Populære pilgrimsvandringer er drænet for religion

Moderne pilgrimsvandringer har i dag ikke ret meget med religion at gøre. Foto: Emil Kastrup Andersen

Stadig flere danskere går på de gamle pilgrimsruter, men religion betyder stadig mindre. Det er ren pølsesnak at tale om pilgrimsvandring, når det ikke tager afsæt i troen, mener præst

Det ligner en trend, der er kommet for at blive. Danskerne valfarter fortsat i stigende grad til gamle pilgrimsruter. Både ruter som den spanske Camino og Hærvejen herhjemme er populære.

Men i et protestantisk Danmark, der i øvrigt kendetegnes ved at være et land med en relativt stor grad af sekularisering, kan det undre, at pilgrimsvandringer igen er populære.

Spørger man Lars Ahllin, lektor i religionssciologi ved Aarhus Universitet, er udviklingen heller ikke et udtryk for, at danskerne er blevet mere religiøse.

”Moderne pilgrimsvandringer har ikke ret meget med religion at gøre. For mange er det mest en måde at koble af fra en travl hverdag på. Det er der brug for i et samfund, der stiller meget høje krav til os allesammen, og hvor vi hele tiden skal præstere. Mange finder ro i at vandre for at få plads til sig selv og sine egne tanker,” siger han.

Historisk set er pilgrimsvandringen dog en religiøs praksis. Begrebet findes i flere religioner og er i den kristne tradition nok mest kendt fra middelalderen. Her idømte den katolske kirke de kristne at gå bod for deres synder, og på vandringen skulle de forberede sig til mødet med Gud på et særligt helligt sted. Et yndet mål var den spanske by Santiago de Compostela, hvor apostlen Jakob menes at ligge begravet. Med Reformationen gled pilgrimsvandringer ud af protestantiske kirker på lige fod med relikvier og helgendyrkelse. Martin Luther er endda citeret for følgende om Apostlen Jakobs grav: ”Gå ikke derhen. I ved ikke, om det er Sankt Jakob eller en død hund, der ligger der.”