Bertelsen på Caminoen: En moderne pilgrims bekendelser

Tv-værten Mikael Bertelsen gik 40 kilometer om dagen på vejen til Santiago i DR-udsendelsen "Bertelsen på Caminoen." Foto: DR.

Tv-værten Mikael Bertelsen har gået pilgrimsvandring til Santiago de Compostela. Den 400 kilometer lange vandring er blevet til en anderledes julekalender. På caminoen har han tænkt en del på sin far, som hele sit liv forsøgte at flygte fra kristendommen, men som ikke kunne

Der havde været lidt for mange dage med lidt for mange mail og alt for mange møder. Dage, hvor tv-værten og journalisten Mikael Bertelsen på vejen hjem havde spurgt sig selv, om det, han havde udrettet denne dag, mon overhovedet havde nogen form for mening. Og en dag med lettere arbejdslede fik han en henvendelse fra en kollega i Danmarks Radio om at tage på pilgrimsvandring til den spanske by Santiago de Compostela. Siden middelalderen har pilgrimme gået den rute, som siges at forandre de gående for evigt. Nu skulle han overveje, om han med åbent sind ville gå på caminoen med et tv-hold ved sin side.

"Tænk at kunne rejse sig fra sit skrivebord, bare gå og tillade sig at kalde det arbejde," siger Mikael Bertelsen, som takkede ja.

Fra på onsdag kan seerne hver aften følge ham på hans godt 400 kilometer lange vandring mod Santiago de Compostela.

Undervejs blev hans romantiske forestillinger om bare at vandre justeret. Støvlerne var for varme og gav vabler. Oppakningen var lidt for tung, og samtidig havde han undervurderet, hvilken fysisk udfordring caminoen også er, så han nåede sin egen grænse for udmattelse undervejs. Følger man hans vandring i programmerne, vil man se, hvordan Bertelsen forandrer sig fra at være den velklædte tv-vært med slips til en mand med fuldskæg klædt i tøj, som nærmest er ved at gå i opløsning. Han kunne have valgt at lade sig transportere i bil en god del af vejen sammen med de andre fra tv-holdet, men han ville gå hele ruten både gennem nærmest fortryllede skove og gennem industrikvarterer og boligområder præget af fattigdom og arbejdsløshed.

"Det var hårdt, langt hårdere, end jeg havde forestillet mig, for smerte og lidelse er ikke noget, jeg har for vane at opsøge," siger han og fortæller om, hvordan han fik lopper, og hvordan hans nærmest neurotiske forhold til bakterier flere gange blev sat på prøve undervejs.

Men når man går på caminoen, så er det ikke kun en ydre rejse. I den kristne tradition beskrives formålet med pilgrimsvandringen ofte som en vej til fornyelse i livet. Gennem de mange samtaler, som Mikael Bertelsen havde med andre pilgrimme, fik han blik for, at pilgrimsvandringen for mange havde en nærmest rituel karakter.

"På forhånd havde jeg tænkt, at det her var det grå gulds form for bungeejumping. Men de ord må jeg tage i mig igen. Selv gik jeg nærmest som en del af et eksperiment. Inden jeg kom til Spanien, havde jeg tænkt på store spørgsmål, som jeg måske kunne få tid til at tænke på, men det blev de fysiske udfordringer og eksperimentet, som satte dagsordnen. Men undervejs mødte jeg jo folk, som gik af større og dybere grunde end jeg," siger han.

Da en nonne på pilgrimsrejsens første dag spurgte ind til Mikael Bertelsens motiv for at gå, svarede han ærligt, at han var en tv-journalist, som gerne ville lave nogle udsendelser om vandringen og slå følge med andre pilgrimme undervejs. Men som den forsøgskanin han var på turen, gik han med til messer, indtog nadveren og lod sig betage af skønheden i den benediktinske messe.

På et tidspunkt blev han inviteret ind til en shaman, som han mediterede sammen med. Han er ikke vant til at meditere og troede kun, der var gået 10 minutter, men på det tidspunkt havde de mediteret i flere timer.

"Jeg kom ikke hjem som en anden. Men jeg ved, at jeg flere gange undervejs gik og talte om min far og farfar. Når jeg skal reflektere omkring min egen religiøsitet, så står jeg som tredje led i en ret stærk historie om tro, hvor flugten fra religionen var en drivkraft i min fars liv," siger Mikael Bertelsen.

