Guide: Rom som pilgrimsmål

Den katolske kirkes centrum har været pilgrimsmål i århundreder. Læs om byens pilgrimshistorie og valfartskirker

Rom har siden 1871 været Italiens hovedstad. Hertil kommer, at byen med Vatikanet som pavens residens også er den katolske kirkes centrum.

I den tidlige kristendom og i middelalderen fik byen sin betydning som pilgrimsmål. Her lå de to apostle Peter og Paulus begravet. Vi vil følge Roms historie som en af kristendommens vigtigste og mest søgte pilgrimsmål. Rom som verdensstad
Fra 300-tallet f.Kr. var Rom den italienske halvøs førende magt og efter de puniske krige blev Rom middelhavsområdets stormagt. Under kejser Augustus (27 f.Kr. 14. e.Kr.) blev idéen om Rom som gudernes udvalgte by formuleret af digteren Virgil. Tanken om Rom som den evige stad tog nu form. Og selvom kejserne senere hen forlagde deres residens til Konstantinopel, forblev Rom imperiets religiøse og kulturelle centrum.

I denne selvbevidste by opstod der en kristen menighed omkring år 50 som én af de mange nyreligiøse grupper og bevægelser, der i øvrigt prægede verdenshovedstaden. Det var vel at mærke ikke Roms betydning i imperiet, der gav byen dens senere dominans i kristenheden. Men alene den omstændighed, at det var her, Peter og Paulus prædikede og led martyrdøden.

De kristne martyrer
Ifølge traditionen blev Peter og Paulus henrettet under kejser Neros forfølgelser omkring år 64. Men egentlige systematiske forfølgelser fra statsmagtens side i de kommende par århundreder var sjældne. De mest voldsomme forfølgelser fandt sted i midten af 200-tallet og igen omkring 300-tallets begyndelse. Martyrlegender blev skrevet og fortalt.

De kristne, der omkom for deres tros skyld, blev lagt ned i de underjordiske gravpladser, som de kristne havde erhvervet - de såkaldte katakomber. Her søgte man ned for at ære martyrerne.

LÆS OGSÅ:De kristne og katakomberne i Rom

I 313 blev kristendommen tilladt religion og i praksis favoriseret af kejser Konstantin den Store (306-337) og under kejser Theodorsius den Store (379-395) blev kristendommen imperiets statsreligion. Roms biskop gjorde krav på at være kristenhedens førstemand, da han betragtede sig som apostlen Peters efterfølger og den, der beklædte hans embede som Roms første biskop.

Pavemagten og Rom som kristendommens centrum hang sammen. Store kirkebygninger rejses nu i rigshovedstaden ofte som mindesteder for martyrerne, hvis ben blev samlet op i katakomberne og nedlagt i kirkernes altre.

LÆS OGSÅ: De første kristne i Rom

Rom bliver valfartsby
Med pave Gregor den Store (590 604) sættes der gang i kirkens mission. Men bevægelsen går nu også den modsatte vej fra kristendommens yderposter til Rom. Gregor forordner nu, at valfart til martyrernes grave i Rom er at regne for en god gerning.

Trods det romerske imperiums fald 476, levede Rom videre i det østromerske rige med Konstantinopel som hovedstad, der bestod frem til 1454. Dog havde Rom stadig den centrale betydning i den vestlige kristendom.

Pavemagtens autoritet steg i middelalderens begyndelse også i forhold til konge- og fyrstemagten. Den frankiske kejser, Karl den store blev således kronet i Rom år 800. Og de senere tysk-romerske kejsere blev enten kronet af paven i Rom eller skulle indhente pavens velsignelse.

I år 1300 indstiftede pave Bonifacius den 8. det hellige år som det første pilgrimsår. Og hvert 50. år herefter skulle være pilgrimsår eller jubelår, hvor besøg ved martyrernes grave ville give syndsforladelse. Nu blev Rom for alvor pilgrimsmål. Tusindvis af pilgrimme strømmede ad de europæiske landeveje til Rom ikke bare i jubelårene.

Om noget er Rom forblevet pilgrimsmål og mål for turisme indtil i dag. Pavevalg, helgenkåringer og kirkelige fester trækker i dag millioner af pilgrimme og turister til byen.

Valfartskirkerne
Roms syv valfartkirker indeholder de vigtige relikvier, det vil sige hellige genstande og/eller dele af martyrer og helgener. Af største betydning for pilgrimmen er det for det første at besøge Peters grav, som ligger under Peterskirkens alter.

Peterskirken har en lang historie: I midten af 100-tallet er det almindeligt kendt blandt de kristne i Rom, at Peters grav er at finde på Vatikanmarken i det begravelsesområde, som ligger tæt op ad Neros væddeløbsbane. Hans grav markeres og æres. Kejser Konstantin den Store bygger i årene 319-22 en kirke i basilika-form over Peters grav. Kirkens apsis placeres lige over graven.

