Kim Sagild: Rytmen i at gå

Guitaristen og musikproduceren Kim Sagild går hvert år flere hundrede kilometer på El Camino i Spanien. Turene har inspireret ham til hans første soloudgivelse, der har fået titlen Gå

Kim Sagilds liv har altid været fuldt af rytmer. Der er dem, han selv som guitarist har frembragt, og de mange, han har sat sammen for andre i sin lange producerkarriere. Men for 10 år siden kom der også en anden rytme ind i hans liv: Den, der fremkommer, når man sætter det ene ben foran det andet, igen og igen, kilometer efter kilometer, i mange dage. Hvert år, helst i maj, rejser han til Nordspanien for at tage på pilgrimsvandring til Santiago de Compostela, og mens han går, opstår der tanker, der bliver til nye rytmer i hans hoved: Små melodistumper, sætninger og ord, der rimer.

LÆS OGSÅ: Tag på pilgrimsvandring på caminoen

Det er foreløbig blevet til 14 sange, som han den 3. september glæder sig til at præsentere som sin første solo-udgivelse nogensinde. Gå hedder albummet slet og ret og signalerer dermed det vigtige i den fysiske rejse, men også i den vandring, det er at leve.

Det er først og fremmest musikken, der er Kim Sagilds udgangspunkt. I de første 10 år af sin karriere spillede han udelukkende rytmisk instrumentalmusik, og da han begyndte at producere for kendte navne som Thomas Helmig, Nanna og Kasper Winding, var det mest lyd, arrangement, dynamik og energi, der optog ham. Det med ordene, at skrive tekster, er kommet til ham langt senere.

At ordene kommer til mig nu, har noget at gøre med min alder. To tredjedele af livet er passeret, jeg har været igennem nogle forhold, jeg har fået børn, jeg har flyttet landsdel, jeg har mistet mine forældre. Det er alt sammen store, epokegørende ting, som på den ene side giver et samlet billede af et liv og på den anden side åbner for spørgsmål om, hvorfor det gik, som det gjorde, og hvordan det hele vil ende, og det kalder altså på nogle tekster, siger den 61-årige Kim Sagild.

Vi sidder ved spisebordet i den store kvistlejlighed i Aarhus Midtby, hvor han bor sammen med sin kone og søn. Uden for vinduerne er der direkte udsigt til hele den aarhusianske kystlinje på den ene side og til byens tage på den anden. Kim Sagild sender blikket på langfart og rører tankefuldt sukkeret rundt i kaffekoppen. Han vil tydeligvis gerne udtrykke sig så præcist som muligt om alt det, der optager ham.

Jeg har altid interesseret mig meget for politik, men jeg synes, der er kommet en ensidighed over den politiske diskussion, hvor meget er givet på forhånd, så det er jeg egentlig ikke så optaget af mere. Nu tænker jeg mere over sådan noget som tro og hele den udfordring, der ligger i at være menneske, siger han og fortsætter:

Ikke alene skal man kæmpe med sin egen kompleksitet, som er en livsopgave, men har også sin kone og sine børn og sin omgangskreds. Alle de steder er der kompleksitet og sammensatheder, der virker med og mod hinanden. Det skal man kunne håndtere, og samtidig acceptere, at man aldrig bliver færdig med det. Som ung tror man, at man kan nå et resultat, men som ældre ved man, at det ikke kommer til at ske, siger Kim Sagild.

Det er den vandring, hans sange handler om. Med El Camino som en direkte kilde til inspiration. De mange kilometer gennem det varierende landskab, hvor fødder og vandrestokke skaber deres egen monotone rytme langt væk fra dagligdagens udfordringer, sætter gang i tankerne og giver en form for afstandens indsigt.

