Spørg

Hvilket undertøj er godt til pilgrimsvandring?

I spørger lige ind i noget meget privat - der er mange forskellige meninger om påklædning og da især strømper (og sko/støvler), svarer Henrik Friediger, der er formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Foto: Erik Bjerager

Den berømte pilgrimsrute Caminoen er en udfordring for sjælen, men så sandelig også for fysikken. To læsere spørger, hvordan man bedst klæder sig på til de fysiske strabadser. Formand for Danske Santiagopilgrimme, Henrik Friediger, svarer

Spørgsmål
Hej brevkasse

Vi er to pensionister på 65 år, som skal på en tur til Spanien for at vandre på Caminoen en uge. Vi er begyndt at øve og er dermed stødt ind i nogle problemer.

Hvilket undertøj bruges til sådan en tur og hvilke strømper?

Med venlig hilsen
Grethe og Irene

Svar
Kære Grethe og Irene

Tak for jeres spørgsmål. Synd, at I som pensionister har så travlt, at I kun kan afse en uge til at vandre på Caminoen - 14 dage fra Astorga til Santiago ville give jer en meget større oplevelse.

Men til det konkrete: I spørger lige ind i noget meget privat - der er mange forskellige meninger om påklædning og da især strømper (og sko/støvler).

Vigtigt er det, at man ikke får vabler. De er irriterende og undertiden smertefulde, og man behøver ikke at få dem overhovedet. Gode sko med indlæg, der passer til ens fødder. Og gode strømper. Jeg har prøvet det meste og er endt med at købe nogle tolagsstrømper - vistnok amerikanske - der hedder Wrightsock. Inderst et lag bomuld og yderst et kunstmateriale. Jeg køber dem på internettet.

Undertøj - jeg bruger T-shirt og underbukser i kunstmateriale og vasker dem hver dag efter vandringen. Men jeg ved, at andre - eksempelvis min kone - sværger til tynde T-shirts i uld. De behøver ikke at blive vasket så tit og skulle efter sigende være behagelige at have på under vandringen. Selv tåler jeg ikke uld, men det understreger jo bare, at man selv må prøve sig frem til, hvad der passer én bedst.

Og ellers er der jo en række specialbutikker med alskens udstyr, hvor personalet er erfarne motionister og sportsfolk, som man kan spørge til råds - Spejdersport, Bjergkæden, Friluftsland, Eventyrsport - og hvad de hedder.

God tur - buen Camino

Venlig Hilsen
Henrik Friediger
Formand for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Pilgrimsvandring.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om pilgrimsvandring". Alle svar i "Spørg om pilgrimsvandring" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad Pilgrimsvandring.dk mener.