Pilgrimspræstens dagbog fra pilgrimsrute i Sydfrankrig
Ikke så mange danskere kender denne ældgamle, sydfranske pilgrimsrute "Via Podensis", men vi ville gerne vandre der, igennem Europas hjerte, i det flotte bjergområde Massif Central, skriver pilgrimspræst Elisabeth Lidell
Codex Calixtinus regnes som verdens første rejseguide. Den kaldes også Liber Sancti Jacobi, fordi den viser vejen til Jakobs grav i Santiago de Compostela. Den franske klerk Aymeric Picaud menes at have været redaktør på bogens 225 folier, som dateres til ca. 1160.
Som moderne pilgrim er det fascinerende at hente formuleringer og gode råd, møntet på de forskellige klostre og egne, som caminoen går igennem. Det spanske ord camino betyder vej, på fransk: chemin, og refererer til den tusindårige pilgrimsrute i Nordspanien, der har Jakobs grav i Santiago de Compostela som mål.
SE OGSÅ: Tema om Caminoen
For den franske middelalderklerk startede valfarten i Den sorte madonnas Domkirke i Le Puy-en-Velay, i regionen Auvergne mod Santiago de Compostela. En rute på 1465 kilometer, som er opført på UNESCOs liste over verdens kulturarv. For mange mennesker bliver denne pilgrimsvandring en livsomvæltende begivenhed, som man får lyst til at foretage i fællesskab med andre.
I dag er pilgrimsruten blevet revitaliseret og benyttes af tusindvis af vandrere hvert år, fortrinsvis franskmænd. I Le Puys domkirke udstedes der 20.000 pilgrimspas hvert år.
Ikke så mange danskere kender denne ældgamle pilgrimsrute, men vi ville gerne vandre der, igennem Europas hjerte, i det flotte bjergområde Massif Central. Rutebogen: "TopoGuides - Sentier vers Saint-Jacques-de-Compostelle via LePuy Figeac; ad GR65" er uundværlig, hvis man begiver sig på disse kanter.
For to år siden prøvegik min mand og jeg turen og researchede med henblik på dette års gruppevandring. Vi blev en meget homogen gruppe danskere, både hvad angik alder og baggrund. Nogle af os kendte hinanden, men der var også "nye" pilgrimme, så det var en fin balance.
Dagen oprandt, da vi fløj fra Københavns Lufthavn via Frankfurt til Lyon. Her blev vi hentet af en bus, som kørte os til udgangspunktet for vores pilgrimsvandring, Le Puy-en-Velay. Vi indlogerede os på vores overnatningssted, og de mest energiske personer vandrede op på bjerget med den overdimensionerede madonnastatue. Om aftenen spiste vi på en restaurant de berømte le-Puy-linser og gik en tur i den specielle middelalderby med små gyder og toppede brosten.
Søndagen begyndte med pilgrimsmesse i domkirken kl. 7.00. Her var vi cirka 100 pilgrimme fra alverdens lande samlet til nadver og velsignelse, pilgrimsbøn ved Jakobs-statuen, lystænding og salmesang. Efter pilgrimsmessen købte vi i sakristiet pilgrimspas, som blev udfyldt og stemplet af en nonne.
Efter morgenmaden gik vi ud af Le Puys smalle, stejle gader gennem forstæder og ud til landsbyer med duften af nyslået græs. Vi så marker med køer, hørte fuglene og cikaderne synge, så valmuer og kornblomster på markerne med udsigt til de blånende bjerge. Vejen er en konstant størrelse, som har ligget der i 1000 år og har taget imod mange. Lige inden vi kom til Montbonnet, besøgte vi et romansk valfartskapel, hvor vi holdt andagt.
Næste dag startede vi med at synge morgensang fra "Den lille Pilgrimsbog". I Saint-Privat-dAllier så vi den romanske kirke og spiste frokost. Vi passerede floden Allier, som er dybt nede i en dal. Overalt så vi spor efter pilgrimme, som har gået denne strækning i mere end 1000 år: et stenkors, et kapel, en helgenstatue.
I Monistrol dAllier badede vi i floden, inden vi spiste aftensmad, hvor desserten bestod af en hjemmebagt kage, formet som pilgrimssymbolet: en Ibskal.
LÆS OGSÅ: Hvorfor går pilgrimme med muslingeskaller
Fra Monistrol dAllier gik vejen op i bjergene, og naturen blev mere vild og øde. Vi gjorde et stop ved kapellet La Madeleine og talte om kvinderne i Jesu følge, blandt andet Maria Magdalene. Undervejs så vi mange sommerfugle, rovfugle, vilde orkideer, blomstrende hyld, og vi nød den friske bjergluft.
