Caminoen: Vejen til verdens ende

Nogle gør det for at uddybe deres tro. Nogle længes mod større livsfylde. Andre kan slet ikke forklare, hvorfor de vandrer ad caminoen, den gamle pilgrimsrute, til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager

Nina Fredslund Pedersen har taget turen til hest.

Den 60-årige praktiserende læge fra Nordsjælland har i de seneste syv år brugt sin ferie på at ride fra Danmark til det nordvestlige Spanien, ad Jakobsvejen, der er den gamle middelalderlige pilgrimsrute til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. Hvert år har hun sat en streg på landkortet, kørt hesten hjem i trailer, for så året efter at fortsætte turen, hvor hun standsede sidst.

Det er blevet til mellem 3000 og 4000 kilometer sammen med hendes mand, Anders, i medfølgende hjælpebil og veninden Birthe Sørensen, der også har redet.

Denne søndag morgen klokken otte rider de ind på den store kirkeplads foran den pompøse katedral i Santiago de Compostela. Hestene har haft politieskorte på den sidste tur igennem bytrafikken. Venner og familie, der har fulgt deres mærkværdige projekt igennem årene, står og tager imod dem på den øde plads i morgenkulden. Nogle af dem fælder en tåre.

Målet er nået, men som Nina Fredslund Pedersen siger, har det egentlig ikke været det at nå målet, der var vigtigt. Hun kan heller ikke helt forklare, hvorfor hun har brugt så megen tid på dette store vandringsprojekt med sin hest. En ting er dog sikkert: Selv om hun begyndte på noget, der mest af alt lignede en fiks idé, kom Jakobsvejen til at forandre hendes liv, siger hun.

Nina Fredslund Pedersen er en af de mange, der hvert år i stigende tal rejser ad den gamle pilgrimsrute til Santiago de Compostela. For at optræde i den officielle pilgrimsstatistik skal man have gået mere end 100 kilometer, hvilket kvalificerer til det turistprægede pilgrimsbevis, compostela. Sidste år rundede antallet af moderne pilgrimme i denne statistik mere end 100.000, og af dem var 801 danskere.

Min medvandrer og jeg tog af sted for at beskrive dette moderne pilgrimsfænomen. Men også trangen til at give troen en ny dimension, mens vi vandrede igennem det smukke landskab på stier, som kristne har gået på i mere end tusinde år, mente vi gav særlig mening. Vi vandrede ikke langt nok til at imponere de garvede, men tilbagelagde 125 kilometer på fem dage i det skønneste galiciske forår. Vi begyndte ved det gamle benediktinerkloster i den lille by Samos, men man kan begynde ruten hvor som helst.

Egentlig er der mange ruter til Santiago de Compostela og katedralen, der er bygget over de benstumper, som hævdes at være apostlen Jakobs jordiske rester. Men den vigtigste af ruterne kaldes "den franske" og tager formelt sit udgangspunkt i Sydfrankrig og bevæger sig nordover i Spanien. I middelalderen gik hovedruten ud fra Paris, ad rue Saint Jacques (den hellige Jakobs gade) og forbi Tour Saint Jacques (den hellige Jakobs tårn), der i dag er fransk turistmål, men i middelalderen var en del af den kirke, som de pilgrimsrejsende drog ud fra på deres livs vandring. Fra hele Europa vandrede pilgrimme. Da valfarten var på sit højeste regner man med, at omkring en halv million mennesker gik her hvert år.

For snart 900 år siden beskrev en pilgrim, der kaldte sig pave Calixtus II, ruten til Santiago. Hans værk Liber Sancti Jacobi, Den Hellige Jakobs Bog, beskriver ikke blot de mange mirakler, der tilskrives helgenen, hans jordiske resters vej til Spanien og forslag til en særlig liturgi på pilgrimsvejen. Den beskriver også i detaljer ruten igennem Spanien.

Det er den rute, der i de seneste tre årtier er blevet genskabt med stor loyalitet over for historien, og det er den rute, vi sætter ud på en tidlig morgen, mens tågen hænger over Samos-klosteret og bebuder godt vejr senere på dagen. Vi har overnattet på det gamle benediktinerklosters pilgrimsherberg, i sovesal sammen med et halvt hundrede andre vandrende. Om morgenen står vi tidligt op og begiver os af sted langs Ouribio-floden i dalbunden.

