Spørg

Kontakt til vandrere i Nordjylland søges

Pilgrimsleder Peter Grarup giver råd til ruter og vandre-ledsagere i Nordjylland.

En læser efterlyser ruter og vandreledsagere i Nordjylland. Pilgrimsleder Peter Grarup giver gode råd

Spørgsmål:

Jeg bor i Nørresundby og kunne fristes af pilgrimsvandringer i det nordjyske landskab, gerne fælles vandreture.

Jeg har gået Caminoen for 10 år siden. Kan i forbinde mig til andre med samme passioner i min landsdel og eventuelt kort over kendte vandreture?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Carsten

Svar:

Kære Carsten 

Der er mange med samme passion for pilgrimsvandring i landsdelen. Jeg har over 200 navne i en adresseliste.

Den kan jeg ikke give dig, men jeg kan opfordre dig til at kigge efter på pilgrim-nordjylland.dk. Her vil du finde arrangerede vandringer af forskellig længde, for eksempel den 16. juli i Skagen, den 5.-8. august fra Viborg til Mariager, den 8. august fra henholdsvis. Glenstrup og Hem til Mariager. Den 22.-24 august er der en vandring i Sverige, først i august den traditionelle kort-vandring på Egholm, og der kommer stadig nye til.

Til næste sommer kan du blive en del af en international vandring fra Trondheim til Jerusalem (!), som naturligt nok kommer denne vej forbi.

Hvis det, du spørger efter, er ledsager(e) til mere private vandreture, kan jeg lægge din forespørgsel og din mailadresse på forsiden af ovennævnte hjemmeside. Den slags har vi ikke prøvet før, men det har andre pilgrimshjemmesider, og måske er det tid at gøre forsøget her i Nordjylland. Det kræver bare, at du sender mig en mail og siger OK til det. Skriv til: pilgrimnord@gmail.com.

Hvad kortmateriale angår, kan du begynde med at kigge her: pilgrim-nordjylland.dk/pilgrimsveje.

Under alle omstændigheder ønsker jeg dig god vandring.
 
Venlig hilsen
Peter Grarup,
pilgrimsleder og pensioneret sognepræst 

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Pilgrimsvandring.dk har inviteret pilgrimspræster og -vandrere, teologer og historikere fra forskellige foreninger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om pilgrimsvandring". Alle svar i "Spørg om pilgrimsvandring" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad pilgrimsvandring.dk mener.