Hans far, Gunnar Bertelsen, blev født ved Frederikshavn i 1922 og voksede op i et hjem med en dominerende far.

"Min farfar var en streng, kristen mand. Han var ansat ved Statsbanerne og arbejdede ofte om søndagen, men det var afgørende for ham, at hans børn gik i kirke, så de fulgtes med ham ind til kirken i Frederikshavn. Min far ville hellere være på havnen og se på skibene end sidde i kirken, så han udviklede en taktik, hvor han løb ind i kirken og noterede sig salmenumrene. Når min farfar siden spurgte til gudstjenesten, så kunne han altid fortælle, hvad der var blevet sunget," siger Mikael Bertelsen.

Gunnar Bertelsen blev arkitekt og velhavende. Han var manden bag flere caféer og restauranter i København blandt andet den legendariske Café Victor.

"Et af mine tidligste barndomsminder er fra min fars 50-års fødselsdag, som blev holdt som en fire dage lang festival på hans landsted i Kikhavn med et væld af gæster. Min far gik rundt i kimono og var rimelig beruset, da han opsøgte min bedstefar, som stod i gråt jakkesæt, med butterfly og blød hat og støttede sig til en stok. Min far ville tvinge sin far til at se på sig og se, at han var fuld. Han skreg ind i hovedet på min farfar, at han skulle se på ham og se, at han var fuld og vide, at han havde drukket hele sit liv, men min farfar sagde, at han var hans førstefødte søn og ikke drak."

Forholdet mellem Mikael Bertelsens far og farfar var ulykkeligt, og faderens forhold til kristendommen var ambivalent.

"Han kunne recitere salmer og havde ret mange åndelige refleksioner, men havde også en distance, som når han sagde: 'Herren giver, herren tager, herren er en guitar'."

Faderen blev 82 år, hvilket Mikael Bertelsen betegner som et under, for han levede et hårdt liv med megen fest og alkohol.

"Min far kunne matche Simon Spies i livsstil. Han sagde til mig, at hvis jeg ikke røg og drak som et svin, inden jeg blev 18 år, så fik jeg ikke noget kørekort. Det var den bedste opdragelse, for jeg har aldrig røget og kun drukket meget lidt."

Mikael Bertelsen er døbt, men han er ikke konfirmeret. Hans egne børn er også døbt, og han kunne ikke tænke på at melde sig ud af folkekirken.

"Jeg husker mine bedsteforældres hjem for de store overskårne kartofler, som stod og dampede, mens vi bad bordbøn, og jeg kan huske, at vi skulle bede fadervor, når vi sov hos dem, men jeg har jo ikke på samme måde som min far været i reaktion mod en streng kristendom. Jeg kan mærke, at jeg ubevidst har mange af de protestantiske værdier i mig. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig, at jeg ikke stillede så høje krav til mig selv om at udrette noget. Men det er noget af det, som jeg tror ligger i os fra den kulturelle, protestantiske arv, og som jeg ikke kan skille mig af med. Jeg har også en tro, men det er ikke noget, som har været særlig relevant for mig at forholde mig til, og samtidig er der punkter, hvor jeg ikke er særlig bramfri," siger han og tilføjer:

"De mest betydningsfulde ting, kan vi måske slet ikke tale om."

Der er mange myter knyttet til pilgrimsvandringen til Santiago de Compostela. En af myterne er, at man skal tage en af de særlige jakobsmuslinger med hjem og give den til mennesker, som en dag vil blive kaldt ud på caminoen af muslingen. Det har Mikael Bertelsen også gjort, og selvom turen var en fysisk udfordring, vil han ikke afvise, at han en dag selv kunne finde på at gå caminoen igen. Men denne gang ikke som forsøgskanin sammen med et tv-hold, men som privatperson.

"Hvis der indtraf en krise i mit eget eller en af mine kæres liv, så kunne jeg godt finde på at gå turen. Jeg mødte mennesker undervejs, som fik utrolige ting ud af på den måde at være kaptajn i deres eget liv."

Undervejs mødte han andre pilgrimme, som han slog følge med. Foto: DR
Et fodbad skal der til efter en lang dags trav. Mikael Bertelsen gik i alt omkring 400 kilometer til Santiago. Foto: DR