommerhus ved Vesterhavet, hvor vi nyder at være, for der er ro. Og ellers bare at være hjemme.

Jeg glæder mig til at vandre den samme pilgrimsrute i begyndelsen af august med en gruppe. Nu ved jeg, hvor jeg skal være på valgt, når jeg skal gå forrest og finde den rette vej, se efter de blå skilte med den lille mand på. Ofte godt skjult i højt græs, men de er der.

Herre, vis mig din vej og giv mig mod til at vandre den (Pilgrimsbønnen)

Friheden, stilheden og enkelheden er gaven som pilgrimsvandrer, skriver Jette Dahl. - Foto: colourbox.