Rune Engstrøm skiftede ludomani ud med pilgrimsvandring

Månedens pilgrim er forfatter og eks-ludoman. Han brugte pilgrimsvandring som middel til at komme ud af ludomanien

Rune Engstrøm er forfatter til bøger om pilgrimsvandring. Han er også en tidligere ludoman, som med egne ord kom fri af spilledjævlens vold ved at gå Caminoen for fire år siden. I dag har han planer om lange pilgrimsvandringer og sidder også i bestyrelsen for Ludomaniforeningen.

Hvornår begyndte du at gå pilgrimsvandring?
For omtrent fire år siden stævnede jeg ud på Caminoen. Udover at det kunne være spændende at gå en 900 km lang tur gennem Nordspanien, så var det også ment som en form for symbolsk handling. Efter hen ved 20 års misbrug med ludomani ønskede jeg nemlig at bryde ud af spilledjævelens vold én gang for alle. Pilgrimsvandringen blev på den måde en stor kærlighedserklæring, der betyder, at det er blevet en form for livsstil. Det betyder blandt andet også, at jeg om to-tre år har planer om at gå den helt store tur på pilgrimsruter i Italien, Frankrig, Spanien og Portugal, hvor det er meningen at jeg skal være af sted i fem, seks, syv eller otte måneder. Men tilbage til den første vandring. For samtidig med at jeg gik, så åbnede der sig en helt ny verden for mig med at skrive bøger om blandt andet mine ture samt at afholde foredrag om ludomani, der også har resulteret i, at jeg i dag sidder i bestyrelsen for Ludomaniforeningen.

Hvorfor går du pilgrimsvandring?
Jeg går især pilgrimsvandring, fordi jeg synes, at det er forbundet med en enorm frihed, hvor man ikke hele tiden skal tage stilling til for eksempel konflikter i hverken Ukraine eller Syrien - eller for den sags skyld en giraf, som efter sigende er blevet myrdet i Zoologisk Have. Og så møder du også en masse søde og spændende mennesker, der næsten alle sammen har hver sin personlige grund til at være af sted. Endvidere nyder man godt af at røre sig i sit eget tempo, hvor det gamle ordsprog ”en sund sjæl i et sundt legeme” passer til fulde. Det er ikke så få store tanker, der formår at passere gennem hovedet – uden det bliver alt for tungt. Snarere tværtimod. Sluttelig kan en pilgrimsvandring også gøres for relativt få midler.

Hvilken rute vil du anbefale andre at gå?
Sølvruten: ”Via de la Plata”, der begynder fra Spaniens stegepande nede i flamencobyen Sevilla i Andalusien. Den udmærker sig ved at være forholdsvis ”uopdaget”. Problemet med Caminoen nu om dage er, at den er gået hen og blevet for populær. Dette betyder, at der er mange om buddet, og at det udvikler sig for meget henimod ren og skær turisme. På Via de la Plata findes der derfor endnu heller ingen ucharmerende kolonnemarch, og der er masser af gode refugiemuligheder, som ikke bliver overrendt. Men hvor du til gengæld nogle gange er nødt til selv at hente nøglen på en lokal politistation eller lignende. Ruten er også smuk på sin helt egen og måske mere halvbarske måde, der tilmed er rimeligt afmærket. Dog vil jeg tilråde, at man medbringer noget godt kortmateriale, og at man er opmærksom på varmegraderne, især i Andalusien. Glem for eksempel alt om at vandre fra Sevilla i juni, juli og august måned.

Kan du beskrive dit bedste pilgrimsøjeblik nogensinde?
Det er svært lige at genkalde det bedste pilgrimsøjeblik, idet der har været så mange. Men jeg kan med tydelighed huske det første indtryk, der bekræftede mig i, at pilgrimsvandring nok kunne gå i blodet på mig. Det drejer sig om min allerførste vandredag på Caminoen fra den franske side af Pyrenæerne til den spanske pendant – fra den pittoreske bjergby Saint Jean Pied de Port til det vigtige middelalderkloster Roncesvalles. Om morgenen drog jeg og min rygsæk alene af sted op gennem det lige så kendte Napoleons-pas, efter jeg havde forladt det utroligt hyggelige pensionat ”L`Esprit du Chemin” med andre overnattende pilgrimsnationaliteter fra henholdsvis Sverige, Kroatien, Holland og Japan. På et tidspunkt bliver jeg nærmest eskorteret på højderyggens smalt snoede bjergvej af fem til seks store ørne, der svæver majestætisk ved siden af mig i kun tyve meters afstand. I dét øjeblik følte jeg mig efter mange, mange år fri som fuglen, og glædens tårer tapløb lykkeligt ned af mine kinder. Her kunne hverken ludomani eller kreditorer få fat i mig!