Tørre i halsen og friske i sjælen: Pilgrimsruten Via Podiensis

Nogle steder stod der skilte, som forbød pilgrimme at bruge deres vandrestokke gennem en landsby – beboerne var åbenbart blevet trætte af al den skramlen. Andre steder havde landsbyboere sat en lille biks op, hvor de for symbolske beløb tilbød forfriskninger. - Foto: Ida Lidell

Læs pilgrimsdagbogen fra Ida Lidell, der oplevede fransk gæstfrihed og imponerende udsigter på sin pilgrimsrejse i det sydlige Frankrig

I den tidlige sommerferie hægtede min mand og jeg os på mine forældres pilgrimsvandring i Massif Central, som ligger midt i Frankrigs nederste tredjedel.

Her kan man følge den franske pilgrimsrute, Via Podiensis, fra Le Puy-en-Velay til den spanske grænse. Således kan man undervejs blive ’opmuntret’ af skilte, som informerer om den resterende vandring: 1472 kilometer til Santiago de Compostela osv. 

Naturen viste sig at være storslået i bogstaveligste forstand. Vi gik skiftevis på høje, sæteragtige plateauer med udsigt så langt øjet rakte over massivet, der var overstrøet af marker med karamelfarvede køer og af bølgende skove. Solen skinnede, men den hyppige natteregn holdt temperaturerne dejligt lave.

Helt anderledes var det at bevæge sig ned til landsbyerne langs ruten, som lå nede i de kløfter, der fik plateauet til at krakelere. En jungleagtig stemning herskede her med tæt, grøn bevoksning, smalle, stejle stier, små bække, sommerfugle og sporadiske solstråler gennem den tætte skov. 

Forfriskninger fra landsbyens beboere

Som pilgrim følte man sig godt modtaget af ruten, der er velafmærket. Undervejs kunne man fylde sine vandflasker med iskoldt vand, der strømmede ud af rør, som ledte vandet fra underjordiske kilder ud i et trug. 

Nogle steder stod der skilte, som forbød pilgrimme at bruge deres vandrestokke gennem en landsby – beboerne var åbenbart blevet trætte af al den skramlen. Andre steder havde landsbyboere sat en lille biks op, hvor de for symbolske beløb tilbød forfriskninger.

På et højdedrag sad en ældre herre således under en stenhvælving og tilbød kaffe, te og saftevand. Han var indbegrebet af en fransk bonde med et stolt ansigt og muntre øjne over et gigantisk moustache og under den klassiske sixpence, der skyggede i varmen.

Han boede sammen med sin kone i den lidt øde landsby. De to havde selv haft en stor flok køer, men orkede ikke at passe dem mere, så de havde solgt flokken til en genbo og brugte nu hele dagen på at sludre med de meget forskellige pilgrimme, som passerede gennem landsbyen. ”Selv en kineser har været forbi!”, udbrød han.
 
Vi kom til at snakkede om Anden Verdenskrig, og manden fortalte om to tyske soldater, der havde været udstationeret i landsbyen under krigen. Med en vis tilfredshed sagde han, at den ene, Otto, efter krigen var vendt tilbage for at vise landsbyen til sin kone og børn. 

Jeg bad om to glas Armagnac, men fik koldt vand og espresso

På et tidspunkt gik vi langs en flod i en af disse revner, som flækkede plateauet på langs og tværs. Vi noterede os, at vi nærmede os området Armagnac! Jeg har vist aldrig drukket armagnac før, så det ville være på plads at starte ved ’kildens udspring’.

Forventningsfuldt gravede vi Shu-bi-duas gamle sang frem af barndomsmindernes krinkelkroge (der gik mange år, før jeg forstod teksten – skrift og udtale giver meget forskellige betydninger):

Nu har jeg fået så'n en mærkelig hoste / og tequila i min hals / jeg whiskey ikke hvor den kommer fra / men vodka sådan noget gør' så ondt som jeg har? Jeg bajer ikke at ha' det dårligt / men jeg snapser efter mit vejr / cognakken gør at jeg føler mig elegant / den sidder så tæt som en kapsel på en elefant…

Helt tørre i halsen af alt det skråleri og velankomne til Armagnac fandt vi en café, som lå strategisk godt placeret lige inden opstigningen til næste plateau. Jeg bad om to glas Armagnac. Ejeren slog en høj latter op og fortalte, at det ikke var i denne Armagnac-egn, man producerede drikken Armagnac.

Vi måtte nøjes med to skud espresso og en masse koldt vand. Men ejeren forbarmede sig over os og serverede to små glas af den lokale spiritus, der mindede om en fæl grappa-variant. Der var nu benzin på motoren til en stejl opstigning. 

40 skridt til koldt drikkevand fra bjerget

På den næstsidste vandringsdag så vi langs vejen en stribe opmuntrende skilte, der med håndskrift bebudede, at man i den næstkommende landsby kunne få drikkevarer.

Da vi nærmede os landsbyen, som var en samling mere eller mindre forfaldne rønner, stod der: 40 skridt til koldt drikkevand fra bjerget! 36 skridt efter fyldte vi vores vandflasker og fik øje på en rød parasol og nogle tønder og bænke foran et hus. Vi gik derop, og straks fløj en mand ud af sin lade og spurgte, hvad vi ville have? Han havde både kolde øl og saftevand.

Manden var særpræget med din lange, adrætte krop, iført en slidt t-shirt og falmet kasket. Han havde dybtliggende brune øjne bag et tyndt guldindfattet brillestel fra 70’erne. Han virkede hverken gammel eller ung og bestemt ikke nutidig. Alt var rodet i vor værts lade, hvor der hang kort over vandreruter og guirlander af tykt besat fluepapir.

De kolde drikkevarer kostede ikke noget (men man var velkommen til at efterlade en donation). Mens vi drak de svale øl i skyggen, sprang han rundt og småsnakkede og serverede.

Naturligvis var han selv pilgrim og havde gået flere gange til Santiago de Compostela. Vi brød op og vinkede farvel, og så længe manden kunne se os, sang han områdets pilgrimssang, ’Ultreïa’, der stammer fra middelalderen.

En oase af eksistens

Skridt efter skridt strakte vandringsdagene sig ud over Massif Central, og det var helt uvant at have så meget tid til refleksion. De første par dage tænkte jeg meget på mit arbejde og på løst og fast i øvrigt. Men derefter faldt mit hoved til ro, og den langsomme bevægelse langs den rundede højderyg forplantede sig i sindet.

Der var ingen forstyrrende elementer så som research efter den bedste overnatningsmulighed og den bedste restaurant i næste by, da programmet var på plads i alle detaljer. Ingen beslutninger skulle træffes, selv vandringsruten var velafmærket.

Det var mange år siden, jeg havde haft så meget tid til at gå livet efter i sømmene og tænke på nye horisonter. Min mand og jeg talte sammen om alt det vigtige, vi ikke nødvendigvis når at sætte ord på i en travl hverdag.
 
Om fortiden, nutiden og fremtiden. Om samfund, livskvalitet og værdier. Denne oase af eksistens agter jeg at leve længe på.