Pilgrimspræst: Julenats mysterium foregår her og nu

'Madonna and Child', (Rucellai Madonna), 1285.  Artist: Duccio di

"Rigtig mange dvæler ved billedet af Maria og Jesus, mor og barn, Madonna og barnet. Hvorfor stopper vi altid op her? Fordi det lige præcis er her, Gud giver sig til kende. Julenat blev Gud menneske. Og DET er svært at fatte, det ER et mysterium, at Maria sidder dér med Guds barn i sine arme," skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som er fascineret af denne ikon: Rucellai Madonna fra 1285 af Duccio di Buoninsegna. Scanpix

Vores aktuelle situation afgør, hvad vi lægger mærke til, når vi hører beretningen om den allerførste juleaften, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell

Så langt tilbage, vi overhovedet kan huske, har juleevangeliets gyldne ord lyst op i vintermørket. I vore forskellige livsfaser har vi sat fokus på forskellige aspekter af den velkendte historie. Vores aktuelle situation afgør, hvad vi lægger mærke til, når vi hører beretningen om den allerførste juleaften. Og vi danner os billeder indeni os selv, når vi hører ordene.

LÆS: Juleevangeliet

Måske gribes vi af scenen, hvor den hellige familie er på vandring, fordi vi har blik for vores egen vandring i livet. Det kan være, at vi ligesom Josef og Maria blevet afvist gang på gang og har mange lukkede døre bag os. Vi er måske selv flygtninge, der på grund af forfølgelse eller krig i hjemlandet er tvunget på ufrivillig vandring og har fundet en dør åben i Danmark.

Det kan også være, at vi får den aktuelle situation i Betlehem ind på nethinden, når vi hører evangeliet. I dag er ufred og vold en del af hverdagen i Israel.

TEMA: Jul i Bethlehem

Andre gribes af englesangen: Ære være Gud i det højeste, fascineres af det himmelske lys og den store glæde, fordi vi identificerer os med det. Måske er vi nyforelskede eller også har vi netop fået et nyt barn i familien og kan jublende takke Gud og gøre englenes lovsang til vores.

En del standser op ved de bange hyrder ude i nattemørket, fordi vi af forskellige årsager føler os fanget mørket. Det kan være stress, sygdom, ensomhed, sorg måske had. Vi råber fra mørket, med eller uden ord. Måske føler vi os ensomme i hjertet og længes efter en guddommelige fylde. Eller vi føler os simpelthen forladt af Gud og famler rundt i mørket.

Gud giver sig til kende som barn
Rigtig mange dvæler ved billedet af Maria og Jesus, mor og barn, Madonna og barnet. Hvorfor stopper vi altid op her? Fordi det lige præcis er her, Gud giver sig til kende. Julenat blev Gud menneske. Og DET er svært at fatte, det ER et mysterium, at Maria sidder dér med Guds barn i sine arme.

Ja, lige så ufatteligt er det måske for os, at Gud er nær. Men Gud er lige så tæt på hver enkelt af os som det lille barn på moderens skød. Det nyfødte barn har total tillid til, at dets skrig bliver hørt af moderen, at dets sult bliver mættet. Ja, der er ligefrem et sådant dejligt Gudsbillede i Det gamle Testamente: Gud er som en kvinde, der ammer sit barn og aldrig glemmer det! (Es. 49,15) Så tæt forbundet med os, at Han hører os, når vi råber, når vi beder, når vi samles til gudstjeneste i Hans navn.

I kunsthistorien er der SÅ utrolig mange billeder af Madonna med barnet. Et af dem rørte mig dybt, da jeg var på besøg i Firenze og så alterbilledet: Madonna Rucellai, malet af Duccio år 1285 (artiklens billede, red.). Det taler umiddelbart til mit hjerte, og jeg tror, det er fordi billedet ligefrem insisterer på nærvær!

Det er et helligt billede, en ikon, malet i smukke varme, røde og gyldne farver. Vi ser Maria som den tronende Madonna, himmeldronningen med sin kongesøn. Det er, som om hun ser lige igennem os med sit blik og drager os med ind i billedet. Vi bliver en del af det, fordi der ikke er noget rum bagved; bladguldet lukker helt af.

