Flere skal gå mere

Et landsdækkende net af nye stier, skattejagter for familien og skridttællere er noget af det, som skal få danskerne til at tage flere skridt. Grønne, skønne omgivelser motiverer lysten til at gå, men at kunne læse ansigter på ens vej er det, som stimulerer lysten til at gå

Nedtrampet jord under de solide såler og en marchhastighed på fire kilometer i timen. Det er noget, som vandreren Ole Bertelsen kan lide. Ifølge kalenderen er vi nået til årets anden forårsdag, og Ole Bertelsen ser frem til et forår med en række vandreture.

Den 68-årige pensionerede ingeniør er landsformand for de godt 7000 vandrere, der er organiseret i Dansk Vandrelaug. Skulle forårsvejret vise sig fra den mere lunefulde side, så bremser det ikke hans velholdte vandrestøvler, for en rygsæk med vind- og vandtæt overtøj er en del af standardopbakningen til en tur.

Jeg går for at få oplevelser i naturen, siger Ole Bertelsen og skruer tiden tilbage til 1940ernes Vestjylland, hvor han voksede op på præstegården i Nørre Vium-Herborg.

Som dreng var han nærmest altid ude. Om sommeren gik de vestjyske børn kun i skole mandag og onsdag formiddag, så han havde rige muligheder til at færdes i naturen. Han er sikker på, at det var her, han fik grundlagt glæden ved lange ture i det fri. Siden fulgte et arbejdsliv, hvor han kom til at tilbringe megen tid ved et skrivebord. I 35 år var han ingeniør i Københavns Havn, og det var i den periode, han igen snørede vandrestøvlerne på. I 1985 drog han med sin søn på vandreferie arrangeret af Dansk Vandrelaug, og siden har han været aktiv i foreningen, som han sidste år blev landsformand for.

Vores 20 lokalafdelinger arrangerer vandringer med en turleder, og på en tur får du et oplevelsesaspekt i vandringen, som du ikke får, hvis du går din sædvanlige tur. Der er altid en turleder, der har planlagt ruten, så man kommer forbi ting, man ellers ikke ville se, siger han.

Efter år med stagnation og tilbagegang på medlemsfronten kan Dansk Vandrelaug, som i storhedstiden i 1950erne talte omkring 70.000 medlemmer, notere en voksende interesse for at melde sig ind i foreningen. De seneste år har der været en medlemsfremgang på 200 medlemmer hvert år, og Ole Bertelsen tolker det som et udtryk for, at flere har fået øjnene op for det at gå mere. Medlemmerne er typisk over 60 år, men selvom man køber de første vandrestøvler i moden alder, så viser erfaringerne fra foreningen, at man kan få mange år som aktiv vandrer.

Fra flere sider arbejdes der på at få danskerne til at gå. Det sker blandt andet i Friluftsrådet. I efteråret præsenterede rådet, som er en ikke-statslig paraplyorganisation, der samler over 90 foreninger, deriblandt Dansk Vandrelaug, de første såkaldte Kløverstier.

De ny stier er en slags vandringens pendant til landvejenes Margueritrute. 10 kommuner er ved at etablere Kløverstier som i Middelfart, hvor man i morgen, lørdag, holder såkaldt Kløverstidag og viser byens nye stier frem. Som firkløveren har fire blade, så har en Kløversti fire ruter markeret med fire farver. Konceptet minder om det, man kender fra skistedernes angivelser af pister. De fire ruter er typisk på mellem 2,5 og 10 kilometer.

Mens man i Dansk Vandrelaug typisk har fokus på oplevelsen og den lange tur, så skal Kløverstierne stimulere lysten til at gå hos folk, som gerne vil trave en tur på en halv time eller mere og efterfølgende vide, hvor mange kilometer de har lagt bag sig. Friluftsrådet har et mål om, at der skal etableres Kløverstier i alle kommuner, og projektleder Johanne Leth Nielsen tror, at det mål er realistisk, da en række kommuner har vist stor interesse for projektet.

