Det sværeste pilgrimsord er langsomhed

"Langsomhed er den eneste tilladte hastighed på den længste vej, som går fra hjernen ned til hjertet," skriver formand for Roskilde Pilgrimsforening Finn Buhl

De fleste pilgrimme kender de syv pilgrimsord, som udgør fundamentet for pilgrimmens adfærd på vejen: Nemlig langsomhed, frihed, enkelthed, ubekymrethed, stilhed, fællesskab og ydmyghed. Men ét er at kende dem, noget andet er at efterleve dem: Ét af de ord, de fleste tilsyneladende har sværest ved at tackle, er langsomhed. Utrolig mange er i stedet viklet ind i hektiskhed og kan ikke gøre sig fri.

Tilværelsen har nemlig til alle tider været hektisk: Uanset hvilken tidsalder vi dykker ned i, har mennesker været plaget af alt det, de har skullet nå. Naturligvis var tempoet anderledes i oldtiden, i middelalderen, renæssancen, oplysningstiden og industrialiseringens gennembrud, end i den er i vores højteknologiske tidsalder, hvor næsten hver dag byder på forandringer og nye muligheder, men i hver tidsalder har menneskene skullet præstere og yde maksimalt i forhold til den tids normer og krav.

Det er derfor ikke værre i dag end tidligere, bortset fra én ny faktor, som er kommet med: Stabilitet regnes i dag som en negativ egenskab. Samfundet kræver i stedet konstant omstillingsparathed. En lille elite elsker dette høje opskruede tempo og ville dø, hvis ikke de var på hele tiden. Flertallet følger med, selvom det er hårdt. En voksende procentdel halser ubehjælpsomt bagefter og kvæles i stress, mens de marginaliserede allerede har givet op og er stået af ræset.

Derfor er ét af pilgrimsvandringens nøgleord langsomhed. Jeg møder imidlertid ofte på de pilgrimsvandringer, jeg arrangerer, det udsagn, at: "... jeg elsker at gå rask til. Det passer godt til mig. Det får pulsen op, og man mærker kroppen bliver brugt. Det er også den måde, jeg lever på. Hvis jeg går langsomt og ikke i mit eget trav bliver jeg træt. Såhvis jeg skal have noget ud af det, er jeg nødt til at gå i mit eget tempo.
 
Ordene varierer naturligvis fra person til person, men essensen er altid den samme: Det handler om mig, og kun mig. Al bevidsthed er vendt indad mod egne behov, som gør hjertet tomt. Disse hurtig-vandrere overser fuldstændig, hvad pilgrimsvandring er: Det er at lægge sit ego sit jeg fra sig, og i stedet vende sin bevidsthed udad mod Gud og sin næste: For Gud åbenbarer sig i vores næste. (Matt. 25,40 og 25,45.)

Tvinges man ned i tempo, vil man opdage, at hjerte og åndedræt kommer ind i en rytme, som nærmer sig meditation. Ikke at forveksle med den rytme, hjerte og åndedræt kommer i, når man traver rask til eller løber, og som mange tror er meditativ, men i virkeligheden blot er at tømme hjernen for tanker. Nej, det meditative opstår, når man kommer ned i tempo. Så bliver sanserne rolige, og sindet åbner sig op, og man oplever på en dyb og inderlig måde natur, himmel, dyr og fugle, og smelter sammen med de øvrige pilgrimsvandrere.

Langsomhed er ikke blot, at alle kan følge med rent fysisk, men langsomhed er, at det hele menneske kan følge med: For at kunne møde Gud, er vi nødt at komme ned i tempo. For Gud ER, det vil sige hverken hektiskhed eller stilstand, men dét, som er midt imellem, nemlig væren, eksistens, liv.

For hektiskhed fører til død, ligesom stilstand er død, men ned i tempo er væren, eksistens, liv! Pilgrimsvandring er at bede med fødderne, og når vi beder, så japper vi heller ikke vores bøn af, men smager på hvert ord og rækker indholdet til Gud:

Det kan sammenlignes med, når vi går i kirke. Så tvinges vi også til at sidde stille på kirkebænken og kikke op på alteret og prædikestolen. Vi traver ikke op og ned af kirkegulvet, eller farer omkring i sideskibene for at se på alle de smukke ting, som er hængt op. Nej, vi sidder ned og lytter, beder og synger. I kirken falder vi til ro!

Sådan er det også på en pilgrimsvandring: Her gælder det ikke om at gå flest mulig kilometer på kortest mulig tid, men at komme ned i tempo, være en del af fællesskabet, nyde det bare at gå. At gå uden at bekymre sig om tid og vejens længde. Bare gå, gå og gå! Og når så vandringen afbrydes af en andagt i en kirke, er krop og sjæl parat til at møde Gud og høre ordet.

Tænk på det, næste gang du går pilgrimsvandring: Kom ned i tempo og åben dit indre op. Glem alt om tid og sæt blot den ene fod foran den anden, meter efter meter, kilometer efter kilometer. Læg dit jeg bag dig og vær en del af fællesskabet. Langsomhed er den eneste tilladte hastighed på den længste vej, som går fra hjernen ned til hjertet. Langsomhed er nøglen til at bede med fødderne langsomhed er nøglen til at lytte, så ordet kan fylde dit tomme hjerte.

Hjertet bliver således stalden i Betlehem, hvor Jesus lod sig føde og atter lader sig føde, når du lader dig favne af langsomhed!

God vandring!

Finn Buhl er formand for Roskilde Pilgrimsforening