Undervejs holdt vi skriftemål, bar sten, der symboliserede alt det, der tynger i livets rygsæk. Dette lagde vi i korsform på jorden med en bøn, efterfulgt af tilsigelsen af syndernes forladelse. Vi spiste aftensmad og overnattede i den lille by Sauges, hvor der ligger et stort pilgrimshospital fra middelalderen.
Dagens vandring bød på en jævn stigning fra Sauges op til dagens højeste punkt, La Couse, på 1152 m.o.h. I løbet af dagen holdt vi nadvergudstjeneste med flutes og rødvin i det fri. Bagefter nød vi siesta med middagslur i skoven. Ud på eftermiddagen kom vi til Le Villeret-dApchier, hvor vi spiser aftensmad og overnattede hos "de to pilgrimme" et ægtepar, der har dedikeret deres liv til pilgrimmene, efter at de selv gik caminoen i Spanien for nogle år siden. Sammen med vores gruppe var også andre pilgrimme, og vi havde en hyggelig aften med sang og musik.
Herbergerne er på niveau med danske vandrehjem med 2-6 sengs værelser, og på dette sted var værten meget optaget af at advare mod væggelus og lopper, så vi skulle tage en masse forebyggende forholdsregler: ikke tage rygsækken med ind på værelser o.l.
Næste dagsvandring var rejsens længste med sine 22 kilometer. Vi gik gennem skove og enge over dagens højeste punkt på 1300 m.o.h. - forbi gamle gårde, der driver gammeldags landbrug. Undervejs erfarede vi den grundlæggende nærhed til naturen, hvor vi opfatter os som gæster, ikke som forbrugere.
"Økologi er ældre end økonomi", siges det. Pilgrimsvandringen giver "grønne tanker" om, at samspillet med naturen må have første prioritet, både politisk og privat, fordi naturen er grundlaget for os mennesker, ikke pengene. Ingen af os ejer jorden, luften eller vandet. Alt dette har vi fået til låns. Vi spiste aftensmad og overnattede i Saint-Alban-sur-Limagnole.
Inden vi lagde ud på dagens vandring, havde vi morgensang i kirken i Saint Alban. Der var flere små stigninger og nedfarter undervejs, og vi gik på grusveje og ad små skovstier gennem pinjeskov en del af vejen, ligesom vi passerede landsbyer med middelalderslotte. Om eftermiddagen var det 25 grader, og med lidt køligere vind i bjergene var det perfekt temperatur til at gå i.
LÆS OGSÅ:På Holy Island blev jeg mindet om livets korthed
Vandringen foregik i 500 1300 meters højde i et afvekslende kulturlandskab med skov, marker og græsfolde med kvæg. Vandreruten er godt afmærket og løber ad mindre biveje med grus eller asfalt, smalle stier og gennem dyrefolde. Enkelte strækninger har lange stigninger på op til 500 meter, og der findes få stejle stier med løse sten, der kan være glatte i regnvejr. For hver 10 kilometer ligger der små idylliske landsbyer hvor der er overnatningssteder, caféer, restauranter og butikker med fødevarer.
I Aumont-Aubrac spiste vi aftensmad sammen med en flok glade franske cyklister. Herbergsværterne serverede områdets "nationalret" Aligot, som er kartoffelmos med ost; hertil et stykke skinke eller pølse.
På rejsens sidste vandringsdag gik vi i højfjeldet gennem åbent landskab med enge, stengærder og marker med kvæg. Området er kendt for sin blomsterrigdom, og Les Gentianes (gul enzian) har fået navnet fra stedets blomst, som også bruges til drinks.
Overalt lyste knaldgule gyvel op på markerne, hvor køerne græssede. En af dem havde den venlighed at kælve lige for næsen af os. Og da vi holdt andagt i det fri, tiltrak salmesangen et par heste med føl, som også ville være med! Sådan oplevede vi en særlig nærhed til dyrene.
Ud på eftermiddagen kom vi frem til vores sidste overnatningssted, Prinsuejols. Herfra ser man ud over de grønne bakker og bjerge, hvorpå er plantet tre kors, som ledte tankerne hen på Golgata. Vores herbergsvært var så venlig at åbne kirken for os, så vi sammen med et fransk ægtepar i taknemmelighed kunne holde vores afsluttende andagt.
Efter morgenmaden blev vi hentet af en bus, som kørte os hele vejen retur til lufthavnen i Lyon. Undervejs var det som at se en film blive spolet tilbage, idet vi kom forbi mange af de steder, hvor vi havde vandret eller gjort holdt.
Vi vendte alle sammen hjem med mere mod på livet.