Skønt flere i dag finder vandrestøvlerne frem og begiver sig ud på landets stier i fritiden, så er vi næppe mere aktive end tidligere generationer. Privatbilismens fremmarch og hele en teknologiske udvikling har betydet, at vi generelt er blevet mere fysisk inaktive i forhold til tidligere generationer. En undersøgelse foretaget blandt den kristne sekteriske bevægelse amish-folket i Ontario i Canada kan give et billede af, hvor meget tidligere generationer har bevæget sig.

En amish-landmand bruger ikke mekaniske hjælpemidler, ligesom produktionen af de karakteristiske sorte dragter sker uden elektriske hjælpemidler. Et studie blandt amish-folkene i Ontario viste, at mændene i gennemsnit tog 18.400 skridt om dagen, mens kvinderne tilbagelagde 14.200 daglige skridt i gennemsnit. Og som forskerne beskriver, så er der masser af kød, kartofler og fyldige desserter på bordene i amish-hjemmene, men fedme er stort set ikke et problem blandt amish-folket.

Professor, dr.med. Bente Klarlund Pedersen, der er centerleder for Danmarks Grundforskningsfondscenter for Inflammation og Metabolisme, har hæftet sig ved studiet af amish-folkenes fysiske aktivitetsniveau, fordi det står i en skærende kontrast til virkeligheden for de fleste vesterlændinge. Hun har som forsker og forfatter forsøgt at skubbe til danskernes gåkultur og mener, at der er ændringer på vej.

For syv år siden fik Bente Klarlund Pedersen en skridttæller forærende. Det lille apparat, som holdt tal på hendes skridt, fik hende til at ændre adfærd. Med skridttælleren begyndte hun at tage trappen, og i stedet for at stå ved busstoppestedet og vente på bussen gik hun hen til det næste busstoppested. At samle så mange skridt som muligt dagligt blev en sport for Bente Klarlund Pedersen. Hendes mål var at få det lille apparat til at registrere 10.000 daglige skridt.

Jeg tilbringer megen tid i lufthavne, men hvor jeg tidligere ville sætte mig ned og vente, så gjorde jeg det til en vane, at jeg kunne gå en tur i terminalen, og jeg valgte af og til at gå til et møde i stedet for at tage bilen, siger hun.

At målet var 10.000 skridt skyldes japansk forskning, hvor man siden midten af 1960erne har arbejdet på at ændre befolkningens gåvaner. Her kom den første skridttæller på markedet i 1965, samtidig med at man kunne begynde at se en tendens til overvægt blandt almindelige japanere. Man ønskede at imødegå denne udvikling og brugte skridttællerne særdeles aktivt. Målet om de 10.000 daglige skridt og skridttælleren slog rod i japanske gåklubber og de 10.000 skridt, Manpo-kei, er i dag et kendt sundhedsslogan i Japan.

En voksen dansker vil bevidst eller ubevidst gå mellem 6000 og 7000 skridt for at klare dagens almindelige gøremål. Bente Klarlund Pedersen råder til, at disse skridt suppleres med en halv times fysisk aktivitet, som typisk vil give mellem 3000 og 4000 skridt på skridttælleren.

Hvis man er fysisk inaktiv, vil man i gennemsnit dø fem til seks år tidligere i forhold til, hvis man er fysisk aktiv. Og inden man dør for tidligt, kan man forvente at leve otte til ti år mere med fysisk sygdom. En skridttæller er et enkelt middel til selvkontrol af den daglige fysiske aktivitet, siger Bente Klarlund Pedersen.

Syv år efter at Bente Klarlund Pedersen fik skridttælleren, samler den nu støv. Hun tager de 10.000 daglige skridt, men det sker i løb.

Når folk ikke går, så er det meget et spørgsmål om tid. Der, hvor jeg er i mit liv nu, må jeg også erkende, at jeg ikke får tid til at gå, selvom der er mange gode sidegevinster ved det. Men jeg puljer mine skridt i daglige løbeture, hvor jeg finder ro og bliver tanketom, som du også kan blive, når du går, siger hun.

