Pilgrimsvandrer: Mit hjerte brister, da munkene begynder at synge

"Der ligger et kloster i bjergene i Toscana, som hedder Santuario Della Verna. Her er mit udgangspunkt. Mine øjne ser så mange smukke ting, og det føles, som om mit hjerte brister, da franciskanermunkene begynder at synge til messe klokken 8. Deres sangstemmer får hele basilikaens luft til at vibrere," skriver Lilian Arendal. Foto: Privatfoto

Essensen af nærvær åbner sig, efterhånden som jeg vandrer mod Assisi, skriver vandrer Lillian Arendal i en beretning fra sine mange vandringer

Nærværet er ikke til at komme udenom som pilgrimsrejsende. Det er nærværet, som gør alting så levende, spændende og udfordrende.
Efterhånden som én bliver mere bekendt med essensen af nærvær, mærker man at hjertet er med én i alt det, man gør. Min søster og jeg går fra Lausanne til Rom ad den gamle pilgrimsrute “Via Francigena”. Det tager os 42 dage. Ved at gå sammen opbygger vi en tillid til, at alt er, som det skal være.

LÆS OGSÅPå cykelpilgrimsvandring ad Via Francigena i Italien 

Hvert skridt er et skridt mod nye eventyr
Vi starter i maj, i det skønne forår i Schweiz og går mod varmen og dermed mod sommeren i Italien. Hvert skridt, der bliver taget, er ukendt, og det bevirker, at vi hele tiden er på vej mod nye eventyr.

Det er skønt at gå med sin søster, men der er noget, som kalder i mig. Et behov for at gå alene presser sig på. Det er en stor udfordring, da jeg ikke taler italiensk, fransk eller spansk. Det er kun muligt for mig at kommunikere via kropssprog, meget få italienske gloser og på engelsk.

Men italienerne er ikke gode til engelsk. Når vi rejser to sammen, opstår der tryghed, men alene er noget ganske andet. Jeg vælger derfor at gå alene fra La Verna til Assisi og måske lidt længere. Jeg vil gå i Frans af Assisis fodspor.

Der ligger et kloster i bjergene i Toscana, som hedder Santuario Della Verna. Her er mit udgangspunkt. Mine øjne ser så mange smukke ting, og det føles, som om mit hjerte brister, da franciskanermunkene begynder at synge til messe klokken 8. Deres sangstemmer får hele basilikaens luft til at vibrere. Jeg står heroppe i bjergene.

Essensen af nærvær åbner sig på vejen til Assisi
Jeg kan bare ikke blive mere i nuet, som jeg er i dette nu. Jeg ER - og jeg er meget bevæget. Den første vandredag er indtruffet. Alene og med en bog med anvisninger af pilgrimsruten, som jeg vil følge. Tau-ruten kalder jeg den. Den er afmærket med et gult Tau-kors. Jeg begynder at værdsætte alting på en ny måde.

Det er at se på verden med øjne, hvor skodderne for vinduerne er blevet lukket lidt mere op og mere lys slipper ind. Nogle gange for meget, så jeg intet kan se og bliver blændet.

Essensen af nærvær åbner sig, efterhånden som jeg vandrer mod Assisi. Det er som at blive vækket og hevet ud af hverdagens trommerum og bryde de gamle og måske uhensigtsmæssige rutiner, man har haft, og få ny inspiration med hjem til hverdagen.

Fra Assisi går rejsen videre til Spello. Jeg går forbi klosteret Eremo delle Carceri, som ligger højt oppe på bjerget Subasio. Jeg sætter mig i kirken for at bede og forsøger at nå ind i en indre stilhed med fokus på mit hjerte med åndedrættet som mit anker. Jeg bruger ofte hjertebønnen til det. Først kommer nogle nonner ind, og jeg føler, at deres tilstedeværelse løfter energien endnu mere. Dernæst kommer nogle tyske kvinder ind, og to af dem stiller sig ved et af de åbne vinduer.

En nonnes sang i solen
En fugl begynder at synge, og de to tyske kvinder stemmer i. De synger så smukt. Jeg føler, at mit hjerte åbner sig og en strøm af varmt vand flyder ud af mit hjerte! Jeg føler mig overstrømmet i mit indre, jeg, et menneske! Ligesom indefra og ud. Er det Guds kærlighed via Helligånden?

LÆS OGSÅPå faste-pilgrimsvandring i 54 kirker i Rom 

Jeg bliver bevæget af en nonnes ansigtsudtryk på min vej ud af kirken. Hun udstråler en overjordisk glæde. Det er, som om hun og jeg er i samklang i lige netop dette korte øjeblik, hvor vores øjnes mødes. Lige i dette lille, men store øjeblik af at være ét.

Nærvær og den “hellige strøm” er en af flere tilstande, en pilgrimsrejsende får kendskab til, ja, jeg vil tillade mig at kalde det pilgrimmens attributter, hvis de er opmærksomme på det indre liv.

Jeg håber, at andre vil få inspiration til at vandre i Italien, især hvis man allerede har gået Caminoen i Spanien. Gå nu, i nuet, mens tid er!

Lilian Arendal er mindfulness-instruktør og pilgrimsvandrer.