Månedens pilgrim: Pilgrimsvandring er livseliksir

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech fra Havdrup på Sjælland går pilgrimsvandring, fordi hun ikke kan lade være – og fordi det er en del af hendes længsel efter det nærvær med Gud, som hun ofte føler på en pilgrimsvandring, både dem hun går alene og dem, som hun går sammen med andre. Her i pinsen skal hun traditionen tro gå pilgrimsvandring sammen med sine sognebørn. I år foregår det ved skovene og søerne omkring Sorø.

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech fra Havdrup føler en dyb åndelig længsel, der gang på gang får hende til at gå pilgrimsvandring

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
”Jeg begyndte at gå pilgrimsvandring i 2001 ud fra et dybt ønske om at komme til Santiago de Compostela. Det var dengang et relativt nyt fænomen i Danmark. Men på grund af små børn og familieliv kunne jeg jo godt se, at jeg aldrig ville kunne forsvare at tage en måned ud af kalenderen for at gå tur i Spanien."

"Så jeg slog mig sammen med en kollega, Knud Munck fra Kalvehave, og begyndte at arrangere en pinsepilgrimsvandring på Sydsjælland. Det blev pinsen, som vi valgte. Fordi det er den af de tre kristne højtider, som danskerne ved mindst om. Og fordi der er en logisk retning i at tage helligåndsbudskabet alvorligt og bære troen med sig ud på vejen og i naturen på netop denne tid af året, hvor Helligånden nærmest ånder i alt det grønne. Pinsevandringen er blevet en tradition, som jeg har holdt fast i lige siden. Og her i Havdrup skal vi i år vandre nede omkring Sorø i skovene og langs søerne i de tre pinsedage.”

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
"Jeg går, fordi jeg ikke kan lade være. Og det er virkeligt paradoksalt. For hvis jeg skal gå fra A til B ellers, så keder jeg mig gudsjammerligt. Men når det er en pilgrimsvandring, og den åndelige dimension er med, er det en dyb længsel, der åbner sig i mig. Hvis jeg kunne, ville jeg lave pilgrimsvandringer hver 14. dag som en anden form for højmesse. Det at være afsted alene eller som gruppe med Kristus som forbillede og med større enkelhed og ro som mål er livseliksir for mig.”

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
”Inden for pilgrimsbevægelsen er der begyndt at være 'Ironman-'tendenser. At jo længere væk det er, og jo længere tid man går, og jo flere kilo man bærer på sin ryg, desto mere hardcore. Det er ærgerligt. For du kan blot gå ud af din hoveddør, finde en pind i krattet og begive dig afsted. Nogle af de bedste vandringer, som jeg har haft, har været dem i eget nærmiljø. Som da jeg var præst på Nørrebro, og vi gik pilgrimsvandring på Assistens Kirkegård og pludselig så kirkegården på en hel anden måde." 

"Og man behøver ikke tage fri en måned for at gå. Du kan blot gå 1-2 dage med fokus på din tro. For idet du vandrer ud af din hoveddør, går du også for en stund ud af dit liv, lægger alle bekymringer bag dig og mærker, hvor enkelt alting bliver, når man blot skal sætte det ene ben foran det andet, og hvor lidt du behøver for at leve. Den svenske pilgrimspræst Hans Erik Lindstrøm siger det sådan her: At i stedet for hele tiden at stræbe mod noget, som er større; prestige og magt og succes, så er pilgrimmens mål at gøre sig selv mindre; at søge mod større enkelhed og bæredygtighed.” 

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
”Jeg arrangerer pilgrimsvandringer i Danmark i pinsen og om sommeren på Færøerne. Derudover prøver jeg at komme afsted selv cirka hvert andet år. Jeg har gået på Caminoen i fuldstændig stilhed og alenehed og mærket gudsnærværet meget kraftigt. Men de fleste uforglemmelige oplevelser har været på ture med andre i Danmark. At mærke samhørigheden, når vi lægger os på græsset og mærker solen varme igennem trækronerne - åh, det er bare det bedste.”