Men hvad skal der til for at flere går mere? Det spørgsmål har man nogle af svarene på i Københavns Kommune, hvor man arbejder aktivt på at ændre indbyggernes gåkultur. Kommunen har formuleret en fodgængerstrategi, som skal resultere i 20 procent flere fodgængere i 2015 end i 2009. I 2009 gik københavneren i gennemsnit 9,86 minutter om dagen. Det tal skal i 2015 være steget til 12 minutter. Og det, som betyder mest for storbyfolkets lyst til at gå, er mødet med andre mennesker.

Noget af det mest betydningsfulde for fodgængere er, at de kan se andre mennesker, når de går. Det er derfor ikke ideelt med alt for brede gader, hvor man ikke kan se ansigterne på de mennesker, som går på modsatte fortov, siger Jesper Dahl, som er områdechef i Københavns Kommune og arbejder med at omsætte politikken til konkrete tiltag, som skal få københavnere til at tage flere skridt.

Når det atter bliver vejr til det, vil folk fra kommunen rykke ud og plante vejtræer flere steder i København. For at nå målet i fodgængerstrategien har man valgt at investere i træer, for når man spørger hovedstadens indbyggere, hvad der skal til, for at de vil gå mere i deres lokalområder, så står grønnere omgivelser meget højt på ønskelisten.

Skal flere gå mere, så vurderer Jesper Dahl, at den rekreative spadseretur skal have nyt liv. I hverdagen er programmet ofte stramt, og mange vælger gåturen fra, fordi det tager for lang tid at komme fra a til b til fods. Det at gå skal blive en aktivitet i sig selv, hvis målet om 20 procent flere fodgængere skal indfries. Et vigtigt led i opbygningen af en anderledes gåkultur i København er ifølge Jesper Dahl også, at de yngste indtager byen til fods i børnehavealderen og de første skoleår.

At få børn til at gå er også den udfordring, som Astrid Bjørg Mortensen har taget op i Ny Tolstrup Skov ved Lejre. Hver mandag mødes hun med cirka 25 børn i alderen fem til ni år i skoven til FDF-møde, hvor alle aktiviteterne året rundt foregår i det fri. Hun er 35 år, cand.scient.soc. med speciale i børns læring i naturen, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet og mor til to mindre piger. Selv husker hun ikke at have surmulet som barn over udsigten til en lang vandretur, men fra sit arbejde med børnene ved hun, at det af og til kan være en opgave at motivere børn til noget så enkelt som en gåtur. I går, torsdag, udkom hendes bog Unger & Udeliv på forlaget Gyldendal, hvor hun giver idéer til aktiviteter for børn og voksne i det fri.

Jeg har mødt en del børn, som slet ikke er vant til at bevæge sig, fordi de bliver kørt til alt. Nogle børn synes, at det er helt mærkeligt at svede, og kan på en gåtur udbryde: Jeg har det helt mærkeligt og føler mig våd. Så må jeg forklare, at det er normalt og hedder sved. Jeg mener, det er sundt at lære udholdenhed og lære, at man kan komme frem uden at blive kørt. Mange børn er heller ikke vant til, at de gerne må blive beskidte og våde, men det er godt at have prøvet det, siger Astrid Bjørg Mortensen.

Og til de forældre og bedsteforældre, som gerne vil tage de yngste med på tur, foreslår hun, at man kan skære en vandrestav til turen og medbringe en rygsæk med indbydende proviant.

Astrid Bjørg Mortensen foreslår, at man også kan prøve såkaldt geocaching, som er en ny slags skattejagt, hvor man i stedet for traditionelt skattekort bliver ledt på sporet via GPS eller en app til en smartphone.

Men når man først har oplevet, hvordan benene bare arbejder for sig selv, og oplevet det nærvær, som kan opstå i en samtale på en vandretur, så er der også mange børn, som har let ved at fastholde glæden ved at gå.