Månedens pilgrim: Jeg flyttede ind i Ingemanns salmer på Caminoen

"Caminoen kom til mig, men for andre kan det være en anden vej. Det handler om at lytte til sig selv og sætte den ene fod foran den anden. For så kommer ens vej en i møde, som vi synger det i 'Må din vej gå dig i møde,' der i øvrigt i reglen afslutter de koncerter, som jeg afholder med mine kor,” siger korchef Dorte Bille. Foto: Privatfoto

En morgen på Caminoen begyndte jeg automatisk at nynne Ingemanns morgensalmer, fortæller Dorte Bille, som er korchef for MidtVest Pigekorene samt koordinator for undervisningen på Den Jyske Sangskole

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
”Det var i sommeren 2005, hvor jeg pludselig havde to uger, hvor jeg ikke skulle noget. Familien var optaget af andre planer, og min første – meget lutherske – tanke var, at så skulle jeg finde et godt kursus eller noget andet nyttigt. Tiden skal jo bruges fornuftigt. Men det lavede jeg heldigvis om til at ville gøre noget godt for mig selv, og det blev så til to uger på Caminoen, hvor jeg gik fra Lyon til Santiago de Compostela.”

”Jeg havde jo både hørt og læst om Caminoen og havde stor lyst til selv at gå en pilgrimsvandring, og nu kom chancen så - og jeg greb den. Jeg kendte dog ikke specifikt ruten, og jeg taler heller ikke spansk, men venlige mennesker og muslinge-symbolerne viste mig – meget apropos netop pilgrimsvandringer – vej.”
 
Hvorfor går du pilgrimsvandring?
”Ja, jeg har faktisk ikke decideret gået pilgrimsvandring siden dengang i 2005. Det tillader mine led ikke, men jeg har cyklet på Hærvejen fra Viborg til grænsen - og jeg håber at komme til at cykle på Caminoen på et tidspunkt.”

”Men derudover tager jeg ofte til Berlin, hvor jeg går ind i den ”solitude”, som jeg også oplevede på Caminoen – og hvor jeg tager vare på mig selv, bare er mig selv og lader op. Solitude er et ord, som jeg holder meget af, da det taler om at være alene, men ikke ensom. For der er stor forskel på, om man er ensom, eller om man er alene i enkeltheden.”
 
”For jeg oplevede jo dernede på Caminoen i 2005, hvor enkelt livet kan være. Hvor lidt man behøver som menneske. Lidt mad, lidt vand og et sted at sove. Da jeg tog af sted, havde jeg 8,5 kilo bagage med, men det blev hurtigt meget mindre. Jeg lagde nemlig noget fra mig stort set hver dag på den hylde i refugierne, hvor man kan lægge ting, som man ikke længere har brug for.”

”Det var som at skrælle et løg. Hver dag kom jeg tættere og tættere ind på kernen af mig selv. Da jeg kom hjem, kiggede jeg også på vores hus på en anden måde. Nu skulle der sorteres og smides ud. Og havde det ikke været for min mand, var der nok også røget for meget ud. For der var sket noget med mig dernede på Caminoen - på flere planer.”
 
”Jeg havde for eksempel lært, at for at give noget til det fælles rum er det vigtigt at kunne give noget til sig selv. At kunne holde sit eget selskab ud og gå ind i solopgangen og sørge for egen iltmaske først. Og siden har jeg holdt så meget af det at være alene, at en god veninde kalder mig for en skabs-eremit, og det er i grunden meget godt sagt.”
 
”Jeg gik jo også alene dengang i 2005, undtagen de to-tre dage, hvor jeg gik sammen med engelske Mary, der ligesom mig holdt af vekselvirkningen mellem tavshed og tale. Så vi gik sammen i stilhed, men også i samtale om de helt store spørgsmål i livet.”
 
Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
”Den rute, som kommer til én. Caminoen kom til mig, men for andre kan det være en anden vej. Det handler om at lytte til sig selv og sætte den ene fod foran den anden. For så kommer ens vej en i møde, som vi synger det i 'Må din vej gå dig i møde,' der i øvrigt i reglen afslutter de koncerter, som jeg afholder med mine kor.”
 
Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
”Ja, det var en morgen på Caminoen, hvor det at vandre var begyndt at køre. Den første uge handlede meget om det praktiske, at undgå vabler og så videre. Men det havde lagt sig i uge nummer to, hvor jeg en smuk morgen fandt mig selv gå midt i det spanske landskab, der lige dén morgen bestod af klipper og bøgetræer og en fugtighed, der alt i alt mindede lidt om Bornholm en sommermorgen. Og så begyndte jeg helt automatisk at nynne Ingemanns morgensalmer. Ja, jeg flyttede nærmest ind i dem dén morgen på Caminoen.”

”Det giver også god mening. For både Ingemanns morgen- og aftensalmer er universelle i deres budskab. Når mine kor for eksempel optræder i udlandet, hvor salmerne altid bliver sunget på dansk, så kommer tilhørerne bagefter hen og fortæller mig, at nok forstod de ikke ordene, men de forstod meningen med salmerne. Dét gjorde jeg også dén morgen på Caminoen i 2005.”