Jeg går primært for at se værdien i det, jeg har. Når man kommer på afstand af tingene, ser man værdien tydeligere. På den måde kan det fungere ligesom en lang ferie, hvor man også glæder sig til at komme hjem igen. Dylan sagde engang, hvor han blev spurgt om, hvorfor han turnerede så meget, at han altid var på vej hjem, siger Kim Sagild og tilføjer, at et andet vigtigt aspekt ved pilgrimsvandringerne er, at han nyder at være alene.

Da jeg var ung, hadede jeg at være alene og sørgede for stort set aldrig at være det, men med alderen er jeg kommet til virkelig at nyde at være alene. I hverdagen er jeg på hele tiden og har ofte mange mennesker omkring mig, der stiller mig spørgsmål. Derfor bliver der sjældent plads til, at jeg kan stille spørgsmål til mig selv, og jeg elsker at lade mig forundre og stille spørgsmål ved alt muligt.

Kim Sagild er ivrig P1-lytter, og idéen til vandreturene i Spanien kom til ham, da han hørte radioudsendelser dels om byen Santiago de Compostela og dels om pilgrimsvandringerne. Derefter gav han sig til at læse nogle artikler om det, og så, da han lige var fyldt 50 år, tog han af sted første gang.

Han havde planlagt at gå 25 kilometer om dagen i 10 dage, men efter tre dage blev han nødt til at erkende, at han ikke var godt nok forberedt på strabadserne og måtte sætte ambitionerne ned. Siden har han været af sted 10 gange og har hver gang sørget for at forberede sig grundigt med flere ugentlige, og gradvist længere, vandreture i måneden op til turen, samt anskaffet det rigtige udstyr.

På nogle af turene har Kim Sagild været rejseleder for højskolehold, og han har også holdt flere foredrag om at vandre på El Camino. Sidste år tog han så den ultimative tur. Han tog fem uger fri fra arbejde og gik hele turen fra den fransk-spanske grænse og ud til Santiago de Compostela, en vandring på knap 800 kilometer. I år gik han 300 kilometer 11 dage i maj.

Ingen Gud, intet hus, ingen faste værdier synger Kim Sagild i titelnummeret Gå, og deri ligger noget af kimen til hans forundring over tilværelsen. El Camino er traditionelt en vandrerute for kristne på pilgrimsfærd, men i dag er det en broget skare af vandrere, der går på ruten, og selv har Kim Sagild ikke noget religiøst tilhørsforhold.

Jeg har dyb respekt for folk, der har et gudsbegreb i sig, men lige den dag, jeg fandt på den linje, følte jeg en lykke over, at lige der hvor jeg gik, var der ikke nogen Gud, ikke noget hus og ikke nogen faste, klare værdier, som jeg skulle forholde mig til, eller som jeg blev afkrævet af mig selv eller andre. Der var åbenhed for hvad som helst, og det blev jeg lykkelig af. Den følelse var knyttet til noget fysisk, nemlig det at jeg vandrede, og jeg tror rigtigt meget på, at det åndelige og det fysiske er hinandens forudsætninger, siger Kim Sagild og tilføjer:

Når jeg vandrer alene, er jeg et filter for min egen oplevelse. Jeg bevæger mig igennem landskabet, men landskabet bevæger sig også gennem mig, og så bliver jeg et filter, for jeg registrerer det, og så tænker jeg, at nu har jeg en oplevelse eller en følelse, siger han og reflekterer lidt over, at han aldrig tidligere har prøvet at forklare til nogen, hvad det egentlig er, der sker med ham, når han vandrer.

Soloalbummet Gå har han med egne ord skabt i en slags ærbødighed over for Caminoen.

Jeg synes, man får så meget foræret ved at gå der, og det er jeg meget taknemmelig for, siger han.

Kim Sagild glæder sig nu til at komme ud at spille sine egne sange, og til det formål har han sammensat et orkester med fire aarhusianske musikere: Lene Nørgaard, Peter Vuust, Hans Esbjerg og Per Kolling. De skal første gang optræde sammen i Aarhus Festuge den 3. september.

Hør Kim Sagilds sang "Gå":