LÆS OGSÅ:Jerusalem som pilgrimsmål

Byggeriet af den anden Peterskirke påbegyndes 1506 og bliver indviet i 1626 af pave Urban d. 8. (1623-44). Den nye kirkes højalter placeres direkte over Peters grav. Gravgaden udgraves i 1940-49. På kirkens sydside finder man så nedgangen, hvor man får en guidet rundvisning.

Adgang til gravgaden og Peters grav sker ved henvendelse til Vatikanet. Henvendelsen skal ske i god tid og via Vatikanets hjemmeside. Hvad man ser er så en alterlignende opsats, der markerer, at her bagved ligger resterne af Peter. Og ser man opad, ser man lige op i den krypt, der er placeret under selve kirkens højalter.

Fra Peterskirken kan man så fortsætte ud til Paulus' gravkirke, San Paolo fuori le Mura. På vejen mod Roms havneby, Ostia byggede kejser Konstantin den Store en kirkebygning over Paulus' grav. Herude blev Paulus ifølge traditionen gravlagt efter sin død som martyr under Neros kristenforfølgelser. Paulus' kirke blev imidlertid senere hærget både af saracenere og jordskælv.

Men den totale katastrofe indtraf 16. juli 1823. Kirken brændte ned, hvilket skyldtes en byggearbejder, der havde glemt et kulbækken under taget. Kun Klostergården var tilbage. Kirken blev genindviet i 1854 af pave Pius den 9. under overværelse af repræsentanter for den katolske kirke fra hele verden.

I middelalderen kunne pilgrimmen efter et svalende bad i Tiberen lige ved kirken gå ind ad de prægtige bronzedøre og frem til den strålende baldakin fra 1200-tallet, der markerede Paulus' grav.

Fra Paulus' gravkirke er der ikke langt til San Sebastiano ved Via Appia. Kirken er opkaldt efter den romerske soldat og helgen, Sebastian. Han skal ifølge legenden have været af ridderstanden og anfører for kejser Diocletians (285-305) livvagt. Han hjalp de kristne fanger under Kejserens store kristenforfølgelser, indtil han blev anklaget og som straf dømt til at blive bundet til et træ og gennemboret af det numidiske bueskyttekorps pile.

Under kirken er har vi de berømte katakombere, hvortil man har adgang fra kirkens højre side.

Dernæst går pilgrimmens vandring videre til Laterankirken. Laterankirken med tilhørende baptisterium (dåbskapel) blev opført af Konstantin. Kirken blev indviet i 318 og menes at have været en femskibet basilika-bygning med et bredt hovedskib og 2 x 2 parallelle sideskibe adskilt fra hovedskibet med søjlerækker.

Kirken blev bygget som Roms hovedkirke og bispesæde og fungerede som sådan i senantikken og middelalderen. Selve kirkens hovedalter indeholder i følge traditionen levninger af apostelen Johannes. Og kirken hedder da også San Giovanni (Johannes) in Laterano. Ved siden af kirkens findes resterne af pavens residens fra middelalderen. Og her i "det første Vatikan" er ifølge traditionen Scala Santa, det vil sige den trappe, som førte op til Pilatus' rådssal i Antoniaborgen i Jerusalem. Trappen skulle være bragt til Rom af Konstantins mor, Helena.

Tæt ved Laterankirken kan pilgrimmen finde den kirke, der indeholder dele af Jesu kors, nemlig Santa Croce in Gerusalemme.

Derfra går pilgrimmen videre til San Lorenzokirken, som indeholder ben af den martyr, S. Laurentius, der led martyrdøden ved at blive lagt på en rist med ild under. Vi finder scenen i talrige af vore kalkmalerier, hvor Laurentius beder sine bødler om at vende ham om, så han også kan blive stegt på den anden side.

Endelig finder pilgrimmen frem til Santa Maria Maggiore. Kirken regnes af mange for at være den smukkeste af Roms kirker. Den blev oprindeligt bygget i 400-tallet. Man betages af det cosmatiske gulv i porfyr og marmor. Og vender man blikket opad modsvares dette af det pragtfuldt forgyldt kassetteloft. Guldet skulle være det første, der kom til Europa fra Sydamerika.

Hovedskibet flankeres af 36 ens joniske søjler. I tillæg til det pragtfulde midterskib findes der en række sidekapeller. Det sixtinske Kapel til højre for højalteret og Det paulinske Kapel til venstre tager helt og holdent vejret fra den besøgende. Under kirkens højalter findes det såkaldte krybbekapel, som indeholder kirkens fornemste relikvie, nemlig brædderne fra Jesu krybbe. Fra Santa Maria Maggiore er der så en halv times spadseretur tilbage til Peterskirken.

Ringen er slutter for den valfartende, der nu har besøgt de foreskrevne syv valfartskirker. Turen kan til fods gøres med start kl. 06.00 og afsluttes kl. 18.00. Herefter kan man nyde det kulinariske Rom.

Litteratur: Henning Nørhøj: I Peters spor. Aros 2011.