Gør som Maria: Gem ordene i hjertet
Billedet minder os om, at julenats mysterium foregår hos os, her og nu. Det rum, Maria og barnet befinder sig i, er vi også en del af. Jesu lille velsignende hånd går hen foran Marias bryst og hjerte, dér hvor de to guldtråde mødes. Ligesom Maria gemte Guds ord i sit hjerte, må vi nu åbne vore hjerter for Hans ord, Hans velsignelse.

Når man står foran det kæmpestore alterbillede, er Marias fødder i vores øjenhøjde. Vi går ind i billedet nedefra, følger den snoede guldtråd langs de bløde folder i Marias kappe. Op til barnet, hans velsignende hånd og videre op, før den deler sig før hovedet.

Guldtråden er som vor snoede livsvej: på den ene side ser vi Kristus direkte (vi kan høre om ham i kirken, læse om ham i Det Nye Testamente, bede til ham, banke på, og der skal lukkes op!) og på den anden side er der stadig en vej at gå! Hvorfor skulle vi ellers være her på jorden, hvis der ikke var noget at bakse med? Vi har alle en vej at gå, og billedet minder os om, at vejen til Gud går gennem Kristus.

Marias dragt er næsten hel sort. Men nogle steder lyser det lidt op i det blålige, den blå himmelfarve, og andre steder skimter vi hendes røde, jordiske underklædning. Sådan kombinerer farverne Marias jordiske heftige kærlighed med hendes guddommelige himmelske kald.

Mange af os sidder juleaften i vores fineste puds i kirken eller derhjemme i stuen, andre ligger i en hospitalsseng og ser julegudstjeneste på TV. Måske er vi ikke ligefrem klædt i rødt og blåt, men alligevel er vi alle sammen som Grundtvig så flot har udtrykt det et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Vi er skabt i Guds billede, vi er hans elskede børn. Ligesom Maria har vi OGSÅ et himmelsk kald. I dåben fik vi det bekræftet med navns nævnelse og korsets tegn for pande og bryst. Dét løfte er evigt.

Det må vi aldrig glemme! Heller ikke, når vi som profeten Esajas (9,1) vandrer i mørkets land. Også da lyder det til os: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket Jesus Kristus, Guds Søn er født på jorden. Og det skete dengang for mere end 2000 år siden og nu! Gud er ikke længere uopnåelig og fjern, han er os helt nær. Og det gælder HELE folket, også de fortravlede, de sørgende, de syge, de glade

For Guds store julegave til alle mennesker til alle tider er, at han gav os sig selv gennem sin søn et menneske som os selv. Så vi virkelig får mulighed for at begribe, hvor tæt Gud er på os og hvor højt han elsker os. Det er derfor, vi giver hinanden gaver - vi siger bedst Gud tak for hans gave ved at give vores glæde videre til andre mennesker.

Se det hele i fugleperspektiv
Og måske kunne vi bruge nogle af juledagene til i fred og ro at samle tankerne om livets store spørgsmål. Se det hele lidt i fugleperspektiv og stille spørgsmålet: Hvad vil jeg egentlig bruge mit liv til? Hvilken vej skal jeg gå? Hvor meget skal kristendommen fylde i mit liv? Kan Bibelens ord sige MIG noget i min hverdag? Kan jeg måske finde glæde ved at gå i kirke?

Måske kunne det ligefrem være en god ide med et alternativt nytårsforsæt: at give os selv lov til nogle små oaser af tid og stilhed. Bede til Gud og åbne hjertet for hans nærvær. Sige tak for livets gratis glæder, dagligdagens små undere. Og hver morgen starte dagen med at åbne vinduet, trække vejret dybt og indsnuse den friske luft, sige de dejlige ord højt: "Frygt ikke!" Sætte vores eget navn ind og glæde os over julenats løfte:

Frygt ikke, du, der sidder i mørke og dødens skygge; frygt ikke, du, der mangler livsmod og kærlighed; frygt ikke, du der tvivler på meningen med livet. Gud er dig lige så nær som en ammende mor sit barn! Frygt ikke!"

Glædelig jul!