Baggrund

Pilgrimsstaven

Nytårsvandring (2018-19) langs Fuglsø Vig, Mols, med pilgrimsstaven i front. Foto: Skribents eget

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell fik en meget personlig gave; en pilgrimsstav. Staven har siden været et betydningsfuldt element, når hun vandrer med sin menighed

Clara var min konfirmand, da jeg var sognepræst i Risskov Kirke. Hun havde bestemt, at hun ville døbes, og som altid inviterede jeg forældrene samt dåbsbarnet til samtale inden den kirkelige handling. Vi mødtes i kirken, således at familien kunne være tryg ved, hvor de skulle sidde osv.

Forældrene var skilt, og det var kun faderen, der dukkede op med sin datter. Han var i dårligt humør, spurgte, hvor længe ’sådan en seance’ ville vare, for han havde travlt. Og i øvrigt var han ateist. Så var scenen ligesom sat, men samtalen udviklede sig mirakuløst i positiv retning, da det viste sig at Clara havde valgt akkurat samme konfirmationsord som sin far! Det gjorde indtryk.

En hjemmelavet pilgrimsstav
En uges tid senere stod en hjemmelavet pilgrimsstav til mig på kirkekontoret med en seddel hæftet ved: ’Til pilgrimspræsten fra Claras far’. Det er den fineste gave, jeg nogensinde har fået, og jeg bruger den ofte på min vandringer.

Når jeg f.eks. planter staven i en eng foran en sø, har vi straks et smukt alterbord ude i Vorherres grønne katedral. Vores kristne logo, korset er i fokus under nadveren. Men ikke nok med det: Claras far har skåret træet på en sådan måde, at det samtidig ligner en mand i en båd. Det fører naturligt tankerne hen på Jesus, der stiller stormen på søen. Så ateisten kender sin Bibelhistorie.

Staven er pilgrimsvandringens fornemste symbol, og på vore pilgrimsvandringer går jeg som oftest forrest med den i hånden. Som jeg holder staven i hånden, holder Kristus mig i hånden på min vej gennem livet. Jeg er aldrig alene. Men tænker på de gode ord fra Davids Salme 23: ”Jeg frygter intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst!” Staven baner vej som en usynlig medvandrer og vejviser. Som en Emmausvandrer (Luk 24). Når han går ved min side, kan hjertet sættes i brand.

Når jeg vandrer med konfirmander eller minikonfirmander er der som regel nogle, der spørger, om de må låne staven og gå med den. Det får de lov til, hvis de lover at passe godt på den. Og de står nærmest i kø for at få lov at holde staven. Måske er det den konkrete erfaring, de husker fra pilgrimsvandringen.

På en skoleklasses vandring til Kalø Vig var en pige, som var stille og trist. Hun gik for sig selv, og jeg spurgte, om hun ville låne staven. Det ville hun gerne, og med den i hånden begyndte hun at fortælle om sin elendige situation med en voldelig far, en alkoholiseret mor, år på børnehjem. Det var, som om staven gjorde hende tryg, så hun kunne åbne op.

Din stok og din stav
Under altergang i det fri, beder vi nadverbønnen: ”Gud, vor hyrde og medvandrer, du som deler vore skridt og tanker på denne dag, berør os nu med din kærlighed, gennemlys vort mørke, tilgiv os vore fejltrin i tanker, ord og handlinger. End ikke i den mørkeste dal frygter vi noget ondt, for du er med os, din stok og din stav er vor trøst.”

Når vi pilgrimme efter flere ugers vandring ankommer til Nidaros Domkirke i Trondheim, beder vi denne bøn fra højalteret, hvis relief forestiller pilgrimmene på Emmaus-vandringen:

Gud, her ved dit alter, vort hvilested,

Sætter vi pilgrimsstaven fra os.

Vi takker dig for alle hjælpende hænder,

For alt skabende fællesskab, vi er en del af.

Fri os fra et liv i stilstand!

Giv os vilje til opbrud fra vor selvoptagethed.

Giv os evne til at finde de veje, som fører til retfærdighed

Og mere livshåb for alle.

Giv støtte til vor længsel efter at gå nye veje,

Som viser, at der er et mål og en mening med vore liv.

Sieger Köder’s maleri: ’Den gode hyrde’

At komme til vejs ende leder tankerne hen på det ultimative mål: døden, opstandelsen og det evige liv. Som Thomas Kingo udtrykker det i salmen (DS 764,3) fra baroktiden (1674) med fokus på jordelivets elendighed og Paradisets lykke.

Jeg, en udlændingsmand

Som mine fædre,

Bor her i fremmed land,

Attrår et bedre.

Min pilgrimsstav den skal jeg da henslænge

Og gennem tidens stød,

Ja, og den bitre død,

Til Himlen trænge.

Det vildfarne, genfundne får
De senere år har staven fået endnu en praktisk betydning på mine vandringer. Pga en lungesygdom får jeg nemt åndenød og har svært ved at gå op ad bakker og bjerge. Her får jeg nu hjælp af min mand eller en anden medvandrer, som tager fat i den ene ende af staven og hiver mig frem som en slags hjælpemotor. ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”

Skribentens pilgrimsstav, tegnet af hendes datter, Anna Blinkenberg-Lidell.

Det var lige præcis det Gudsbillede, jeg voksede op med som barn. Meget tidligt i mit liv havde jeg fået foræret en børnebog om den lille Jesus. Det var min yndlingslekture; jeg kunne nærmest bogen udenad: historien om drengen Jesus, der ejede et får, der en dag var rendt væk. Så fulgte en dramatisk søgen efter det i de bjergrige egne. Og stor var hans glæde over endelig at genfinde det! ”Jesus tog forsigtigt lammet op i sine arme og begyndte at gå ned mod Nazareth… Det var næsten blevet helt mørkt, da drengen nåede til det lille bjerg, der lå ovenfor hans hjem. Lysene blinkede i alle de små huse i Nazareth. Allerklarest var det lys, der skinnede i hans eget hjem. En stjerne var begyndt at stige op på himlen over deres hus og stalden.”

Jeg har tit tænkt på, hvor meget det Gudsbillede egentlig har præget mit liv og min tro. Jesus som den gode hyrde. Gud, der kerer sig om den enkelte så meget, at Han lader de 99 får passe sig selv og går ud og leder efter det, der er blevet væk. Og når han så finder det, bliver han glad og lægger det over skuldrene og bærer det hjem til de andre. Og når han kommer hjem, fortæller han historien til sine venner og sige: Tænk, jeg har fundet det får, som er blevet borte for mig!

Jeg følte mig præcis som det vildfarne og genfundne får, identificerede mig fuldstændig med det og kunne næsten mærke glæden og varmen og trygheden i at blive fundet og løftet op på de stærke skuldre.

I dag kan jeg kun være taknemmelig over, at min opvækst gav mig dette Gudsbillede med i livet.

Hvad er dit Gudsbillede?