Vi går med rygsække, soveposer og hele vores protestantiske bagage, der tilsiger, at pilgrimsvandring er noget overspændt katolsk føleri og misforstået kristendom. For man kan jo møde Gud overalt. Han er lige så meget til stede i Slagelse som i Santiago, og lutherdommen tilsiger, at der som sådan ikke gives steder, der er mere hellige end andre. Det var først og fremmest også den protestantiske reformation, men også pesten og krigene i 1600-tallet, der satte en effektiv stopper for vandringen ad caminoen. Men i disse år er det moderne menneske igen tiltrukket af at gå ad de gamle pilgrimsveje.

Pave Johannes Paul II talte i begyndelsen af 1980'erne i Santiago de Compostela og opfordrede europæerne til at genfinde deres kristne rødder, både i kulturen og i den enkeltes tro. Nogle mener, at denne opfordring er grunden til pilgrimsvandringens opblomstring. Andre mener, at den massive tilstrømning af vandrende er udtryk for moderne materiel forstoppelse og en søgen efter enkelhed.

Middelalderens pilgrimme søgte syndsforladelse med deres anstrengelser. Den slags taler ikke til tidens mennesker. Den moderne pilgrim vandrer af andre grunde. Hver enkelt har sin. Vandringen ad de gamle pilgrimsstier forekommer at være en enestående måde at finde tilbage til fornyelse og livsnærvær på. Nogle søger et indre opbrud. I løbet af få dage oplever de fleste, at hverdagens problemer, kævl, splid og væld af småbekymringer trænges i baggrunden.

For rastløse sjæle er selve vandringen sikkert at foretrække frem for en stille retræte, hvor man holder sig i ro med sine tanker. Vandringen er ligesom retræten en tilbagetrækning fra hverdagens travlhed. Så hvis man slukker mobiltelefonen, dropper aviser, fjernsyn, radio og al anden støj for en stund, er der i vandringen og stilheden nye muligheder. Man kan tie eller tale og erfarer, at vandringen også fremmer ordentlig samtale.

Den moderne pilgrimsvandring forstås i kristen sammenhæng sådan, at pilgrimmen vandrer imod et møde med Gud. Ikke på et bestemt geografisk sted, men på vejen, fordi vandringen giver en særlig næsten meditativ stilhed, der skaber en modtagelighed for mødet og nærværet. Det gør naturen også. Når man følger små vandløb og floder, går langs hulveje i skove og markveje afgrænset af gamle stengærder, krydser igennem egetræs- og eukalyptusskove, passerer blomstrende kirsebær- og mirabelletræer og standser ved farveeksplosionen i de røde cameliabuske åbner der sig en vej til sindets dybere lag. Hvilken salig jubel, skønt alt er tyst.

Det er her i naturen, på de gamle stier, at man kan vælge at sætte sin vandring ind i en ramme af for eksempel sang, tekstlæsning og bøn. Det er ikke noget tilfælde, at Grundtvig, Ingemann, Kingo, Brorson, Knudsen og mange andre danske salmedigtere henter en vigtig del af deres billedsprog i naturen, når de skal prise Gud. Det giver derfor god mening at synge om kap med himlens fugle her på caminoen.

En morgen, hvor vi har spændt sækken på ryggen og kommer op i 7-800 meters højde, brydes stilheden kun af hanernes galen på gårdene nede i dalen, der er dækket af de lavthængende skyer, som vi kan kigge ned på. I et vejkryds møder vi en tysk kvinde, der har lagt 400 kilometer bag sig.

