Billedserie: En dag i helvede på Camino Arragonés

"Camino de San Juan de la Pena er - trods strabadserne - smuk og betagende i sig selv, men den er ikke for caminovandrere med en stor rygsæk på ryggen," skriver Finn Buhl om sin vandring til Klosteret San Juan de la Pena på Camino Arragonés

På min hustrus og min vandring på Camino Arragonés i april i år, nærede jeg stærkt et ønske om, at vores vandring også indbefattede omvejen ud til klosteret San Juan de la Pena:

Billede nr. 1: Starten på Camino de San Juan de la Pena.

På kortet i bogen A practical guide for pilgrims The road to Santiago af Millan Bravo Lozano ser omvejen nemlig ikke særlig voldsom ud. Endvidere havde jeg læst, hvad Henrik Tarp kort skriver i sin bog Pilgrimsvejen til Santiago de Compostela på side 53, samt hvad Henrik Friediger med få ord skriver i Pilgrimmen nr. 17 på side 42 og 43, om sin vandring ud til dette unikke kloster.

Billede nr. 2: Kort over Camino de San Juan de la Pena.

Jeg havde derfor ikke forventet mig andet end en OMVEJ: Min hustru og jeg har gået både Camino del Norte og Camino Primitivo, som begge er meget bjergrige, så da vi kort efter at have forladt den ordinære vandresti fra Jaca til St. Cilia de Jaca og blev mødt af en smal, snoet, meget stenet, stejl sti op gennem skov, lod vi os ikke afskrække af det. DET havde vi jo prøvet før!

Billede nr. 3: Stien overrasker os.
 
Det skal siges, at det havde regnet, så stierne tillige var fedtede og smattede, hvilket ikke gjorde opstigningen lettere. Stien bugtede sig opad i én uendelighed, syntes vi, og min hustru spurgte mig på et tidspunkt sarkastisk, om jeg troede pilgrimmene i tidligere tider havde gået denne vej?

Billede nr. 4: Mon pilgrimmene har gået her i tidligere tider?
 
Det troede jeg naturligvis ikke, med mindre denne sti i tidligere tider havde været den eneste vej ud til klosteret. Omsider nåede vi godt udaset helt op på toppen og kunne begynde nedstigningen.
 
Omkring kl. 12.00 kom vi ned til en lille landsby. Her forsvandt de gule pile og rød/hvide afmærkninger pludselig. Stien er ellers godt opmærket: Man er stort set aldrig i tvivl om i hvilken retning, man skal gå, så vi panikkede lidt. Efter lidt faren frem og tilbage fandt jeg ud af, hvad landsbyen hedder: Vi var nået til Atarés.

Vi var startet ind på stien ca. kl. 10.00, og nu var klokken 12.00, og på kortet kunne jeg se, at vi kun havde gået knapt halvvejen ud til klosteret. Det var ikke godt! Min hustru fik en mand i tale, som viste os i den rigtige retning ud af Atarés, og nu begyndte camino-mærkerne at dukke op igen.

Vejen så nu heldigvis meget mere tilforladelig ud, men kun i ca. en lille halv time, så blev vejen igen omdannet til en smal, snoet, stenet, og endnu stejlere sti end den foregående:

Billede nr. 5: Stien var nu meget stejlere end før.
 
Det gik bare opad, opad og opad i én uendelighed, og det blev stejlere og stejlere og mere og mere stenet og pløret.

Billede nr. 6: Stien var udelukkende sten og pløre i én uendelighed.

Man gik rundt og rundt, opad og opad i små hårnålesving. Til sidst var det så stejlt, og vi så trætte, at vi kun kunne gå ca. 30 meter opad, så måtte vi stå og puste ud. Undervejs regnede det af og til, ja regnen faldt som snefnug. Så højt var vi efterhånden oppe.

Billede nr. 7: Vi kunne gå 30 meter. Så måtte vi puste ud.

Vi har som sagt ellers prøvet lidt af hvert både på Camino del Norte og Camino Primitivo, og vi er begge i rimelig fysisk form; men dette her havde vi aldrig været udsat for før, i hvert fald ikke over så lang og vedvarende en strækning.

Billede nr. 8: Endelig nåede vi op på top nr. 2.
 
Endelig nåede vi op over top nr. 2, og så gik det igen nedad; dog ikke så længe, for så kom vi ud på en landevej, og kort efter var der et skilt, som viste ned til landsbyen Botaya. Gudskelov!! Så var der ikke så langt igen, kunne jeg se på kortet. Efter ca. 2-3 km. nåede vi frem til det, der viste sig at være Monasterio de San Juan de la Pena nuevo: Et stort kompleks med cafeteria og billetsalg mv.

Billede nr. 9: Landevejen ned til Monasterio nuevo: Regnen falder som snefnug.

