Postkort: Da mirakler opstod i den danske natur

"At gå i naturen i langsomhed og enkelhed, med lidt vand, mad og plaster, åbner op for en indre vandring, der kan være svær at finde tid og koncentration til i hverdagen. En indre vandring, hvor naturen bruges som tydninger af vores liv. Som frøet i jorden, som træet med dets rødder, stamme og krone, der åbner op for nogle refleksioner over egne rødder, stamme og krone," skriver præst og pilgrimsleder Kristine Stricker Hestbech. Foto: Leif Tuxen.

Vi gik igennem den ældste uberørte vildskov i Danmark, med væltede træer og knækkede stammer. Og det fik mig til at tænke over, hvad der egentligt er værst? At være knækket eller væltet som menneske, skriver præst og pilgrimsleder Kristine Stricker Hestbech

Lørdag den 7. juni tog vi afsted fra Havdrup kirke, 23 mennesker, stuvet ind i biler med bagage, vandresko og stave.

Ned til Kongskilde friluftsgård, der ligger midt i skovene ved Tystrup Sø uden for Sorø. Tre dages vandring à 20 kilometer i skøn natur med pinsesolen dansende de fleste af døgnets timer.

Travende afsted på landevej og grussti, igennem tæt krat og åbne marker, hele tiden med søer omkring os og marker med gumlende kvæg, der kiggede dovent på os og fik os til at huske på at tage det roligt. Det giver nu sig selv når man tilbagelægger 20 kilometer på en hel dag, hvilket kunne gøres på under en halv time i bil.

Det sætter ligesom livet i perspektiv. Som frøene, der netop spirer på denne årstid, i vores haver som sommerblomster og grøntsager og i skovene som små gran-, ege- og bøgetræer. De har ligget der i jorden hele vinteren og bare ventet. Ventet på lunere tider, hvor skallen kunne briste og lyset og varmen trænge ind og sætte spiringen i gang. Hvor ofte giver vi os selv den tålmodighed i mørke tider?
 
Naturen som tydning af livet 
At gå i naturen i langsomhed og enkelhed, med lidt vand, mad og plaster, åbner op for en indre vandring, der kan være svær at finde tid og koncentration til i hverdagen. En indre vandring, hvor naturen bruges som tydninger af vores liv. Som frøet i jorden, som træet med dets rødder, stamme og krone, der åbner op for nogle refleksioner over egne rødder, stamme og krone.

Er jeg som træets blade, der omdanner den giftige kuldioxid til livgivende ilt for mine omgivelser? Eller er jeg sådan en, der sender giftige spydigheder ud, når jeg kan komme afsted med det? Er jeg en træstamme der giver husly til andre mennesker, som træet gør det til insekter, mosser og svampe? Giver jeg af mig selv eller er jeg sådan en, der altid holder lidt igen?

Vi gik igennem ungskov og Suserup urskov, som er den ældste uberørte vildskov i Danmark, med væltede træer og knækkede stammer. Og det fik mig til at tænke over, hvad der egentligt er værst? At være knækket eller væltet som menneske?
 
Undervejs holdt vi nadver. På en bakketop fyldt med kokasser, og ude i Tystrup Sø med tæerne i vand, oblater på et åkandeblad og vinen i en muslingeskal fra søbunden, så vi helt konkret stod med vores rødder i vand og sugede næring fra både jord og himmel.

Vejen er målet
Vi går ikke efter et helligt mål, hvor folk igennem tiderne har oplevet mirakler. Som ved Lourdes i Frankrig. Nej, som protestanter er hele livet et mirakel og pilgrimsvejen er derfor målet i sig selv. Det at være på vej. Som Gud er på vej, sammen med os, igennem livet.

Men det var, som om vi flere gange oplevede små mirakler; som ved Pedersborg Kirke, vi troede var tom, men som pludseligt brød ud i salmesang, imens vi stod og hvilede os op af dens mure, eller da vi tørstige og trætte kom til et lille B&B, og konen i huset samlede alle sine havemøbler omme i haven og brygger kaffe og te til os.

Som nattergalene, der fulgte os sammen med valmuemarkerne og havørnene. Som de pludseligt opståede badeture, hvor vi svømmede imellem åkander og små fisk og ikke håbede, at de berygtede gedder i Tystrupsøen forgreb sig på vores blege ben, eller når vi spiste vores tørre madder og aldrig havde smagt et bedre måltid.

Som samtaler, der opstod ud af ingenting og bålet, vi tændte om aftenen ved søen, og vi sang os langt ind i natten. Som det, at 23 fremmede mennesker i løbet af tre dage har talt og fortalt og lyttet sig til mere dybde og refleksion og eftertanke end mange af os nogen sinde får fra venner, vi har kendt et helt liv ...

Jeg har vandret på Caminoen, til Assisi og rundt på Mallorca og Færøerne. Men intet slår det at gå ud af min egen hoveddør og vandre i det danske landskab. Det er ikke spor indviklet eller for særligt øvede. Du skal bare sætte den ene fod foran den anden.

God tur!