"Hvorfor går du her?" spørger vi og bliver mødt af den tillidsfuldhed og åbenhed, der kendetegner de mange møder på ruten. Kvinden fortæller, at hun tilbringer alle sine somre i alperne med adfærdsvanskelige teenagepiger. Her lærer hun dem selvstændighed og ansvar. De lever af mælken fra køerne, som de laver til både smør og ost. Men nu er hun blevet i tvivl om hvilken retning, hendes eget liv skal tage. Hun er søgende, ikke kristen som sådan. Hun er åben, men ved ikke helt, hvorhen hun skal vende sig. Derfor går hun på caminoen. Hun ser den som et billede på menneskelivet. Hun går som alle mod vest på den gamle Jakobsvej, mod solnedgangen og sin egen død. Men hver dag skifter hendes grund til at gå her, forklarer hun. Hun går videre med den hilsen, som alle vandrende hilser hinanden med: "Bon camino" - god vej.

De moderne pilgrimme er her af mange grunde. Mange angiver en ydre begivenhed i deres liv, som årsag til vandringen. Det er en slags overgangsrite at vandre. Nogle er blevet skilt. En har mistet sin mand. Flere er blevet afskediget eller er bare på vej fra en stilling til en anden og benytter skiftet til at vandre. Det mest tankevækkende er, at så få vandrer med kristendommen i bagagen. Som sådan er caminoen et sindbillede på det sekulariserede Europa. Meget få af de vandrende vil tilsyneladende karakterisere sig som klassisk kristne. Alligevel vandrer de her. Den store teolog Augustin skrev i 400-tallet om menneskets længsel efter Gud: "Mit hjerte er uroligt indtil det hviler i dig." Måske ledes uroen denne vej.

Den bøn, som munkene beder i klosterkirken i Roncesvalles, den første station på caminoen i Spanien, har angiveligt lydt der siden 1078 og retter sig mod den enkeltes livsvandring. Den lyder: "Gud, velsign du vore fjed, lad os finde, hvad vi søger og til sidst nå vores mål med glæde. Amen". Tiltrækningen til caminoen er en sammensat størrelse, men de fleste konstaterer, at det er noget andet at gå netop her end i skoven derhjemme eller i bjergene. Ikke kun fordi kulturhistorien langs ruten er så rig, eller fordi man deler vandrerskæbne med de andre. Ofte møder man dem mange gange på turen, ved herbergerne om aftenen eller på de små restauranter og caféer langs ruten. Det giver en særlig tillidsfuldhed, som er en vigtig del af caminooplevelsen. Men også andre forhold gør vandringen her til en speciel oplevelse.

Mere nyreligiøse og nyspirituelle mennesker som en fransk kvinde, der på et herberg fortæller om sin skilsmisse og sin søgen efter et nyt liv som dyrker af helbredende urter i de sydfranske bjerge, mener, at der findes en særlig "energi" på caminoen. Hun fortæller om dengang hun på en ashram i Indien skiftede navn til Bhumi, om de afrikanske piller hun nu tager, der kurerer angst, og om den spanske landmand, som hun skræmte livet af tidligere på dagen, da hun som led i sine spirituelle øvelser inde i skoven brølede som en løve. Hun går på caminoen for at flytte sig fra en fase i livet til en anden, og for at blive bedre til at tilgive, som hun siger. Men for hende er "energien" her afgørende.

Sådan ser tre nøgterne spaniere, der går turen for tredje gang, ikke på det. De understreger, at de ikke er religiøse, men den helt særlige stemning og den lange tur med bare seks kilo på ryggen minder dem om, at livets virkelige værdier ikke er de materielle.

En italiensk parfumesælger fra Milano på 23 år går godt 400 kilometer af ruten, fordi han aldrig før i sit liv har prøvet at være alene. Det vil han gerne, selv om hans smarte solbriller og armlænker antyder, at han måske også satser på at møde en ligesindet kvindelig pilgrim, som kan give ham selskab på turen.

To piger fra Lichtenstein går her, fordi den ene en morgen, da hun vågnede derhjemme, bare tænkte, at hun måtte gå på caminoen. De ved ikke, om det har en religiøs betydning, men den ene er ved at skifte både job og levevej. Derfor tog de afsted.

To ældre franske katolske herrer siger, at de er for gamle til selv at slæbe deres rygsække, men går så til gengæld hele turen fra Frankrig, mens et rejsebureau sørger for at transportere bagagen. De fastslår, at hvis man ikke har det kristen, religiøse perspektiv med, mister man en væsentlig del af meningen med caminoen.

