Kan jeg tage min teenagesøn med på pilgrimsvandring?

Min teenagesøn lagde mest vægt på det sportslige, mens jeg tog mig af det mere reflekterede, skriver Hanne Sander

Jeg har selv vandret med min dengang 15-årige søn, og vi havde begge to stor glæde af den vandring, hver på vores måde, svarer sognepræst Hanne Sander

Spørgsmål:

Kære pilgrimsvandring.dk

I foråret 2013 skal vores søn konfirmeres. I den anledning ønsker vi at tage ham med på Caminoen til Santiago de Compostela i sommerferien.

To spørgsmål dukker op: Er det sikkert at gå mor og søn sammen? Og hvor længe kan en teenagedreng gå?

Han glæder sig til udfordringen, og sammen skal vi læse litteratur om vandringen i de mørke vintermåneder.

Med venlig hilsen
Susanne

Svar:

Kære Susanne

Da jeg i sin tid i 1993 gik fire uger på Jakobsvejen, var det sammen med min dengang 15-årige søn, der var blevet konfirmeret samme forår. Så jeres planer er jo helt parallelle med vores dengang.

LÆS OGSÅ: Med børn på pilgrimsvandring

Vi havde begge to stor glæde af den vandring, hver på vores måde rigtignok. Min søn lagde mest vægt på det sportslige, mens jeg tog mig af det mere reflekterede.

Han havde opgaven med at "beregne ruten", det vil sige finde ud af, hvor vi skulle overnatte, så dagsvandringen blev på 20-25 kilometer.

Det skulle vi gå gennemsnitligt, for vi havde 28 dage til vandringen fra Roncesvalles til Santiago de Compostela. Det gennemførte vi uden de store vanskeligheder (men ikke uden vabler!), og jeg vil mene, at det for de fleste er nogenlunde realistisk, hvis man er i almindelig god kondition.

LÆS OGSÅ: På pilgrimsvandring med børn og gamle

På mange strækninger kom vi jo til at følges med andre pilgrimme, så vi var ikke kun henvist til hinanden, hvis det er det, du mener med, om det er "sikkert", at I går sammen.

Med venlig hilsen
Hanne Sander
Sognepræst