Er pilgrimsvandring vejen til indre fred?

En vigtig del af at gå pilgrimsvandring er at tale med dem, man kommer forbi på vejen. Da bliver man vidner til hinandens ord og historie, og det er sjælesorgens kerne, skriver sognepræst og foredragsholder Marie-Louise Impgaard Sørensen

Mennesket har, til alle tider og i forskellige religioner, foretaget pilgrimsvandringer. I den kristne historie har bevæggrundene været forskellige gennem tiden, men samtidig har de alle haft et fællestræk, nemlig at de, der vandrer, enten bevidst eller ubevidst har været draget af en søgen efter ”noget”.

Dette ”noget” er som regel svært at beskrive, men det handler ofte om at opnå en indre ro. På en pilgrimsvandring bliver vi bevægede, og det interessante er, at det ikke kun sker fysisk.

Hvad er det helt præcist, der sker undervejs? Hvorfor bliver man bevæget i sit indre, og kan man opnå en indre ro ved at gå en lang tur? Ja, det kan man faktisk, og det kan man også læse om i mange af de pilgrimsberetninger, der er skrevet. En af de tidligste beretninger stammer fra den kristne pilgrim Egeria fra omkring år 300. Egeria drog ud for at gå i fodsporene på den bibelske historie, og hun oplevede, at der også skete en indre forandring undervejs.

Egerias rejse varede flere måneder, men selv på kortere vandringer kan man opleve en forandring, hvorfor mange også drager afsted på pilgrimsvandring eksempelvis i to eller tre uger af deres ferie hvert år. Enhver vandrer vil nok sige, at den friske luft, nærheden med naturen og det, at du bliver nødt til at træde på jorden for at gå skridtene allerede gør dig rigtig godt. Det at den fysiske bevægelse gør en forskel er et faktum, som vi alle kender til. Selve jordforbindelsen er faktisk vigtig. I fysioterapien bruger man begrebet ”grounding”. Det betyder, at man får fodfæste, og et godt fodfæste er vigtigt, for hvis man ikke har det, kan det være svært at holde balancen, også i livet.

Det der rent faktisk sker, når man begiver sig ud på en længere vandring, er at man fjerner sig fra sin vante dagligdag og trummerum. Man bliver fri for al den støj, man til daglig fyldes med. Det kan være medier, både nyheds- og sociale, trafik, mails, telefoner, relationer, arbejde og vigtige beslutninger. Når man ikke har den støj til at larme, så er der pludselig rum til en selv, til at være tilstede i nuet og fokusere på dagen i dag.

På en lang gåtur handler det om at gå til næste stop, det kan være frokost, aftensmad eller overnatning. Det er dagens program. Der bliver skabt et rum til at sanse tanker, omgivelser og kroppen. Når man går, er tempoet langsomt, i forhold til mange andre måder at bevæge sig på. Langsomheden giver netop tid til at sanse alle de forskellige indtryk, og ens sanser opleves at blive skærpet på en vandring. Man ser, hører og lugter selv små nuancer, det kan være en lille bitte sommerfugl på en busk, eller et rådyr i krattet, man går forbi. Disse bittesmå indtryk bevæger mange gange et eller andet i os, af den ene eller andet art. Måske en glæde over storslåetheden i naturen eller måske en tanke, der minder mig om noget helt andet.

I kirken bruger vi begrebet sjælesorg, som betyder at drage omsorg for sjælen eller vores indre. Ved at give sig selv tid og rum, giver man plads til at drage denne omsorg for sit indre. Det kan gøres på mange måder, og en af dem er pilgrimsvandringen, hvor man skaber tid og rum til denne omsorg. Når man går på længere ture, møder man ofte personer undervejs på vandringen, det kan være følgesvende i nogle dage, eller folk, man møder, når man gør holdt for at spise eller sove. Man udveksler ord og samtaler.

Det er en vigtig del af oplevelsen, for når vi siger ting højt, bliver de virkelige. Indtil da har det måske kun været tanker i mit hoved, men når jeg siger det højt, følger en erkendelse af, hvor jeg er i forhold til det sagte. Samtidig gør det, at man siger det til en fremmed, det uforpligtende og mindre farligt, da der ikke er en relation på spil. Den anden person har også en vigtig rolle, for han eller hun bliver et vidne til vores ord og vores historie. Det er det, en sjælesørger gør, han ledsager en anden, der hvor de lige er. Gud taler til os gennem hinanden, hvorfor reformatoren Martin Luther også siger, at vi alle er præster for hinanden.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at gå en pilgrimsvandring på. Det er din vej og dig, der sætter og bestemmer rammerne for den. Flere finder det dog givende eksempelvis at tage nogle ord med på vejen. Dem findes der mange af, blandt andet de syv pilgrimsord, men man kan også bruge helt andre ord eller tekster, som giver mening for en selv.

Man kan gå korte vandringer, men jo længere man går, jo dybere vil man komme ind i processen. Når man går langt og mange dage, bliver gåturen som sagt målet for dagen. Alt handler om vejen i dag. Til at starte med planlagde man måske ruten meget firkantet, havde tanker for hvad, hvor, hvornår og hvordan, det hele skulle forløbe. Erfaringen bliver dog hurtigt, at det ikke altid bliver som forudset. Pilgrimsvandrere taler om, at ”vejen tager over”. Pludselig er det vejen, der går dig, og ikke dig, der går vejen. På den måde kan man sige, at vejen bliver en slags sjælesørger for dig: Den ledsager dig, leder og guider dig. Du er ikke alene på den, især ikke hvis du tænker på citatet fra johannesevangeliet 14,6 hvor Jesus siger:

”Jeg er vejen, sandheden og livet.”