Kristeligt Dagblad lancerer hjemmeside om pilgrimsvandring

Foto: Screendump

Ny tendens i dansk kirkeliv får sin egen udbyggede hjemmeside

De fleste mennesker har formentlig erfaret, at det fremmer tanken og samtalen at vandre. Søren Kierkegaard gjorde det og formulerede sin livsfilosofi med vandringen bedre end andre: Tab for alt i livet ikke lysten til at gå, skrev Kierkegaard til sin syge svigerinde. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den ... Når man således bliver ved at gå, så går det nok.

LÆS OGSÅ: Portræt af Søren Kierkegaard

Den erfaring finder man også i den moderne pilgrimsvandring. Hvor kristne engang vandrede til Jerusalem, Rom eller Santiago de Compostela i Nordspanien som en bodshandling, er den moderne pilgrimsvandring en mulighed for at få pause fra en stresset hverdag og komme i tættere kontakt med sig selv og Gud. Vandringens langsomhed og stilhed giver tid til at tænke, og vandringen i naturen skaber en enkelhed, der også rummer en åndelig dimension.

Det har tusinder af danskere erfaret, og derfor lancerer Kristeligt Dagblad nu en omfangsrig og indholdsmættet hjemmeside på internettet om det omsiggribende fænomen pilgrimsvandring.

Pilgrimsvandring.dk er det sted på internettet, hvor der på dansk er samlet flest informationer om pilgrimsvandring.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET FRA PILGRIMSVANDRING.DK OG DELTAG I KONKURRENCEN OM ET REJSEGAVEKORT PÅ 5000 KRONER

Man kan stille spørgsmål og få svar af pilgrimspræster og erfarne vandrere om alt fra praktiske råd til pilgrimsturens teologiske aspekter. Her findes personlige beretninger og interviews med erfarne vandrere; kort og vejledninger til en række pilgrimsmål herhjemme og i udlandet; oversigter over pilgrimsarrangementer, og så kan man i et særligt pilgrimsforum udveksle og dele erfaringer.

LÆS OGSÅ: Debat om tro kan splitte pilgrimsbevægelsen

Pilgrimsvandring.dk blev lanceret første gang for snart 10 år siden med pilgrimspræst Elisabeth Lidell som drivkraft. Men gruppen bag hjemmesiden ønskede at brede den ud og give den mere substans. Derfor har Kristeligt Dagblad overtaget den og udviklet den som en del af det store univers under kristendom.dk.

Pilgrimsvandring.dk er et godt sted at begynde sin vandring, og vi byder alle velkomne. 

Aviser og journalistik er en hjertesag for Erik Bjerager. – Foto: Leif Tuxen.
HIj2NT9rHYc