Sådan har det danske ægtepar Tim og Elisabeth Juel-Jacobsen det næsten også, men det er ikke caminoens kristne element, der for dem er afgørende. Han sluttede sin lægegerning som hospicelæge på Diakonissestitelsen i København, mens hans kone har arbejdet som sygeplejerske. Nu har de vandret et stykke af ruten, og her i Santiago fortæller de, at de er optaget af alle former for spiritualitet og søger det trancendente, som de siger.

- Jeg tror, at der findes en virkelighed større end den, vi registerer, siger Tim Juel-Jacobsen.

- Den vil jeg gerne trænge ind i. Den kristne kontekst er en del af den, men alle religioner har et gyldigt udtryk for den samme sandhed. Denne søgen er for mig blevet stærkere med årene.

Hans hustru understreger det bevægende i at vandre ad stier, som pilgrimme har gået på i tusind år.

- Jeg er ikke katolik, men enhver tro har et indhold, jeg respekterer. Og når man er troende, er der samlingssteder, som rummer en særlig kraft, siger hun.

Asta Graae, der også er dansk pensioneret læge, fortæller, at caminoen for hende ikke har en decideret religøs betydning, men er en mulighed for at give sig selv tid til at være og ikke præstere.

- Der er en intensitet i sansningen her, siger hun, og understreger sin store respekt for det, der ligger uden for det kendte.

- Her kan man komme i kontakt med det. Her møder jeg storheden, siger hun.

Camino betyder vejen, og det var, hvad de første kristne kaldte det, som vi i dag omtaler som kristendom. I Apostlenes Gerninger står der om de første kristne, at "de hørte til Vejen". Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, og vandringen er en central del af det bibelske billedsprog. Jøderne vandrede i ørkenen, og Jesus åbenbarede sig under vandringen til Emmaus. I kristendommen taler man om det vandrende apostolat. Paulus og alle evangelisterne udbredte kristendommen på deres vandringer.

Man vandrer på caminoen i Spanien fra øst mod vest. Hele tiden rettet mod det sted, solen går ned. I nogles øjne symboliserer solnedgangen her også livets ende. Derfor fortsætter mange vandringen fra Santiago til havet, ved Finisterre, Verdens Ende, som middelalderens pilgrimme troede var det kontinentale Europas vestligste punkt. Det har dog senere vist sig at ligge i Portugal. Her ved den barske klippekyst har middelalderens pilgrimme tænkt, at jorden sluttede. Det latinske navn for Atlanterhavet, Mare Tenebrosum, betyder Mørkets hav. Og det nuværende navn har det fra den forsvundne civilisation Atlantis. Her stod de, i bogstaveligste forstand, ved verdens ende og så ind i det faretruende mørke, døden.

I dag ved vi bedre. Men fortsat vandrer moderne pilgrimme til Finisterre, hvor de mest entusiastiske foretager en symbolsk afbrænding af deres tøj. De afslutter deres ofte meget lange vandring ved rituelt at lægge deres gamle jeg bag sig. Så vender de sig om og går tilbage - mod øst, hvorfra lyset kommer. Pilgrimsvandringen er i kristen forstand altid rettet mod at skabe en fornyelse i livet. Opbruddet fra de trygge rammer og vandringen mod det ukendte udtrykker længsel efter denne fornyelse og et mere ægte liv, og det finder sin symbolske form i denne handling på Finisterre.

Det er også på kysten her, at man finder de Jakobsmuslinger, som i tusinde år har været symbolet på caminoen. Her hentede man beviset på at have vandret den lange tur. Muslingeskallen er afbilledet på de sten, som afmærker caminoen, og er sammen med gule pile på husmure, rækværker, asfalt, gadefliser og hvor det ellers kan være, en vejviser for de vandrende. En underlig gensynsglæde indtræder med vandringen, fordi muslingeskallen altid dukker op, netop som man troede, at man var gået vild. Det er også en del af mytologien ved caminoen, at man hjembringer muslingeskaller og giver dem til andre, som så en dag vil høre muslingen kalde dem ud på caminoen.