Efter at have slukket tørsten i cafeteriet gik vi over i informationen. Her kunne man købe billetter til Monasterio viejo, altså det, vi var kommet for at se: Som pilgrimme skulle vi kun betale 4 euro. Naive købte vi to billetter. Der kørte også bus fra nuevo ned til viejo, men det kostede ekstra, og vi kunne sagtens gå de 1½ km.

Klokken var nu omkring 15.30, og vi marcherede forventningsfulde af sted ad landevejen, og kl. lidt i 16.00 var vi ved viejo. Vi kunne have sparet os at købe billetter, for klosteret ligger øde og forladt i et vejsving, og ingen tjekker om man har billet eller ej: Man går bare lige ind! Men klosteret er værd at besøge: Det er helt unikt bygget ind i klippefremspringet rustikt og enkelt, nærmest umuligt at beskrive, jahelt forunderligt!

Billede nr. 10: Monasterio viejo i sigte.

Billede nr. 11: Klosterbygningen er bygget ind selve klippefremspringet.

Billede nr. 12: Smukke romanske billedhuggerarbejder.

Kl. ca. 16.30 begyndte vi så vandringen ned mod Sta. Croz de la Serós. Vandrestien så god og veltilrettelagt ud, så hvorfor gå ad landevejen? Men nej! Det blev igen en kort fornøjelse: Efter ca. 1-1½ km. gik det atter opad, dog ikke så meget som før; men så begyndte det til gengæld at gå nedad! Stejlt, smalt, snoet, stenet og uforsvarligt tæt på kanten, hvor afgrunden var mindst 50 100 meter næsten lige ned.

Det begyndte igen at små-sne, så stenene blev glatte. Det var et mareridt at komme rundt i de bratte hårnålesving. Nogle steder var der slet ingen sti, men kun de glatte klipper at balancere på tæt ved kantet, som gik næsten lodret ned. Vores ben var trætte, og blot ét enkelt fejltrin..så var det gået grueligt galt.

Billede nr. 13: Undertiden var stien slet ikke sti, men kun de glatte klipper.

Billede nr. 14: Midt under vores mareridt så vi denne smukke regnbue.

Billede nr. 15: Langt, langt nede kan vi nu se Sta. Cruz de la Serós.

Det blev 1½ times mareridt stejlt nedad i én uendelighed; så endelig: Sta. Cruz de la Serós, men da var klokken også blevet 18.00. Kirkeuret slog netop, som vi kom ned i byen. Alt var lukket: Kirken barenog dog! Et hotel med en restaurant havde åben. Vi var helt færdige, så dagen vandring endte her med et lækkert hotelværelse og en god middag i restauranten, efter et lunt karbad.

Hvor langt vi egentlig gik denne dag, ved jeg ikke nøjagtig: Min hustrus skridttæller sagde 43.925 skridt, men mange af disse skridt havde pga. terrænet været ganske korte. Jeg har sjusset mig frem til, at vi i alt har gået ca. 18-19 km. i vanvittigt kuperet og farligt terræn: Ifølge bogen A practical guide for pilgrims The road to Santiago er der 14,5 km. fra Jaca til St. Cilia de Jaca, og omvejen - som der ikke er angivet noget km. antal på er skønnet ud fra kortet i alt på ca. 10-11 km.

Altså er hele vejen fra Jaca over San Juan dela Pena til St Cilia de Jaca ca. 25-26 km. Fra St. Croz de la Serós og til St. Cilia de Jaca er der 6 km, som skal trækkes fra. Dermed kommer jeg frem til, at vi denne dag gik ca. 18-19 km.

Billede nr. 16: Vejskiltet ude ved Monasterio nuevo.
 
Ude ved Monasterio nuevo stod et vejskilt, som viste, hvor lang strækningen er ad landevejen: Fra Jaca til Monasterio nuevo er der 27 km. over Monte Oroel, og over byen St. Croz de la Serós er strækningen 23 km. ad landevejen. Landevejen havde måske været lettere at gå, men til gengæld utrolig meget længere.

Konklusion
Camino de San Juan de la Pena er - trods strabadserne - smuk og betagende i sig selv, men den er ikke for caminovandrere med en stor rygsæk på ryggen. Stien er, som en del andre stier på Camino Arragonés eksv. stien fra Monreal til Tiebas - kun for vandrere med en lille dagrygsæk med en madpakke og drikkevarer: Strabadser for strabadsernes egen skyld har intet med pilgrimsvandring at gøre: Det er ekstremsport, og lad dem, der er til det, vandre på den måde!

Men jeg vil dog ikke have undværet at se Monasterio San Juan de la Pena viejo, men jeg ville strods alt godt haft undværet 18-19 km. på livsfarlige stier.

Buen Camino!

Finn Buhl,
formand for Roskilde Pilgrimsforening