Langs ruten er det bemærkelsesværdigt, at de flest kirker og små kapeller er lukkede. De lokale sogne har ikke råd til at holde dem åbne under opsyn, og uden opsyn vandaliseres de tilsyneladende. Mange af herbergerne er kommunalt drevne, og derfor er der heller ikke her nogen henvisning til det kristne element af pilgrimsvandringen.

I Santiago fortæller lederen af den katolske kirkes pilgrimskontor, pater Jenaro Cebrian Franc, at det bekymrer ham meget, at der ikke er penge til at åbne kirkerne. Han frygter, at meningen med caminoen drejes væk fra den kristne søgen og troens fordybelse, når kirken stort set ikke er til stede på ruten. Han søger nu penge til at sikre flere åbne kirker. Men den kirkelige dynamik forekommer at være noget begrænset, og interesserne er blandede. I det sekulære Spanien anskuer politikerne og kommunerne først og fremmest caminoen som en turistmagnet.

På vores vandring kom vi forbi 20 kirker, som alle var lukkede og låste. Blot et par steder var der åbent, og i en enkelt kirke tog præsten imod den blandede skare af vandrende, der kom forbi. Hurtigt improviserede han en lille gudstjeneste og tog sig kærligt af flere grædende spaniere, hvis følelser blev sat i bevægelse af hans bøn og velsignelse. Den lille episode vidnede om, at mange af de vandrende på caminoen går med en eksistentiel søgen, der ikke har noget sprog eller nogen form, men længes efter at blive mødt.

Når den praktiserende læge Nina Fredslund Pedersen, der begyndte sin ridetur fra Danmark til Santiago de Compostella i 2001 og nåede frem til målet for knap to uger siden, skal forklare, hvorfor hun begav sig ud på den lange, mærkelige rejse med hest, svarer hun, at det hele begyndte som en historisk og kulturel rejse.

- Jeg er kristen og medlem af folkekirken, men mine motiver var ikke religiøse. Alligevel har turen ændret mit liv. Ikke i religiøs retning, men jeg har oplevet det gode i mennesker. I dag vil jeg møde mennsker med en helt anden åbenhed, end jeg ellers har turdet, siger hun.

Og sådan er motiverne og udbyttet af at vandre på caminoen så forskelligt.

Den sidste aften i Santiago sidder der pludselig en ung fransk nonne foran et kloster med sin rygsæk. Marie, som hun hedder, er i tvivl, om hun vil være i det kloster i Frankrig, hvor hun nu hører til. Det er for åbent og kulturvendt, synes hun. Hendes priorinde har givet hende penge på lommen og sendt hende ud i verden i to år for at gøre sin stilling op. Nu er hun vandret fra Le Puy i Frankrig og de langt mere end 1000 kilometer ad caminoen til Santiago de Compostella på bare fødder i sandalerne og med ganske få ejendele i den lille rygsæk.

Hun har fastet på en del af turen og forladt sig på, at mennesker har hjulpet hende. Nu sidder hun og beder foran et kloster, der huser en af den katolske kirkes strengeste nonneordener, klara-søstrene eller klarisserne, der lever i afsondrethed bag jerntremmer. De har taget Jesu bud om at fornægte verden bogstaveligt. Hun søger et svar på, om hun skal gå denne strenge vej og bruge sit liv på at bede for verden og blive en del af den åndelig ild, der slår ud fra klosteret, som hun formulerer det.

Hvad har hun fået ud af sin vandring? Hun svarer, at hun snarere har mistet noget. Sit liv. For i Matthæusevangeliet i Det nye Testamente står der, at "den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." Vandringen har bragt hende tættere på Gud, siger hun.

Og sådan slutter rejsen. Vandringen i sig selv var en fysisk udfordring. Naturen en åbenbaring af skønhed, og møderne med mennesker et vidne om, at vi alle er på vej. Det kan anbefales at gå i de gamle pilgrimmes fodspor. Og der kun at sige: "Bon camino".

Erik Bjerager vandrede på caminoen sammen med programmedarbejder ved Danmarks Radio Anders Laugesen. Han udsender i løbet af sommeren et program om deres fælles vandring og en række andre programmer om pilgrimsvandrere på caminoen. De kan høres søndag morgen i programmet "Mennesker og tro". Det nærmere tidspunkt vil blive omtalt her i avisen.